- Er det ikke helt fantastisk, udbryder Joe Dyke for mindst 10. gang på under en time.
Den 84-årige pensionist er på 12. år rundviser på Bonnet House i Fort Lauderdale, som for de fleste danske turister på papiret ikke virker som en større seværdighed.
Men Bonnet House, der er en af meget få overlevende bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet, viser sig hurtigt at være besøget værd. Fordi dets oprindelige ejere var kunstnere og kunstsamlere, men i særdeles, da den ekstravagante vinterresidens fortæller en vigtig historie om Fort Lauderdales ubegribelige historie gennem det seneste århundrede.
Det bemærkelsesværdige hus og den 15 hektar store grund med en stor dam, junglelignende skov og flere tidligere tjenesteboliger er omringet af gigantiske bygninger og dermed en form for sidste bastion i udviklingen med monstrøse hoteller og boligblokke, som i dag former Fort Lauderdale på godt og ondt.
- Museet må heldigvis ikke sælges. Men hvis det kunne sælges, ville jorden indbringe flere milliarder dollars. I 1983, da huset blev foræret til Florida Trust for Historic Preservation, var det 200 millioner kroner værd. Det tal er tidoblet siden, men Bonnet House skal for alt i verden bevares for eftertiden, siger Joe Dyke.
Efter europæiske standarder er Bonnet House ramt af massiv stilforvirring. Af samlermani. Af lige dele renæssance, barok, art deco og amerikanske kunststrømninger fra det meste af det 20. århundrede. Det er nærmest vulgært i sin overflod. Men også så amerikansk, at man kun kan smile.
En smuk krølle
Hver gang vi træder ind i et nyt rum, som er proppet fra gulv til loft med kunst, imposante møbler, smukke terrazzogulve og håndmalede lofter, udbryder Joe Dyke et højlydt ”why not?”.
Han er svær ikke at holde af, og det samme gør sig gældende for Bonnet House. 100 års historie falmer sammenlignet med historiske bygninger og seværdigheder i Danmark. Men i Fort Lauderdale vil jeg gå så langt som at konkludere, at det er et must.
Midt i en kunstudstilling med vidt forskellige værker af husets ejer, Frederic Clay Bartlett, finder Joe Dyke et sorthvidt billede frem i en plasticlomme.
- Det er mig og tre klassekammerater. Vi fik taget billeder her, da vi blev studenter. Det er 68 år siden. Er det ikke fantastisk? spørger han ud i rummet.
Alle er enige i, at det er ret vildt.
Da vi en halv time senere er færdige med rundvisningen, hiver han en bog frem fra en hylde i souvenirbutikken. Han bladrer om til sidste side og peger på et sort-hvidt foto.
- Det er tre af mine klassekammerater, der poserer ude ved dammen. Tænk, at jeg står samme sted som rundviser så mange år senere, siger Joe Dyke, der næsten burde sikres en permanent plads i Bonnet House.
Det er uden tvivl fantastisk og en smuk krølle på halen på et besøg, som overrumpler flere i min lille skandinaviske gruppe.
Ufattelig rigdom
Mens mange danskere kender Miami og Orlando, er Fort Lauderdale ikke helt så benyttet som rejsemål. Strandene er ellers lige så gode som i Miami, og man er tættere på Disney World i Orlando og kun en halv times kørsel fra Everglades med alligatorer og endeløse vådområder.
Fort Lauderdale har ikke helt samme art deco-lækkerhed som Miami. Til gengæld virker byen roligere og mere familieegnet som feriedestination, hvis man ikke kommer under spring break, hvor hundredtusindvis af unge studerende drikker hjernen ud og sætter verdensrekord i kønssygdomme.
En lørdag morgen klokken ni i november er der 30 grader. Jeg står og nyder solen gennemlune mig, mens skoleelever i hundredvis passerer mig med gribetænger og hvide plasticspande. De kommer på strandene hver anden lørdag og samler plastic og skrald, som skyller i land.
De vender hver eneste klump tang og støvsuger stranden for plastickapsler, plasticstykker og rebstykker, som er skyllet i land. Jeg sidder på en lille forhøjning af sand og nyder både solen, lyden af bølgerne og de mange skoleelevers ihærdighed.
Der er ellers imponerende rent og velholdt i Fort Lauderdale, hvor en lang række amerikanske og internationale rigmænd og -kvinder bor i små slotte på de mange øer, som blev udgravet især i 1920’erne. Et af de mest berømte eksempler er The Seven Isles med sammenlagt 315 grunde.
Da jeg sejler med vandtaxa ned til Down Town for at besøge NSU Art Museum, fortæller bådens guide om de mest bemærkelsesværdige huse og grunde. Vi sejler forbi en grund på størrelse med en typisk dansk parcelhusgrund. Prisen er 100 millioner kroner. Man må knibe sig selv i armen for ikke at falde over bord.
Mange af husene koster flere hundred millioner kroner. Det dyreste, vi passerer, er netop solgt for en halv milliard kroner.
- De fik handlet det ned fra 90 til 75 millioner dollar. Køberen har allerede meldt ud, at de jævner det med jorden. De kunne ikke lide dørhåndtagene, siger guiden og ler.
Man må ikke snyde sig selv for at opleve Fort Lauderdale på den måde. Det kan være kvalmende at drukne i fortællinger om så ufatteligt rige mennesker i et land, hvor op mod en million er hjemløse. Men det ændrer ikke ved, at mange af husene, haverne og yachterne tager pusten fra en med deres ekstravagance og overflod.
Fort Lauderdale kaldes USA’s Venedig, og jeg spotter da også en gondol i en af kanalerne. Men modsat den italienske bys århundreder gamle bygninger skal man lede længe efter noget rigtig gammelt.
- Kan I se huset med tegltaget og det store træ i baghaven. Det er 85 år gammelt, udbryder guiden begejstret.
Jeg har næsten gamle knæskader, der er ældre. Men det ændrer ikke ved, at det er imponerende at sidde i 30 grader og solskin midt i november og nyde synet af hjuldamperen Jungle Queen padle sig majestætisk forbi.
Panterne åd rovdyret
Inden besøget kendte jeg hverken Elbo Room Beach Bar eller ishockeyholdet Florida Panthers. Det første er en ikonisk strandbar på Fort Lauderdale Beach, mens panterne er lidt et paradoks. For hvem søren havde troet, at et af USA’s bedste ishockeyhold havde base i en by, hvor temperaturen aldrig er under 20 grader.
Elbo Room Beach Bar er så amerikansk, at det er svært at beskrive med ord. Foran baren er der parkeret store golfvogne, hvor der hænger blafrende Trump-flag fra taget. Indenfor spiller et coverband Green Day-sange, mens bartenderne i ærmeløse trøjer lange iskolde Budweiser-, Corona-, Coors- og Miller-øl over disken.
Mændene er gigantiske, kvinderne har gigantiske fortrin, og larmen er øredøvende. Det er præcis sådan, det er på film. Baren, der blev grundlagt i 1938, er kendt for at være den første bar i verden, hvor der sendes live fra.
Det betyder, at der er kameraer i baren, på dansegulvet, på verandaen og på forsiden af baren med udsigt til stranden. Det skal man måske liiiiiige huske sig selv på, inden man gør ting, man ikke har lyst til at dele med resten af verden.
Et andet højdepunkt i Fort Lauderdale er en uforglemmelig debut. Det er nemlig min første ishockeykamp nogensinde, da jeg ser de lokale helte i Florida Panthers smadre Nashville Predators 6-2.
I FLA Live Arena er der plads til 20.000 tilskuere, og de er ud over den intense kamp vidner til et show, som både får tårerne til at trille og bas-armen til at buldre. Der spilles konstant eminente sange, som sparker stemningen i vejret. Det er lige dele halbal, havnefest og provinsdiskotek. Det er ”Mambo No. 5”, ”Cotton Eye Joe” og ”Down on the Corner” i én skøn pærevælling.
I alle pauserne (og der er mange) er der konkurrencer, liveinterview med fans og den klassiske panorering over publikum, der jubler, som havde de vundet i Lotto. Vi er til kampen tre dage inden Veteran’s Day, hvor de amerikanske soldater hyldes.
En ældre herre, Jerry, toner frem på storskærmene over isen. Han fortæller om, hvordan det var at være soldat i 1960’erne, og at det har været en ære at kæmpe for, at verdens bedste land er forblevet frit. Om hvordan hver eneste i arenaen skal kæmpe for, at USA forbliver frit.
Jeg ved ikke hvorfor, men tårerne trænger sig på i mine øjenkroge, da alle i arenaen rejser sig op og klapper ad ham. Der sættes en techno-sang på, som får isen til at skælve. Veteranen rejser sig op og begynder at danse med sin jævnaldrende hustru. De omfavner hinanden og fuldender en perfekt Hollywood-scene flere tusinde mil fra Californien.
Mine ører ringer af både musikken og jublen i hallen. USA kan noget, ingen andre lande i verden kan, og Fort Lauderdale kan en hel del på egen hånd. Er det ikke fantastisk?