Her er meget mere grønt og frodigt. På markerne står knæhøjt græs og bølger. Bygninger er overmalede med dårlig udført graffiti og indianergenerne i den miksede befolkning langt mere åbenlys.
Turen mod Santiago er meget smuk, hvis man lige ser bort fra de mange skurlignende huse. Vi kører også i eftermiddagssolen, hvor alt får meget varmere og mere appetitlige farver.
Da vi ankommer til den kaotiske og menneskefyldte busstation, ser vi først og fremmest et spraglet menneskehav. Så konstaterer vi, at vi altså befinder os et pænt stykke over gennemsnitshøjden, hvilket også straks bemærkes af de omkringstående.
Vi forhører os om prisen på et godt hotel og en taxi dertil. Et new zealandsk par sætter os ind i prisniveauet kontra det argentinske. På en graf ville det ligne Rebild Bakker og Andesbjergene side om side. Chile er mucho, mucho dyrt sammenlignet med nabolandet, hvor vi kunne leve som konger.
Alene taxaen til hotellet står os i 50 kroner, hvilket kunne have betalt tre gange aftensmad inklusiv vin i Mendoza. Vi bliver hurtige enige om at nyde opholdet frem for at ærgre os. Så må Visa-kortet gløde.
Vi finder et luksuriøst, næsten royalt hotel i byens historiske kvarter ved gaderne Londres og Paris. Bygningen minder mere om et slot end et hostel og man gribes helt af ærefrygt, når man betræder de nypolerede trægulve.
Vores værelse, med balkon, har tre enorme senge og et skab på størrelse med Fyn i midten og vi skal næsten råbe for at kommunikere med hinanden på tværs af sengelandskabet.
På gangene står komfortable sofagrupper og venter på trætte turister, der har været på vandretur mellem byens mange historiske seværdigheder, der alle ligger inden for gåafstand af hotellet.
Joint til turisterne
Vi tog selv hele striben af kirker, regeringsbygninger og pladser med vores uundværlige guidebøger i hånden.
Det mest interessante var faktisk byens centrale plads, Plaza de Armas, hvor man kunne slænge sig i skyggen af palmerne, se de mange skakspillende mænd eller blot forbande de mange kaglende duer langt væk.
Her hang vi ud adskillige timer i selskab med skrigende dommedagsprofeter, vrælende unger og ikke mindst os selv: De øldrikkende, solskinsslikkende vikinger.
Sidste aften i Santiago blev nydt på en intim plads over for vores hotel. Bevæbnet til tænderne med øl og vemod gik vi i gang med at fordøje indtrykkene fra endnu et besøg i fantastiske Sydamerika. Et ungt kærestepar viste sjælden gæstfrihed og kom over med en nyrullet joint, fordi de kunne se, at vi trængte til lidt opmuntring.
Vi kommer til trods for lommesmerterne til at savne Santiago, når vi lander i den danske februarkulde.