Simon Staun
McSorleys

To slags bajere og én slags mænd

Baren McSorley's er et af den slags steder, hvor vældet af minder gør det svært at trække vejret. Stort set alt inventar er anno 1854, hvilket i USA svarer til, at vi i Danmark havde en original vikingebar.

Derfor passer mottoet "We were here before you were born" glimrende til etablissementet.
Man hører tydeligt benovelsen hos de amerikanske turister, der udtaler "1854", som var det før Romerrigets fald. De europæiske turister derimod tager det mere køligt. De synes at studse mere over, at man kun kan rekvirere to slags humle. Den hjemmebryggede lyse fadøl. Og den mørke.

Det gør det unægtelig nemmere at bestille og tage imod ordrer for bartenderen, der godt kunne se ud, som om han har stået bag baren siden åbningen. Måske er det bare alle spørgsmålene fra turisterne, der irriterer ham.

Vi elsker turister

McSorley's er kendt som stedet, hvor byens politi- og brandmænd hænger ud. Og de har det helt fint med turisternes tilstedeværelse.

- Om vi hader turisterne? Overhovedet ikke. Det er da kun fedt at snakke med folk fra hele verden på sit stamsted, fortæller Marc og tilføjer, at det ikke gør noget, hvis turisterne er singlepiger i slutningen af 20'erne.

Hans besøgte stedet første gang for 27 år siden på sin 18-års fødselsdag, hvor onklen ringede og sagde, at det var tid til at blive indviet på McSorley's.

- Vi kører herind hver onsdag fra Connecticut, hvor vi bor, når vi får fri. Så fylder vi bordet med øl. Drikker dem. Og fylder det igen. Det har vi gjort i næsten 20 år nu. Det fantastiske ved øllet her er, at det ikke giver tømmermænd, selv om man drikker 30 kvartliters. Måske er det derfor, konerne giver lov, forklarer Marc med et smil.

Og skulle konen komme forbi for at hente en lettere beruset ægtemand, kan man altid lænke sig fast til baren med Houdinis håndjern, der er en af mange spøjse effekter.

Præsidenter som gæster

Indretningen er perfekt for otte venner udstyret med sixpenses på toppen og små cigarillos i mundvigen.

Savsmuldet ligger i et tykt lag på gulvet, så tjeneren uden problemer kan slæbe otte glas fadøl ned til bordet ad gangen, selv om de skummer og skvulper over.

Bestiller man én øl får man to. Ikke fordi det er happy hour. Sådan er det bare på McSorley's, hvor man kan læse et avisudklip fra dagen, hvor Lincoln blev myrdet. Eller se fotos af prominente gæster som præsident Clinton og Roosevelt, berømte baseballspillere og forfattere som Brendan Behan.

Der er ikke blevet fjernet et memorabilia siden 1910. Og efter at ishockeyholdet The New York Rangers vandt Stanley Cup'en i 1994, tog de trofæet med på McSorley's, hvor de drak af det, hvilket betød, at NHL tog pokalen tilbage i flere dage.

Alle indtrykkene skylles bedst ned med enten lys eller mørk øl samt den fantastiske chili con carne med masser af rå løg.

Et gammelt motto var faktisk "Good Ale, Raw Onions and No Ladies." Det med damerne ændrede sig efter en retssag i 1970'erne, der dikterede, at damer også skulle have adgang. Det glæder med garanti en irsk dame i baren, der er kommet for at opleve baren, hvor hendes bedstefar var en trofast kunde.

Houdinis håndjern

De otte venner ved det store runde bord ved indgangen bliver mere og mere højrøstede. Og det får de lov til. Især efter at to af dem på et opstillet gruppebillede til ære for de danske gæster hiver deres håndvåben frem fra bukselinning og ankelhylster og råber højlydt ude på fortovet.

Jeg havde ikke på forhånd forventet, at jeg skulle hænge ud med bevæbnede New York-strissere. Sejt.
Det er næsten lige så blæret som de 100 år gamle brandhjelme over baren. Eller de ønskeben, som soldaterne hængte op, før de drog til Europa under Første Verdenskrig. De ønskeben, der hænger tilbage, tilhører dem, der ikke vendte hjem. Så dem skåles der behørigt for, inden eftermiddagen fortsætter med endnu mere gammeldags brygget ale i det fashionable East Village.