Den første tanke, som trænger sig på, da den lurvede og kartoffel- og løgsækfyldte bus arriverer midt i hovedstaden Asuncíon, er, om nogen har glemt at slukke for radiatoren og åbne vinduerne på klem?
Det er ubeskriveligt omklamrende hedt. Så lummerlunkent, at lakken tager tilløb til at smelte af skrotbunken, vi sidder pacificeret i.
Med adskillige hundrede kilometer til nærmeste kyst når luftfugtigheden saunaprocenter. Og når der ikke er en vind, der rører sig, så kræver det energi selv at inhalere den dieselberigede "luft".
Måske er det skæbnens ironi og ensbetydende med, at nogle af de mange nazister, der grangiveligt søgte ly i landet efter Anden Verdenskrig på sin vis brændte op i helvede?
Nå, rolig nu. Paraguay er ikke helvede på jord. Allerhøjest lidt halvkedeligt og afsondret. Og måske er det for nogle rejsende præcis de egenskaber, der kendetegner det ultimative rejsemål?
Rendyrkede familiemennesker
Selv om der bor mere en halvanden million mennesker i hovedstadsområdet, så er det forbavsende få, der en tilsyneladende almindelig onsdag aften befinder sig i centrum, hvor stolte regeringsbygninger og præsidentpaladser udgør perlerne i den arkitektoniske halskæde.
Ikke fordi solar plexus som i andre storbyer udelukkende består af store, internationale banker og konglomerater. Folk tager tilsyneladende hjem omkring 18-tiden, når butikkerne smækker skodderne for. Og bliver der.
Jeg spørger på mit hotel ved den centrale Plaza Uruguay, om der er undtagelsestilstand eller fodboldlandskamp på tv. Svaret er et måbende nej.
- Sådan er det bare. Jeg ved ikke, om det er varmen eller fordi folk hellere vil være hjemme hos familien. Men selv om gaderne er næsten tomme, så er det altså ikke specielt farligt at gå ud om aftenen, siger receptionisten.
Det eneste sted, hun umiddelbart advarer imod at gå på opdagelse i, er slumområdet, der grænser op til den vitale flod Paraná. Og betragter man de ramponerede skure af blikplader og affaldstræ i dagtimerne, forstår man hvorfor. Men på den anden side, så går de færreste veltænkende væsner jo heller ikke rundt og flasher deres dyre kamera på Nørrebro midt om natten.
Sindssyg leder
Spørg din nabo. Eller en kollega. Eller måske nede på den lokale. Hvem kender noget til Paraguay? For år tilbage huserede der en vittighed, hvor man nævnte resultatet på en fodboldkamp mellem Uruguay og Paraguay, når man ville signalere eller pointere, at noget var rablende ligegyldigt.
Landet, der har taget navn efter de oprindelige indianeres navn for en stor flod "pararaguay", er dog ikke ligegyldigt. Det virker bare forunderligt tamt sidestillet med de gigantiske og på mange måder mangfoldige naboer Argentina og Brasilien.
Måske derfor fik den megalomane præsident Francisco Solano López den med eftertidens blikke tåbelige idé at erklære krig mod disse to kæmper foruden Uruguay. På samme tid. Det var i 1865.
Måske burde befolkningen have fattet mistanke, da den psykotiske leder fik folk skudt, hvis de stoppede op for at stirre på hans fornemme
residens, som vi heldigvis slipper med livet i behold fra at standse op ved. Men at gå i krig mod tre naboer med 10 gange så mange soldater og ydermere få sin brødre, svogre, ministre og næsten sin mor henrettet på grund af mistanke om konspiration, det er på grænsen!
Paraguay tabte ikke overraskende. Man mener, at op imod halvdelen af landets befolkning døde under den fem år lange konfrontation, der oven i købet betød, at landet mistede 26 procent af sine jordbesiddelser.
Selvtilliden er siden kommet til hægterne. Men først for nylig. Diktatoren Alfredo Stroessners jerngreb om landet sluttede først i 1989 efter i 35 år at have klemt luften ud af den koloristiske befolkning.
Elektronisk suppedas
Paraguay har tydeligvis langt flere efterkommere af sin oprindelige befolkning, guaraníerne, end naboerne mod syd og øst.
Som et ekstra kuriosum støder man på de hektiske og farvestrålende markeder også på tysk-schweiziske menonitter, der både klæder sig og lever, som de gjorde for århundreder siden. De stavrer rundt uden at gøre meget væsen af sig. De lokale ænser dem næsten ikke, men som europæer stopper man op og tror, at man er ved at blive ramt af hedeslag og ser syner.
Samme fornemmelse gør sig gældende, når man befinder sig midt i elektronikkens suppedas i landets østligste by, Ciudad del Este. Brasilianerne valfarter til for at købe alt fra hårtørrer til dvd-afspillere og videospil. En kort overgang er det næsten som at befinde sig midt i en japansk storby med enorme billboardreklamer og alt for mange mennesker på alt for lidt plads.
Jeg bliver både tilbudt den nye "Polystation" - frit kopieret efter Sonys spillekonsol - og en millimetertynd dvd-afspiller fra Migatronic. Jeg formår dog at takke nej til de generøse tilbud. Modsat brasserne, der mildest talt køber sig fattige i plasticprodukter. De fylder den ene kæmpe pose efter den anden, inden de stiller sig i kø ved grænseovergangen til broen Ponte Amistad - Venskabsbroen, der er eneste forbindelsesled mellem de vidt forskellige lande.
Vand-venskabs-vidunder
Skal man tale om en decideret turistattraktion i Paraguay, må det være den enorme Itaipu-dæmning 15 kilometer nord for Venskabsbroen.
Selve omgivelserne er ikke så imponerende som ved Iguazu-vandfaldet på den anden side af grænsen. Men alene det faktum, at det hydroelektriske værk er verdens største og producerer 93 procent af Paraguays og 20 procent af Brasiliens elektricitet kan imponere de fleste.
Så det er bestemt ikke uden forundring, at man forlader det stædigt tikkende hjerte af Sydamerika.