Det var egentlig bjørnene, vi kom for at observere i Banff National Park i det sydvestlige Canada. Men det var uden tvivl de magiske søer, der efterlod det mest betydelige indtryk.
Da vi ankommer til flækken Lake Louise ved søen af samme navn, har tunge, gavmilde skyer fulgt os i flere dage op gennem det nordlige USA og ind i hjertet af Canadas ældste nationalpark. Og de hænger da også over os som aldrende, dystre gardiner, da vi en sen eftermiddag vandrer mutters alene op mod søen, der grangiveligt er opkaldt efter den britiske dronning Victorias datter.
Oprindelig hed søen Lake Emerald - Smaragdsøen - hvilket er et yderst passende navn med dens inciterende turkise nuancer. Den første hvide mand, der kunne suge dette sofastykke af et scenarie helt ned i mellemgulvet, var landmåleren Tom Wilson, der i 1882 døbte den Lake Emerald. Indtil da havde lokale indianere kaldt den "Søen med de få fisk".
Vi ser da heller ingen fisk, mens vi spejder ud over det næsten spejlblanke vand, hvor knaldrøde kanoer er linet op i stedet for gummibåde, som Birthe Kjær sikkert havde foretrukket. Denne dag er kanoudlejningen lukket. Og tak for det. En timepris på 250 kroner er i overkanten, selv om vandkanten er i særklasse.
At kigge koster heldigvis ikke noget, så vi tager for os af retterne, inden himlen igen begynder at lege bruseniche. Vi går tilbage til byens centrale parkeringsplads, hvor vi efter en øl på den lokale, halvtomme bar tilbringer endnu en nat på forsædet af vores lejede japaner-øse.
Da vi slår øjnene op, er vores rygge radbrækkede. Men skyerne er stort set pist væk. Derfor sløjfer vi morgenmaden og iler mod Lake Moraine et kvarters kørsel væk. Til trods for bundter af japanere nær ved søens parkeringsområde er det svært at få armene ned fra den blå himmel her i knap to kilometers højde.
Ren verdensklasse
Omkring bredden er flere turistgrupper i gang med at få forklaret, hvordan Rocky Mountains opstod for 160 millioner år siden, eller hvordan lyset bryder gennem gletsjervandets efterladte stenpartikler og giver vandet sin særprægede farve. Interessant, bestemt, men vi vælger at skippe geologitimen og i stedet kravle og krybe op på en stenet forhøjning, hvor stilheden hersker, og luften føles renere end nogensinde i vores hårdt prøvede lunger.
Her er helt tyst. Bomstille. Eneste lyd kommer fra et nysgerrigt
egern, der piler hen over småstenene, som engang er blevet drysset
ned på dette bakkedrag af gletsjere på frem- eller
tilbagemarch.
Udsigten er spektakulær. Ærefrygtindgydende. Spejlingen er
perfekt, og hver eneste bjergtop kan nyde sit eget umådeligt smukke
ansigt i søens grønne vandspejl. Min rejsefælle, der er bosat i
Norge og særdeles vant til spektakulære naturattraktioner, må give
sig. Lake Louise og Lake Moraine er i særklasse. Faktisk
verdensklasse, og det er et ord, jeg ellers sjældent tager i min
mund.