Californiens mest populære nationalpark er Yosemite få timers kørsel fra San Francisco. En attraktion, der hvert år tiltrækker næsten lige så mange mennesker, som der bor i Danmark. Man forstår tilstrømningen, når man på en solbeskinnet sommerdag hen under aften har betragtet parkens vartegn, El Capitan, der er blandt verdens mest eftertragtede og udfordrende klipper for bjergklatrere.
I stedet for at sætte livet på spil valgte min ven og jeg at indløse billet til den helt store aftenforestilling fra udkigspunktet Glacier Point, hvor man kan se granitmonolitten forsvinde i tusmørket over Yosemite Valley, der også er hjemsted for det højeste vandfald i Nordamerika, Yosemite Falls.
Oversigten og udsynet er ekstremt 975 meter over dalens bund og 2200 meter over havet. Et scenarium helt på højde med de mest fascinerende lokaliteter i Norge og Canada, der må være de mest sammenlignelige lande.
El Capitan er blevet sammenlignet med en gigantisk tommelfinger, og når man ser den i "levende" live, forstår man hvorfor. Min tommelfinger peger i hvert fald direkte op, når tankerne rejser tilbage til Yosemite, selv om de mange snørklede og ofte ensrettede veje kan være et helvede i en lejet bil for førstegangsbesøgende.
Overset attraktion
Et mindre populært, i hvert fald målt på antallet af besøgende, turistmål er Crater Lake i det sydlige Oregon. Som geografisk er nord for Yosemite. I resterne af en sovende vulkan kan man skue ud over USA's dybeste sø, der borer sig 600 meter ned i kraterets indre.
Tornerose-søen er lidt en afstikker fra de gængse turistruter i det vestlige USA, men man gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at slå et smut forbi. Og det i ordets oprindelige betydning. Min ven og jeg ankommer en tirsdag aften lige før lukketid. Eller solnedgang, som det også kunne kaldes.
Jeg har aldrig nogensinde set en så spejlblank, turkisblå overflade på en sø i mit liv. Og der er ingen turister til at forstyrre det magiske øjeblik. Alle andre biler og turistbusser har vendt snuden i modsatte retning for ikke at skulle køre de to timer ned ad bjerg- og vulkansiderne i bælgravende mørke. Men for dette overjordisk smukke sceneri ville jeg såmænd køre hele den efterfølgende nat i mørke.
Jeg tror heller aldrig, jeg har været et sted med så lidt lyd. Måske er det sneen, måske er det den størknede magma, måske er det benovelsen. Ikke desto mindre ville man kunne høre et egern vrikke med halen, så tyst er det.
Det eneste, der bryder den totale stilhed, er min vens lighter, der med en dansende flamme antænder en stor, fed cubansk cigar. Den havde vi på forhånd købt for at fejre mødet med denne lidt oversete attraktion, der først blev opdaget af "den hvide mand" i 1853, hvor guldgravere snublede over vulkansøen.
Snevejr i juni
På visse tidspunkter af året kan man vandre ned til søbredden i kraterkantens nordlige ende, hvor stien Cleetwood Trail snor sig 1,8 stejle kilometer ned til søbredden. Men på grund af voldsomt snefald de foregående dage - vi taler midt i juni - er vi desværre afskåret fra at slå smut på vandspejlet. I stedet kaster vi med sten fra mange hundrede meters afstand og ser dem drøne ned i de metertykke snedyner dybt under os.
Vi ville også have indtaget aftensmaden på Crater Lake Lodge, et fornemt, gammelt hotel fra 1915, men der var vi også uden for sæsonen, selv om vi troede, det var højsæson.
I stedet babber vi lidt mere på cigarstumpen, mens Wizard Island, en lille vulkanø i vulkansøen, fordufter som det første for vores begejstrede øjne, da solstrålerne går ned bag kraterkanten The Caldera Rim.