Selv turister med flere ugers ferie kan ikke nå at se hele New York. Medmindre de tænker alternativt og mere luftigt. Og intet virker mere fornuftigt, blæret og motiverende forud for et besøg i verdens metropol nummer 1 end at se den om bord i en helikopter, hvorfra man kan stirre direkte ned i "hullet", hvor byens enorme betontvillinger stod, eller vinke ned til myrerne, der står i kø ved Frihedsgudinden.
Den anbefalesværdige sightseeing begynder ved Pier 9, helikopternes holdeplads tæt på finansbunkerne i downtown. Allerede på lang afstand kan man høre helikopterne sværme rundt som hidsige benzinhvepse. Rotorbladene snitter løs på den lumre morgenluft, hvis brutalitet forstærkes af de mange skyskraberes gigantiske, solspejlende glasfacader.
Som en Vietnam-film
Heldigvis er køen i det fri ikke specielt lang. For sikkerhedstjekket og indtjekningen er en typisk amerikansk, omstændelig proces, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Nu er en helikoptertur over Manhattan, Newark og Brooklyn jo heller ikke at sammenligne med en karruseltur i BonBon-land, men alligevel virker det lige seriøst nok at skulle gennem metaldetektor, vise pas og se en fem minutter lang sikkerhedsvideo, inden man cleares og får grønt lys til at deltage i flyvningen.
Den appetitvækkende introduktionsvideo slutter, og endelig er det tid til action. De seks passagerer til vores flyvning gelejdes ud på landingsbanen i en snorlige linje, hvor alle lettere nervøse sniger sig hen mod helikopteren, mens dens rotorblade flår luften i stykker, skræmmende kort over hårtoppene. Om bord på maskinen får jeg som det første sat hovedtelefonerne på, så man kan høre kaptajnens formaninger og ikke skader hørelsen mere end højst nødvendigt. Det er lidt som at deltage i en krigsfilm fra Vietnam, når piloten giver ordrer og slutter med det internationale "Roger and over". Vores tur er dog langt fra "over".
Jeg skal lige til at sige: "There's nothing like the smell of Napalm in the morning" i mikrofonen, men bestemmer mig for, at det måske er upassende, når amerikanerne nu er så fintfølende.
Metalhvepsen slår et svirp med halen og begynder hurtigt at stige op over den kogende asfalt. Efter få sekunder er vi i hoftehøjde med de gigantiske skyskrabere. Selv om morgendisen - eller smoggen - stadig er tydelig over horisonten, sidder samtlige passagerer med åben mund og polypper, da kursen sættes op ad Manhattans venstre bred hele vejen op til Harlem 135 gader længere mod nord. Efter få minutter er vi ud for Ground Zero. Samtlige kameraer gløder.
- Vi flyver cirka 200 meter under World Trade Centers top, hvis de havde stået endnu. Det siger noget om dereshøjde, fortæller piloten i højttaleren.
Hvis jeg havde kunnet svare, havde jeg givet ham ret. Det er helt ufatteligt, hvor tætpakket Manhattan er, tænker jeg, mens jeg forsøger at mindes, hvordan hollænderne fik øen ranet til sig i 1626, efter at Peter Minuit havde købt øen for den uhyrlige sum af 24 dollars. Dengang havde ingen forventet, at det ville blive verdens mest kendte bydel i en af verdens største metropoler.
Boulevarderne ligger som kirurgiske snit mellem højhusene, og infrastrukturen er bjergtagende. Central Stations jernbaneskinner strømmer ud fra den underjordiske og overdækkede station, og længere nordpå ligner tilkørslen til broen mod Newark og New Jersey en kolossal, smuk fødselsdagssløjfe.
Der er ikke meget grønt for øjnene. Lige bortset fra den enorme Central Park, hvor flere filmscener udspilles end i nogen anden park. Den fire kilometer lange og en kilometer brede park er næsten lige så fascinerende fra luften, og man forstår tydeligt, hvorfor den er Manhattans åndehul og en aldeles uundværlig del af New York.
Vi fortsætter mod Harlem, hvor vores hostel ligger klos op ad Martin Luther King Jr. Boulevard. Det er tyndet godt ud i højhusene, og rødstenshuse dominerer nu bybilledet. Det ligner en helt anden verden end 20 kilometer sydover, hvor de færreste huse ikke kysser skyerne.
Symbolet på USA
Kaptajnen fører os nu over Hudson River ud mod Hoboken, hvor Frank Sinatra voksede op, inden vi befinder os over Ellis Island. Øen, hvor millioner af immigranter ankom og afventede deres videre skæbne.
Nogle fik adgang til drømmenes land. Andre blev sendt retur. Nogle drog mod vest, andre blot få mil væk til Brooklyn. Alle drevet af drømmen om Amerika, som stadig lever i bedste velgående. En drøm, der har en optimal reklamesøjle i Frihedsgudinden.
I Danmark griner vi lidt ad japanerne, når de knipser billeder af Den lille havfrue. Samme følelse har man, når man ser turister ankomme med båd til Frihedsgudinden. Det er jo ikke andet end en forvokset tindukke. Eller sådan ser det i hvert fald ud fra 300 meters højde, når man cirkler i ring om den franske gave til USA. Pludselig begynder jeg at forstå, hvorfor de mange millioner immigranter anså statuen for at være selve symbolet på USA.
Turen er næsten slut. De sidste billeder tages af Brooklyn Bridge, inden jorden igen kalder. 900 kroner virker måske af meget for 20 minutters sightseeing, men tro mig, det er den optimale måde at forsøge at kapere fantastiske New York.