Man bemærker det overalt i byen. Forfaldet efter flere årtiers katastrofal økonomisk nedtur med efterfølgende fabrikslukninger, massefyringer og en eksplosion i antallet af overfald samt væbnede røverier.
Men man fornemmer også et spirende håb mellem de mange byggetomter og krakelerede facader. Mange bygninger er i gang med at blive renoveret, og overalt i forstæderne er indbyggerne i gang med at sætte de miserable huse i stand.
Kører man ud forbi byens hospital, der er opkaldt efter Detroits uden sammenligning mest betydningsfulde person gennem historien, Henry Ford, kommer man til to små huse opført i karakteristisk nordamerikansk stil. På den golfbanetrimmede plæne foran står en mindetavle, der indikerer, at bygningerne engang var fødested for soulmusikken og i mange år dens fineste og mest progressive tempel.
Allerede i indgangen på «Hitsville« som den blå- og hvidmalede bygning blev døbt, hilser Stevie Wonder, Diana Ross og Marvin Gaye velkommen. Alle musikere, hvis glorværdige karrierer blev skudt i gang i et beskedent lydstudie af en mand, der havde et unaturligt talent for at skrive enkle, fængende kærlighedssange og til at finde de rigtige stemmer til at synge dem.
Berry Gordy hed manden, der i slutningen af 1950'erne blev træt af at arbejde på en af de talrige Ford-fabrikker. Han havde syslet lidt med sangskrivning og gik linen ud, efter at han havde kreeret sit første hit til den lokale sanger Jackie Wilson i slutningen af 1950'erne. Heldigvis dristes man til at sige.
Flere hits end Beatles
Ifølge dokumentarfilmen «Standing in the Shadows of Motown« har
Motown-kunstnere indspillet flere nummer 1-hits end The Beatles,
The Rolling Stones, The Beach Boys og Elvis Presley. Tilsammen.
Det virker ikke helt så urealistisk, når man bevæger sig op på
museets førstesal i den anden rødmossede bygning, hvor der hænger
pladecovers fra tre årtiers største soul- og popikoner. De er der
alle sammen. Alle de store, sorte ikoner, der udover at starte en
musikalsk revolution, medførte, at en hel race blev bedre
integreret og mere accepteret i det amerikanske samfund.
I et videoklip fortæller flere af kunstnerne, hvordan de til deres koncerter i 1960'erne for første gang oplevede, at et sort og hvidt publikum blandede sig i stedet for at stå i hver sin del af salen. De begyndte tilmed at danse sammen. De blev venner. Alt sammen på grund af musik skabt i Hitsville.
At Martin Luther King hænger på væggen har ikke noget med racepolitik fra museets side at gøre. Han indspillede faktisk flere plader med berømte taler, der gik som varmt brød i en periode, hvor de "rigtige" musikere sørgede for, at disse ydmyge lokaler i dag er noget nær den mest religiøse attraktion i hele USA. I hvert fald, hvis man er musikelsker som Robert Parker, der har svært ved at skjule sin begejstring.
I næsten hvert rum bryder han ud i sang, når han ser et portræt af et ikon eller hører én af de sange, der konstant strømmer ud af de skjulte højttalere og får museumsgæsterne til at gå og småvrikke med bagdelene eller knipse med fingrene.
Gaye er kongen
Af alle kunstnere i Motown-æraen er Marvin Gaye dén, Rober Harper sætter mest pris på.
- Hans musik har påvirket mig gennem hele mit liv. Især hans evne til at få kærligheden til at skinne igennem i sine sange og hans evne til at udvise respekt for andre mennesker i en periode i USA's historie, hvor der var brug for musik med budskaber om næstekærlighed, betyder meget for mig. I mine øjne er han kongen af Motown, siger 35-årige Robert Harper, der er til genforeningsfest med hele den pukkelryggede og stærkt overvægtige familie.
Undervejs synger den store familie højlydt med på sangene, så det runger i de små trange lokaler. Men heldigvis synger de forbavsende godt, og Robert har en fantastisk, dyb stemme, som de fleste Motown-legender ville godkende.
- Jeg er vokset op med musik fra dette hus. Derfor er det fantastisk at gå rundt og se billeder af alle stjernerne på væggene og alle artefakterne i studiet. Jeg har set frem til dette besøg i flere år, og jeg er bestemt ikke skuffet, konstaterer Robert Harper med et bredt smil på læberne.
Berømt brusereffekt
En af årsagerne til den specielle Motown-lyd var et simpelt hul i loftet over det sted, sangerne stod. Det gav lidt den samme luftige og storladne effekt, som man oplever blandt andet under bruseren.
- Det er derfor mange tror, at de har en god stemme, når de bader, forklarer guiden.
En 16-årig pige melder sig frivilligt til at synge under hullet og demonstrere effekten. Selv om hun forståeligt nok er nervøs omgivet af fremmede, klarer hun det flot, og hendes stolte mor må efterfølgende tørre tårer af kinderne. Det er ikke alle forundt at optræde i Hitsville.
Senere på rundturen får moren selv lov at komme i aktion, da
fire kvinder skal agere The Supremes i det helligste af de hellige
rum: studiet. De får en hurtig introduktion til dansetrinene i "My
Baby Love" og opfører den efterfølgende til UG med kryds og slange.
Samtlige fire sorte kvinder har fremragende stemmer, som uden tvivl
høster applaus fra koryfæerne, der følger med oppe fra væggene.
Efterfølgende melder fem mænd sig frivilligt til at lege "The
Temptations" for en stund. Uden at blinke kaster de sig ud i en
forrygende version af "My Gir"".
Robert synger himmelsk og danser, så ikke et øje er tørt. Resten af besøget går han fornøjet rundt og nynner til stor glæde for de øvrige gæster. Motown oser stadig af musik, og kærligheden og håbet i sangene er måske én af årsagerne til, at Detroit igen ser lyst på fremtiden.