Spørger man de fleste danskere, vil de sikkert ikke ane, hvor Surinam ligger på jordkloden. Eller at det overhovedet gør det. Jeg havde selv nogenlunde på fornemmelsen, hvor det befandt sig, men kunne derudover ikke nævne så meget som navnet på hovedstaden. Den lærte jeg dog retfærdigvis at kende inden ankomsten, da jeg under mine rejseforberedelser kastede mig over alverdens landkort, hvor jeg fandt Surinam klemt inde mellem Guyana, Fransk Guyana og Brasilien i det nordøstlige Sydamerika.
Den gamle hollandske koloni er på størrelse med England og rummer stort set ikke nogen attraktioner foruden den uspolerede natur og den klejne hovedstad Paramaribo. Landets største aktiv, eller i hvert det mest åbenlyse for fodboldelskere, er sandsynligvis de mange emigranter og efterkommere af disse, der gennem tiden er blevet indlemmet på det hollandske landshold.
Jeg føler det lidt som at ankomme til en tidslomme eller en glemt hollandsk hule, da vores bus midt om natten ankommer til de støvsugede gader, der er så rene og velholdte, at man næsten ikke kan fatte, man står med benene i Sydamerika.
Jeg finder frem til et glimrende hostel, der minsandten også fremstår rengjort til UG. Med hovedet på puden drømmer jeg mig i søvn ved tanken om denne nuttede hovedstad, der ved første halvdunkle øjesyn virker mindst lige så historisk fascinerende, som guidebøgerne havde svoret.
Politisk poppeltræ-snak
Jeg kan af gode grunde ikke prale af at have sat fødder i Amsterdam for flere århundreder siden, men allerede efter få timers morgenvandring i Paramaribo er det, på nær kanalerne, den fornemmelse, man står med. Overalt støder man på klassisk hollandsk arkitektur og små hyggelige træhuse med rummelige verandaer. Når indtrykkene bliver suppleret med gadenavne som "Kleine Waterstraat" og "Grote Combeweg", så bliver det ikke just sværere at fastholde illusionen.
Stemningen i Surinam er særdeles afslappet og påvirket af de mange caraibiske beboere i landet. Overalt sidder folk og hygger på bænke, restauranter og på de mange græsplæner. Især langs havnepromenaden eller "Waterkant", som det omtales blandt de lokale, kan man falde til ro og få sig en berigende snak. En tirsdag formiddag hilser jeg på otte ældre herrer, der vender verdenssituationen, drivhuseffekten og dagsprisen på rom under et skyggende poppeltræ.
- Hvis Antarktis smelter, så skal både danskere så vel som hollændere være velkomne i Surinam, smiler Lieuw, en af de pensionerede rotter.
Han er efter eget udsagn en typisk sammensat surinameser.
- Jeg har både kinesisk, hollandsk, jødisk og afrikansk blod i årerne. Så mit blod er en meget specielt cocktail, praler han med et afsmittende smil.
De svenske gæster
Hver morgen mødes de otte mænd klokken ni. Præcis. Undtagen søndag, hvor de sover længe, fordi det trods alt er weekend. De diskuterer både stort og småt indtil middag, hvor flokken bevæger sig små 100 meter hen langs havnefronten og sætter sig tilrette og spiller kort frem til klokken 17, mens de kigger nysgerrigt på skibene, der lægger til og fra kaj.
- Det er en fantastisk måde at få dagene til at gå på, forklarer Lieuw og tilføjer, at jeg bare skal spørge, hvis jeg har flere spørgsmål om landets historie eller dets venlige befolkning.
Sådan et tilbud takker man ikke nej til, så historier om byens fort, løsrivelsen fra Holland og den surinamske deltagelse under Anden Verdenskrig fyger om ørerne på mig, mens de snakkesalige gutter med mellemrum kigger ned mod molen.
Der ligger nemlig et svensk skib, de for tiden har kastet deres kærlighed på. Skoleskibet "Gunilla" har 38 svenske gymnasieelever boende i tre måneder, og de mange lyshårede elever trækker meget opmærksomhed i så lille en hovedstad.
Omvendt trækker en lokal skibstømrer dobbelt så meget opmærksomhed hos eleverne, da han fremviser byens og måske landets længste rastahår.
Fem kilo rastagarn
Der er total målløshed på den lokale fiskerbåd, da skibstømreren lader rastahåret falde mod dækket. Det mere end halvanden meter lange, kulsorte hår ligner et dusin sorte elskende slanger og skræmmer næsten de unge lyse skandinaver, der sidder på dækket og laver lektier.
- Der er kun, fordi du giver mig penge til kolde øl, at jeg viser det, siger han til mig, da han allerede har ladet det dingle mod knæhaserne.
Sådan en situation er svær at forhandle sig ud af, så der er ikke andet at gøre end at lokalisere en købmand, hvor man naturligvis kan købe kælderkolde Heineken og dermed sige tak for en sjælden fotomulighed af tommetykke dreadlocks, der tilsammen vejer næsten fem kilo.
I 35 grader kan det være en tung fornøjelse at slæbe rundt på. Men denne Bob Marley-fanatiker har også haft 20 år til at vænne sig til vægten. Den svalende øl bliver kastet ned med stor rutine, og kort tid efter signalerer mændene, at de altså har et arbejde, de skal have gjort færdigt. Det har jeg såmænd også, så jeg trasker fra borde og lusker tilbage mod byens fort, Zeelandia, der skuer ud over Surinam-floden.
Den gode rejse
På vejen gør jeg stop på "Onafhanke-lijkheidsplein". Det siger jo næsten sig selv, at det mundrette stednavn dækker over frihedspladsen, så jeg stopper forpustet op og nyder synet af flere fascinerende regeringsbygninger helt for mig selv
Jeg går om bord på fortet, der ikke er meget større end en dansk herregård. Det er ikke just en armada, det har kunnet holde fra døren, men efter Breda-traktaten i 1667, havde hollænderne heller ikke det store at frygte fra englænderne, der efter at have trynet Nederlandene omdøbte New Amsterdam til New York og lod Surinam forblive hollandsk som et plaster på såret.
Såret er efterhånden helet, og skal jeg være helt ærlig, vil jeg hellere sidde på en bænk i eftermiddagssolen i Paramaribo og nyde stilheden, end jeg vil få storbystress på Manhattan. Og hvis man minder sig selv om, at de uforglemmelige rejser ikke nødvendig går til brusende vandfald og pulserende metropoler, så kan en formiddag på en rusten bænk med udsigt til en flok ivrigt parlamenterende herrer og en flok hårdtarbejdende skibstømrere være lige så givtig en oplevelse.