Jeg har kørt gennem mange forfaldne og deprimerende storbyer i Asien, Sydamerika og Afrika. Men den overvældende, omklamrende følelse af melankoli og påmindelsen om tidligere tiders storhed har aldrig været mejslet så tydeligt ind i bygninger og infrastruktur som i Detroit.
Engang én af USA's mægtigste byer, da Henry Fords fabrikker producerede biler i tusindvis hver dag. I dag et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke får sadlet om i tide men stædigt fastholder troen på, at man vil sejre på den lange bane, så længe gudstroen og patriotismen er med på førersædet.
Gud synes meget langt borte i Detroit, der giver et skræmmende billede af, hvordan en metropol kan forvandles til et dystert ingenmandsland tilsyneladende beboet af arbejdsløse, fordrukne og fortabte mennesker.
Aldrig har jeg kørt så mange kilometer i en by af den størrelse og stødt på så få mennesker. De sparsomme tegn på liv, man møder, sidder inde bag glas og metal i kæmpe amerikanerbiler, der har finansieret de tårnhøje skyskrabere, som udgør General Motors' overvældende hovedkvarter i downtown.
De få mennesker, der færdes på de enorme, ukrudtsdækkede fortove er fordrukne, sørgelige skikkelser eller sindslidende, hjemløse stakler. De ligner aktører fra en dystopisk fremtidsfilm, hvor alle individer er forhutlede, fortabte og fjendtlige.
Ugæstfriheden kan også skyldes, at to hvide mænd med et kamera i en sort bydel i en af USA's sorteste byer ikke just er stimulerende for åbenheden. Og for første gang i mit liv oplever jeg racisme på egen krop, da vi passerer to afroamerikanske mødre med unger på slæb. De skuler på min tatoverede, muskuløse ven og mig for efterfølgende at udbryde: "white motherfuckers". Hvide røvhuller. Velkommen til Detroit.
Sorte blev tæsket
Senere på dagen skulle jeg erfare, hvorfor mange sorte i USA den dag i dag hader den hvide mand af et godt hjerte. Men først skulle et utal af byggetomter med nedbrændte biler, tomme parkeringspladser på størrelse med fodboldbaner og kilometer efter kilometer med barrikaderede boligblokke passeres på vejen mod Henry Ford Museum.
I udkanten af Detroit ligger et museum, som enhver turist i USA burde opleve. Ikke fordi det fortæller historien om industrialiseringen af USA, eller fordi man kan se den bil, hvori præsident John F. Kennedy blev skudt i 1963.
Men fordi det fortæller historien om Rosa Parks. Den sorte kvinde, der i 1955 nægtede at rejse sig fra sit bussæde, da hun kørte til arbejde i byen Montgomery i Alabama. En ubetydelig hændelse, der førte til hendes fængsling og starten på det, der skulle blive borgerrettighedsbevægelslen med Martin Luther King Jr. i spidsen.
I oktober 2001 købte museet bus nummer 2857. Prisen for at indlemme køretøjet i museets samling og istandsætte det, var omkring 1 million dollars. Men så er der også tale om den mest berømte og betydningsfulde bus i USA's historie.
- Jeg ville ikke finde mig i at blive behandlet på den måde længere. Jeg ville ikke fratages min frihed, når vi amerikanere udtaler, "vi bor i landet for de modige og hjem for de frie", siger Rosa Parks i en lydoptagelse, der afspilles, mens lyset er slukket i bussen.
Da hun er færdig med at berette om den historiske dag og om, hvordan de sorte dagligt blev ydmyget, tæsket og latterliggjort, tændes der et enkelt lys i bussen. Over det sæde hun ikke ville rejse sig fra.
På sædet sidder en lille mørk pige på fire-fem år og smiler til mig. Jeg vender mig om og dukker mig ned. Holder mine hænder foran ansigtet og begynder at tudbrøle. Altså ikke en enkelt tåre i øjenkrogen. En stormflod af saltvand pisker ud, som var jeg en lille dreng, der er væltet på cykel og har fået sine knæ flænset op.
Lige da jeg er ved at komme til hægterne, begynder Martin Luther King Jr.'s berømte tale med ordene: "I have a dream one day right there in Alabama little black boys and black girls will be able to join hands with little white boys and white girls as sisters and brothers". Og så skal jeg ellers love for, at saltlagrene bliver tømt til sidste dråbe.
Håbet lever
Da jeg endelig får taget mig sammen til at rejse mig og gå ud af bussen, kommer en guide på min mors alder mig i møde. Hun åbner armene og giver mig fuldstændig umotiveret et kæmpe kram.
- Jeg ved, hvordan du har det. Det er faktisk en meget typisk reaktion. Specielt fra de hvide gæster på museet, siger hun overbærende og giver mig et trøstende kustodeklap på mit skulderparti, der sidder 10 centimeter lavere end før.
Pludselig forstår jeg, hvorfor et par sorte kvinder, jeg aldrig i mit liv har set før, kan føle behov for at råbe "hvide svin" efter mig. Jeg føler mig faktisk også lidt beskidt. Lidt ulækker til mode på den hvide mands vegne, selv om jeg naturligvis ikke har det fjerneste at gøre med undertrykkelse af sorte i USA i 1950'erne.
Kustoden, der også er hvid, læser mine tanker og svarer, at hun til trods for sine flere år på museet ind imellem bliver så overvældet af følelser, at hun må fælde en tåre. Min mandlige stolthed er nogenlunde genrejst, men det forbavser mig til stadighed, at det blev en renoveret bus i Detroit, der fik mig til at græde på en udlandsrejse for første gang og ikke Grædemuren, tyske koncentrationslejre eller døde babyer på en affaldsdynge i Indien.
Da vi forlader Detroit under skumringen, passerer vi en udbrændt beboelsesejendom, hvor blomster i alverdens farver spreder glæde og forsøger at overstråle de triste rammer. "We shall overcome", tænker jeg, mens vores japanske hybridbil accelererer og får de monstrøse Ford-fabrikker i bakspejlet til at synes mindre og mindre.