Simon Staun
Foto: Simon Staun

Skriget der aldrig dør ud

Da grungerocken for alvor detonerede i begyndelsen af 1990'erne, var det den største eksplosion i den nordvestlige stat Washington, siden vulkanen Mount Helens brutale udbrud i 1980.

Tidligere havde punkrock og heavy metal været undergrundsgenrer, der bekrigede hinanden. Men da de kolliderede, skabte fusionen den største musikalske revolution siden rock'n'roll i 1960'erne. Pludselig var det ikke New York eller Los Angeles, der var rockmusikkens epicenter i staterne. Det var søvnløse Seattle, der gemte sig helt oppe ved Canadas grænse.

Grupper som Soundgarden, Pearl Jam, Alice in Chains og Mudhoney blev en fast del af det musikalske pensum på danske teenageværelser, og skovmandsskjorter blev et must i garderoben.

Seattles helte

Hele bølgen rullede som en tsunami kloden rundt og hærgede i et halvt årti, inden Kurt Cobain fra Aberdeen-bandet Nirvana skød sig selv og med et retrospektivt blik afsluttede grungemusikkens æra.
Naturligvis udkom der i årene efter Cobains død masser af sublime plader som Pearl Jams "Vitalogy" (1994), Stone Temple Pilots' "Purple" (1994) og trommeslageren fra Nirvana, Dave Grohls, debutplade "The Colour and the Shape" med Foo Fighters.

Men selve grungeånden var død. Den var blevet for kommerciel og stemte ikke overens med dens udgangspunkt som et afløb for ungdommelig vrede og modløshed. Den internationale interesse mindskedes med noget nær rekordfart og blev i stedet rettet mod britpoppen og hiphoppen.

Alligevel og egentlig ikke specielt overraskende findes der den dag i dag tusinder af Seattle-bands, der forsøger at gå i fodsporene efter byens største helte eller skabe deres helt egen, nye stil.
Og de har heldigvis et væld af progressive og visionære spillesteder at slå sig løs på, selv om flere af klubberne fra storhedstiden har drejet nøglen om i den naturlige cyklus, der altid synes at omfatte musikklubber.

Spørger man tilfældige unge på gaden i Seattle, kan de hurtigt slynge navne og adresser ud på en håndfuld klubber, hvor der en almindelig onsdag aften er koncert.

Sultne grantræer

Således begiver jeg mig mod Capitol Hills Pine Street, hvor klubben The Comet Tavern har eksisteret siden 1992. Denne aften har fire lokale bands med finurlige navne fundet vej til plakaten og scenen, der udgøres af det ene hjørne i det spartansk indrettede og højloftede lokale.

Hellgate, Hungry Pines, Capillary Action og Red Sea Sharks får hver en halv time til at overbevise publikum og eventuelle pladeselskabsagenter om, at de er den rette hest at satse på.
Lader man publikums applaus være et parameter, er det kvartetten Hungry Pines, der har stået i den bedste muld i øvelokalet.

Deres fængende hjemmemiks af indierock og klassisk rock med Thin Lizzy- og Led Zeppelin-dyder går godt i spænd med den lokale humle. Ikke mindst den flatterende forsanger Irene Barber, der vækker minder om den hjemlige Pernille Rosendahl spædet op med lidt Gwen Stefani-sprælskhed, er hele billetprisen på sølle otte dollars værd.

Hungry Pines' talent er uomtvisteligt, og deres aktuelle album "Golden You" kan gå en gylden fremtid i møde. Og selv om de fire medlemmer sikkert aldrig ville kalde sig et grungeband, er deres intense, velproportionerede skrig stadig et tydeligt ekko fra den musikalske rockguldalder på USA's vestkyst.