Midt ude på den særdeles grågrumsede Maroni-flod befinder man sig mellem to diametralt forskellige verdener. På den ene side ligger Surinam, en gammel hollandsk koloni, der ikke kan træde sig fri af fortiden, på den anden side finder man det oversøiske franske departement Guyana med formidabel infrastruktur og en højteknologisk rumstation.
Da min bror og jeg sætter fod på den "franske" flodbred er det første, vores øjne rammer, en fransk politimand med et baguette under armen. Vive la France! Efter at have svaret på den hvide politiofficers spørgsmål om, hvad to danskere dog laver så langt væk fra vores land, befinder vi os i en tætpakket bil med kølerhjelmen vendt mod provinshovedstaden Cayenne.
Åh, disse fantastiske asfalterede veje, tænker vi, da vi efter blot fire timer ankommer til en mørklagt og regnvåd hovedstad. Da chaufføren stopper tæt på vores hotel, spørger vi ham, om han ikke vil køre os de sidste 200 meter. Jo, det vil han gerne. For 150 kroner.
Det skulle vise sig at være den første indikation på, at dette land ikke er for backpackere. Det er ganske enkelt hundehamrende, urimeligt dyrt. Nå, men vi trasker hen til vores hotel, der om dagen både er bar og restaurant. For blot 300 kroner får vi lov at smide os på et husmidebefængt hummer, der bedst beskrives som ikke for nyligt rengjort og ekstremt spartansk. Men kvaliteten på værelset giver så meget mere grund til at frekventere en af de mange franske caféer, der 8000 kilometer fra moderlandet fremstår som små oaser gemt væk i Sydamerikas nordøstligste afkrog.
De hvide tiggere
Det første, der springer i øjnene på en byvandring i Cayenne, må være, at der ikke er mange seværdigheder sammenlignet med moderlandet. Så egentlig er det selve tanken om at befinde sig i en fransk by så langt væk fra Frankrig, der virker mest fascinerende.
At franskmænd altid har været glade for smøger, får vi så sandelig også understreget, da de forholdsvis mange tiggere, der er hvide modsat i nabolandene, altid indleder med et elegant krav på en cigaret og så efterfølgende gør krav på en euro eller to.
Men hvorfor skulle man dog ødsle med sine værdifulde euro, når man for blot en enkelt kan købe friske croissanter og baguettes. C'est parfait! Det er dog ikke perfekt, hvis man ikke taler et klap fransk. Eller er millionær. For Fransk Guyana er Sydamerikas dyreste land at besøge. Uden sammenligning. Priserne på transport, hotel og forplejning er omtrent det tredobbelte som i nabolandene Surinam og Brasilien. Så man kan godt forberede sig på, at spenderbukserne skal lægges et nummer eller to ud.
Når man er i gang med forberedelserne, kan man med fordel lære sig de mest brugte franske gloser. Udenad. For dialekten er en smule afvigende fra moderlandet, så man skal tale meget tydeligt og forvente at få det typiske maskingeværsvar.
Det er naturligvis en del af oplevelsen at støde på sprogproblemer, men når man knap kan bestille en flaske vand, så kan det blive en smule enerverende i længden.
Ene i paradis
Heldigvis kan man tage ud på den fantastiske strand Montjoly otte kilometer fra Cayenne og fortrænge alle problemer om franske gloser.
Man kan næsten smage på ordet Montjoly, at det er paradisisk. Og en torsdag formiddag uden så meget som en eneste gæst på den to kilometer lange, slanke strand er netop det ord ganske dækkende.
Af uforklarlige grunde er den mennesketom bortset fra de to lyshudede vikinger, der nyder både legesyge bølger og stilheden, der kun akkompagneres af taktfaste bølgeskvulp.
Måske er det solens skyld. Den lammetæver huden så
eftertrykkeligt, at man efter få minutter søger læ under palmernes
frelsende skygge. Så kan man ligge dér og betragte den søvndyssende
danseforestilling, bladene giver ganske gratis. Smukt.
Privilegeret.
Drømmeferie.
Araknofobisk jungle
For at komme ud til stranden kan man enten tage en "taxi collectif" for blot 10 kroner eller vælge at gå. Vælger man sidstnævnte option, får man desuden mulighed for at drage på et mindre jungleeventyr på den halvø, der adskiller de to strande Montoya og Montjoly.
Mellem tårnhøje træer og utallige eksotiske planter får man på usædvanlig kort tid et indblik i landets divergerede fauna og dyreliv. Man skal nok ikke forvente at se jaguarer i hobetal, men bruger man tid nok, kan man både hilse på aber, alverdens gnavere og ikke mindst edderkopper. Så hvis man lider af araknofobi, skal man nok vælge taxien! Der findes nemlig usædvanligt mange eksemplarer af disse behårede og tilsyneladende alt for langlemmede spindkunstnere.
Midt på en af de ufremkommelige junglestier kan det være svært at forstå, at der blot en times kørsel væk opsendes otte-ni rumraketter årligt. Lige præcis sådanne enorme kontraster gør Fransk Guyana så interessant.
Vores raketter
Byen Kourou er blomstret de seneste årtier, efterhånden som rumcentret er vokset og vokset. Der er i dag 1500 ansatte ved det Europæiske Rumagentur, der samtidig er landets største ikke-naturbaserede seværdighed.
Helt ekstraordinært - landets prisniveau taget i betragtning - kan man få gratis rundvisninger af tre timers varighed på rumbasen. Det kræver blot, at man kontakter dem i god tid og ikke lander på en dag, hvor en af Ariane-raketterne stiger til himmels.
Man kan deltage i en udtrækning om at overvære disse opsendelser, hvilket vi desværre fandt ud af for sendt. I stedet slubrede vi informationer til os på det glimrende Musee de L'Espace, hvor man kan opleve månelandingen fra 1969 på egen krop i biografen eller strække hals i forsøget på at indfange hele den enorme attrap ved indgangen.
Desværre er attrapforevigelser også det eneste bevis, man kan slæbe med fra rumbasen. Der er absolut ingen kameraer inden for de enorme hegn. Heller ikke de mobile. Og det lige gyldigt om man kommer hele vejen fra Danmark for at se "vores" helt eget rumprojekt. Men oplevelsen kan man bare kyle oven i den allerede etablerede bunke af indtryk fra et sted på kloden, hvor de færreste danskere har sat deres fødder. Og hvem ved, måske bliver du den næste?