Alle der har læst Anders And-blade kender myten om Niagara Falls og vovehalsene, der gennem et århundrede har sat liv og lemmer på spil i forsøget på at forcere vandfaldene i en tønde eller i mere sofistikerede anordninger.
De færreste ved dog, at de mægtige vandfald har fået ulig konkurrence fra enorme casinoer og skyskrabende hoteller, der næsten ligegyldigt hvor man befinder sig i området forsøger at stjæle opmærksomheden fra de fantastiske naturvidundere.
Jeg var blevet advaret af en god ven inden afrejsen. Men alligevel var det svært ikke at føle skuffelse efter at have kørt 600 kilometer fra New York og betalt tæt på 100 dollar for en dagstur til vandfaldet, der om noget er berygtet og berømmet jorden rundt til trods for, at det hverken er det højeste, bredeste, mest vandfyldte eller mest seværdige.
Det vil dog helt sikkert imponere turister, der aldrig har oplevet langt mere prangende perler som Iguazu mellem Brasilien og Argentina, Angel Falls i Venezuela eller Victoria Falls mellem Zambia og Zimbabwe. Og ikke de lokale norske at forglemme.
De fleste europæere vil formodentlig også væmmes en smule, da Niagara Falls fremstår som brusende pengemaskiner, skamferet af souvenirshops.
Voldsomt fascinerende
Faktisk har jeg ikke noget imod, at lande, regioner og lokale tjener penge på deres spektakulære naturattraktioner. Men når udflugten til en vis grad spoleres, fordi man på intet tidspunkt føles sig i moder naturs varetægt men konstant mindes om, at alt er tilrettelagt og formet efter at få så mange igennem tælleapparatet som muligt, står jeg af.
Der er retfærdigvis steder, hvor man oplever det berømte sug i maven. Især ved det amerikanske vandfald på det brutale "Hurricane Deck", hvor vandet pisker i ens ansigt, og tordenlyden overdøver alt andet.
En lille japansk dreng bliver så overvældet, at han stikker i et hyl, der kan høres til trods for vandmassernes brølen. Det er dog også voldsomt og fascinerende at befinde sig for foden af "Cave of the Winds" og forestille sig, hvordan vandmasserne gennem tusinder af år har gnavet sig gennem klipperne og stadig æder videre, så der om tusindvis af år ikke er to vandfald men blot et.
Guiden på denne tur er Frank, der har siddet lidt for mange år på samme pind. Han fortæller ganske interessant om de mange vovehalse, der har kastet sig ud over vandfaldet inde i en tønde. Og han ved en masse om indianerne, som engang boede omkring det mytiske vandfald.
Men hans overdramatisering bliver en anelse belastende i længden, da han lyder som en mellemting mellem en overskruet Hollywoodfilm og en gyserfilmsfortæller.
Desuden gentager han sig selv så ofte, at man skulle tro, han normalt kørte med lettere retarderede. 10 gange på fem timer når han at fortælle, at Niagara Falls for 12.000 år siden begyndte at grave sig gennem landskabet og derfor har bevæget sig syv mil op gennem kløften. Et par gange havde været rigeligt.
Jim Carrey og mågerne
Mere spark er der i sejlturen med "Maid of the Mist", som Jim Carrey udødeliggjorde i rollen som journalist på sammenbruddets rand i filmen "Bruce Almighty". Sammen med tusindvis af måger, der blafrer rundt ved de canadiske "Horseshoe Falls", og næsten lige så mange turister i frække, blå plastikregnjakker, begiver man sig helt ind i gabet på hesteskoen.
Kameraerne bliver dyndvåde, når man hiver det frem, og linsen dugger til på få sekunder. Men det er alligevel ret fedt at mærke bølgerne kaste skibet rundt, mens alt omkring en forsvinder i dampen, der skabes, når de mange millioner liter vand smadrer mod klipperne neden for vandfaldet.
Det fjerner dog ikke fokus fra, at det kræver ekstrem mangel på kreativitet, når hundredtusinder af amerikanerne fejrer honeymoon på et af de mange luksuriøse hoteller. For romantikken ved en delvist skæmmet naturattraktion er til at overse. Medmindre man altså kommer så tæt på, at al civilisation skjules af vandmasserne og al støj fra speedsnakkende japanere drukner i et øredøvende inferno.