Det ville være mest korrekt at kalde det storbyferie, da Montevideo er en millionby. Men på en eller anden måde virker byen ikke stor eller omklamrende. Måske fordi der er masser af pladser, torve og strande, hvor man døgnet rundt kan dase, spille fodbold, fiske eller picknicke med familien.
Klimaet er fantastisk. Ikke for varmt og ikke for klæbrigt. Selv når de fleste lokale indtager deres aftensmad ved 22-tiden kan man sidde i en tynd skjorte og stadig lade sig forkæle af lune vindstrejf. Der er mange italienske efterkommere i Uruguay, og det fornemmer man tydeligt på restauranterne, hvor den italienske flair for føde og den lurende nonchalante tjener-ånd skiftevis spiller hovedrollen.
Flere steder er der kun en enkelt tjener eller to til 20-30 borde. Så hvordan tjenerne formår at dække bord, servere, tage imod bestillinger, skænke vin og vand op og samtidig være ekstremt flinke er mig en uforklarlig gåde. Under alle omstændigheder spiser og drikker man glimrende for langt under halvdelen af prisen i Danmark.
Varme aftner
Der er, sagt med al respekt, ikke de store seværdigheder i Montevideo. I så fald er de forbigået min opmærksomhed. Det kan heller ikke udelukkes, at museer og kirker vil betage andre turister. Det er dog strandlivet, der fascinerer mig. Tidsforskellen gør, at der bliver mørkt en time senere end i Argentina.
Derfor virker det helt forkert, når temperaturen kl. 20 stadig holder sig på den varme side af 30 grader og stranden er fyldt til sidste sandkorn. Det er en skøn oplevelse at sidde med en kølig, lokal bajer og se, hvordan hele Montevideo valfarter til de svalende bølger, inden solen lige så stille dykker ned i Atlanterhavet.
Næsten lige så fantastisk er det at vandre rundt i havnekvarteret, hvor de lokale sidder og sludrer på fortovene, mens duften af parrillada - grillet kød i deluxe-klassen - stiger op fra det centrale marked, der burde omdøbes til "Kød-mekka".
Smertens baggård
I det, der bedst beskrives som en eksotiskbufferzone mellem stormagterne Argentina og Brasilien, ligger smørklatten Uruguay og smelter. Med et fremragende klima, smukke strande og et gæstfrit samt fodboldentusiastisk folkefærd som primære rammer.
Der vil givetvis være utallige voksne danskere, der ikke kan tænke på landet uden straks at forestille sig Elkjær, Laudrup og Lerbys ydmygelse af de sydamerikanske boldartister ved VM-slutrunden i Mexico i 1986. Tro mig. De uruguayanske borgere har heller ikke glemt en af de sorteste dage i landets (sports)-historie.Går man på de store gader, hvor de fancy butikker kæmper om opmærksomheden, glider nederlagets klamme ekko tilsyneladende i baggrunden. Men kigger man ordentligt efter, så fornemmer man det endnu. Den stikkende smerte. Ydmygelsen. Degraderingen og hele verdens hånefulde blikke. At tabe 1-6 til en flok amatører af nogle pølsegnaskende bleghudede vikinger. Mama Mia!, som de også siger på disse breddegrader.
Man skal passe på, at man ikke kommer til at gå rundt i sin egen verden og jodle "Olé, olé, olé". Dertil er der gået for få år. Blot 21. Vi har jo heller ikke tilgivet tysken endnu, vel?
Det skal dog siges, at gæstfriheden trives til trods i Montevideo. Hvis man vel og mærke undgår at træde alt for meget i den rød-hvide spinat.
Storhed og fald
Rigtige mænd, dem med hår på ryggen, fadølskrus inden for rækkevidde og talrige ar efter brutale serie-4 opgør på knæene, de ved, hvad jeg snakker om. Fodbold er ikke sport. Det er selve livet.
Og uruguayanerne har saftsuseme levet livet for otte-ni årtier siden. Fodboldfanatikere vil medgive, at der er tale om historiske vingesus og indersideafleveringer muséer værdige, når man tænker på den allerførste VM-finale. Selveste Copa Mundial 1930. Jeg bliver helt svag i bentøjet blot ved tanken om at overvære den første finale. Et lille spark på læderkuglen men et kæmpe spark for menneskeheden.
Ja, ordene bliver store med den unikke 4-2 sejr over naboerne fra Argentina i baghovedet. Uruguays stolthed, Estadio Centenario, eller "Århundredets Stadion" som det så prangende hedder på dansk, er ikke helt på toppen anno 2007. De blåhvide farver synes en anelse falmede, og malingen nægter tilsyneladende at holde fast i betonelementerne, der udgør de øverste tribuner. En horde af malere sørger for, at de blåhvide tribuner snart funkler igen. Hvem ved, måske er der nye tider på vej?
Sammen med min far sætter jeg mig ned og lader tankerne flyve. Man hører svagt det øredøvende brøl fra 132.000 ellevilde tilskuere på lægterne, da Carlos Peucelle, Juan Evaristo og Guillermo Stabile sammen med de øvrige argentinske spillere løb på banen for at kæmpe imod underhundene Uruguay med Pablo Dorado og Victoriano Santos Iriarte blandt profilerne.
Det var en overraskelse af de helt store, at hjemmeholdet vandt. Men helt tilfældigt kan det næppe have været, da holdet siden klaskede brasserne i 1950-finalen på det imposante Maracanã-stadion foran 200.000 tilskuere.
Derefter startede holdet den deroute, der peakede eller skal vi sige det modsatte, ramte et brøndgraverdybt nulpunkt med nederlaget til de danske dynamitstænger i Mexico i 1986.