De seneste 20 år har jeg rejst i cirka 30 amerikanske stater. Fra øst til vest og nord til syd. Og tilbage igen. Men jeg har aldrig været et sted i USA, der skiller sig så markant ud fra mængden som The Keys.
Som en flabet tunge strækker øhavet sig fra Floridas sydlige snude og 200 kilometer mod sydvest. Fra Key West er der sølle 140 kilometer til Cuba, og det er en sjov tanke, at man i klart vejr nææææææsten kan kigge til Havana.
Man kan ikke sammenligne rejsen fra Florida og de 200 kilometer til Key West med togrejsen fra Moskva til Beijing, når man kigger på antallet af kilometer. Eller rejsedage. Men mentalt er der til en vis grad tale om den samme tilstand. For når man har kørt de første 150 kilometer på "Overseas Highway" ned over Key Largo, Plantation Key, Islamorada og Marathon, bliver man nærmest lullet ind i en form for trance, fordi man kun må køre 60 miles - eller godt 90 kilometer - i timen.
Der er talrige broer, som flimrer forbi, hvoraf Seven Mile Bridge er den mest berømte. Jeg forsøger forgæves at pege det sted ud, der bliver sønderbombet i filmen "True Lies" med Arnold Schwarzenegger. Det hul må de have lappet ... Turen er ulig noget som helst andet, jeg har prøvet eller set. Det understreger til en vis grad pointen om, at det nogle gange er rejsen og ikke målet, der er det vigtigste.
Forrygende gademusikere
Key West er af mange gode grunde en turistmagnet, og da øen ikke er mere end 19 kvadratkilometer, er der proppet med biler overalt. Hvis man på nogen som helst måde kan undgå at køre ind til centrum, skal man gøre det. Man kan tage på tøffende turisttog fra forstæderne, hvor mange hoteller er placeret. Selv om man ligner en forsamling tåber i Disney World, er det bedre end at spilde en dag med at køre forgæves rundt i de ensrettede gader og søge efter ledige parkeringspladser.
Centrum af Key West minder en del om Nashville, New Orleans og Memphis, fordi hver anden bygning rummer et spillested eller en bar, hvor der døgnet rundt pumper musik i alverdens afskygninger ud. Det giver en helt særlig stemning, når man konstant går rundt med rockede og bluesede toner i ørerne. Det er ikke kun spillestederne, der emmer af musik. Om aftenen er fortovene fyldt med talentfulde musikere, der kæmper om publikums gunst. Samt mønter og sedler.
Jeg er musikanmelder, når jeg ikke rejser rundt, og jeg kan konstatere, at flere af musikerne er aldeles fremragende. Hvis man skal "tippe" dem alle, skal man tømme sparegrisen, inden man begiver sig ud på en aftentur. Der gemmer sig også bunkevis af artister, malere, tegnere og folk, der vil lave sjove frisurer, ansigtsmaling og hennatatoveringer. De er alle med til at give byen et europæisk præg. Det vækker i hvert fald minder om rejser til Rom, Paris eller London, hvor der er underholdning og gøglere overalt.
Verdens korteste novelle
Baren Sloppy Joe's er legendarisk i Key West. Det hænger uløseligt sammen med en af stamgæsterne, Ernest Hemingway. Baren har åbent 365 dage om året, hvilket siger lidt om dens popularitet. Og det er da også en sjov tanke at drikke svalende fadøl og tænke på, at Ernest Hemingway sad præcis samme sted for 80 år siden. Men en syvårig datter på slæb er det dog vanskeligt at leve sig helt ind i rollen som alkoholforherligende ordsmed, så den helt voldsomme druktur må blive en anden gang.
Jeg har faktisk aldrig læst en hel bog af Hemingway, selv om jeg naturligvis er bekendt med hans mest kendte værker "Farvel til våbnene" (1929), "Hvem ringer klokkerne for" (1940), og ikke mindst "Den gamle mand og havet" (1952). Det, jeg husker mest tydeligt, er dog verdens korteste novelle eller "flash fiction", som genren blev døbt. Ernest Hemingway skrev følgende: "For sale: Baby shoes. Never worn."
Det er helt ubegribeligt, at seks ord kan sætte så mange tanker i gang. Men jeg kommer flere gange i tanke om ultranovellen, mens jeg er i Key West. Ikke mindst da vi besøger kirkegården Key West Cemetery. Her støder jeg tilfældigvis ind i en gravsten, hvor en mor og en datter ligger begravet. De er begge døde 29. oktober 1944. Og da babyen Wilma Doris Deason kun har éen dato på sin sten, må hun være død samme dag, hun blev født.
Det er uklart, hvornår Ernest Hemingway skrev "For sale: Baby shoes. Never worn", men det er ikke helt utænkeligt, at en tragisk hændelse som denne kan have været inspirationskilden. Min syvårige datter kan nærmest ikke kapere dramaet og bruger lang tid på at stå for sig selv og tale med en skulptur, der viser et lille barn over for en engel. Jeg kan ikke afvise, at jeg selv rømmer mig en enkelt gang.
Legesyge katte overalt
Ernest Hemingways hus er i dag museum. Det er omtrent lige så populær en attraktion som Sloppy Joe's Bar, selv om der ikke serveres alkohol. Kom tidligere end tidligt for at sikre dig adgang. Vi står klar en tidlig tirsdag morgen som de første i køen, og det er befriende at gå rundt i huset 15-20 minutter på egen hånd, inden der er så proppet, at man ikke kan få et ordentligt indtryk af rummene og møblerne.
Jeg når eksempelvis at være helt alene i hans soveværelse i 10 minutter uden at blive forstyrret. Ikke at jeg laver noget underlødigt derinde. Det er bare rart at lade tankerne vandre og forsøge at fornemme et menneske, der engang har sovet, elsket, tænkt og skrevet under samme lysekrone, som jeg nu står under.
Jeg er faktisk ikke helt alene, for mellem de to hovedpuder ligger en sort kat og slænger sig. De mange katte i huset er direkte efterkommere af Ernest Hemingways katte, så hvis det passer med de ni liv, kan det være, at den lå og spandt, mens han lå med hovedet på puden ved siden af. Kattene gør det faktisk også lettere, når man har børn med. For de gemmer sig overalt i både huset og annekset, hvor Hemingway ofte skrev.
Man undrer sig indimellem over, hvorfor H.C. Andersens hus i Odense er en attraktion. Men mens jeg går rundt og forsøger at indfange Hemingways ånd, forstår jeg bedre, hvorfor det kan være magisk for en kineser at stå i selvsamme rum, som Hans Christian sov eller spiste i som knægt.
Lær alt om The Keys
Tæt på Hemingway-huset ligger en gratis attraktion, som man ikke bør snyde sig selv for. Hverken med eller uden børn. Florida Keys Eco-Discovery Center giver et unikt indblik i, hvordan The Keys' mange øer ligger som svævende perler på en snor i det unikke øhav. Og hvilken enorm biodiversitet der gemmer sig mellem alle koraløerne.
En række seniorer er frivillige på centeret, og jeg har aldrig oplevet så venligt, imødekommende og dedikeret et personale. Seniorerne giver sig god tid til at forklare alt om centeret og fortælle, hvilke afdelinger der er specielt interessante for børn. Her er imponerende 3D-film, skattejagt efter gemte dyr og en enorm model af øhavet, så man kan se, hvordan de forskellige øer hviler på havbunden. Og hvor usandsynlig lidt verdenshavene skal stige for at udslette de fleste af øerne. Der er desuden aircondition, så det er et helt perfekt sted at besøge midt på dagen eller på vejen ud mod byens berømte markering af det kontinentale USA's sydligste punkt.
Uanset hvilken vej vi går tilbage mod hotellet, falder vi i svime over de "gamle" gader i Key West. Overalt ligger de mest fantastiske villaer med amerikanske flag vajende fra de uundværlige front porches med gyngestole, der skriger på at blive gynget i. Det minder om New Orleans' "Garden District", men er lidt mere intimt og pussenusset.
Min datter finder mindst fem huse, hun med sikkerhed skal købe, når hun bliver voksen. Jeg lover hende, uden at krydse fingre, at jeg meget gerne vil komme og bo hos hende i så fald.