Allerede mens de snoede og stejle landeveje fører os fra den amerikanske stat Montana frem mod bjørneland i den canadiske provins Alberta, får vi gentagne gange at vide, at vi på ingen måde skal forvente at se det, vi er kørt flere tusinde mil efter.
De godmodigt udseende og dog dræbende ugæstfrie kæmpebamser, der lever i bjergene i det nordlige USA og Canada, holder sig åbenbart helst for sig selv. Flere af passagererne i de endeløse flokke af autocampere fortæller med opgivende blikke, at de har kørt rundt i flere uger uden at se så meget som en vildfaren pote endnu.
Den slags informationer er altid bekræftende og motiverende. Så vi ruller ind i nationalparken Banff med vinduerne helt nede og snudeskaftet så langt ude i den berusende rene luft, som det nu kan forsvares,når man det meste af tiden er omgivet af grantræer, der får telefonmaster til at minde om tændstikker.
Det perfekte skud
Hverken tålmodighed eller koldt vand i blodet har fået plads på én af de tomme sæder bag i bilen, og min køreglade kammerat bag rattet begynder allerede efter to timer at brokke sig over mine talenter som bjørnespotter, min militær- uddannelse som signalmand til trods. Han er bosat i Norge og hjemmevant med barsk natur, men kan dog alligevel ikke selv komme med nogen gylden opskrift på succes, da jeg begynder at tabe modet.
Jeg gør ellers mit for at lokalisere pels mellem grene, stubbe og tuer, der suser forbi med 100 kilometer i timen. Nej, selvfølgelig kun 60 kilometer i timen. Der er nemlig hastighedsbegrænsning i parken, så man ikke kører ræs og skræmmer hverken de sorte bjørne eller grizzlybjørnen.
Jeg pralede inden rejsen med mit fantastiske falkeblik, som virkelig kommer på en prøve i dette fortryllende sub-alpine landskab. Når man kører på bjørnejagt, skal man dog også holde øjnene på vejen. Ind imellem betaler det sig. Og efter knap fire timers asfaltrundfart skriger jeg "bjøøøøøørn" af mine lungers fulde kraft.
200 meter fremme står en baryler, som jeg ærligt må indrømme kunne have været af begge køn. Den leder efter føde i vejkanten. Altså den slags, der gror og ikke smides der. Vi kører lidt tættere på og stopper ca. 50 meter fra den og håber, at kameraet har en af de gode dage og ikke dugger til på grund af den forbistrede aircondition, som har ødelagt indtil flere perfekte skud.
Dumdristigt stunt
Vi har naturligvis fået en hel bunke brochurer med regler og retningslinjer forud for besøget i parken. Men min kammerat har ikke tænkt sig at forspilde chancen for at komme lidt tættere på. Et scenarium jeg allerede på forhånd havde forudset og frygtet. Men at tale ham fra det ville blive sværere end at iføre bjørnen balletsko og få den til at gå på line.
Jeg siger flere gange, at jeg ikke åbner dørene, hvis den angriber. "Bare rolig, det gør den ikke. Jeg har helt styr på det", understreger han, mens han går ud foran køleren og tager bestik af situationen. Jeg er ved at svede syningerne op på mit sæde, da bjørnen vender sig om og med et bestemt lille nik gør opmærksom på, at den har set os.
Naturligvis skal jeg tage et billede, så denne helte- eller idiotdåd kan bevises for eftertiden. Men det er svært at fokusere, når man konstant holder øje med den mindste muskelbevægelse hos et dyr, der årligt slår bunker af turister ihjel. Vovemodige og dumdristige turister som min ven.
For at sætte trumf på stupiditeten beslutter min ven at moone bjørnen. Altså at trække bukserne ned og vise den to styks blege, danske balder. Ikke fordi han har noget mod bjørnen eller agter at tirre den. Sådan en gestus har han bare givet alle de store attraktioner hele vejen fra New York og over dette fantastiske kontinent.
Bjørnen tager det helt roligt, inden den vender sin ligeledes lodne ende til os og begynder at mosle sig tilbage ind i vildnisset. Inde i bilen er der eufori som efter en vundet svenskerlandskamp. Hvor heldig har man lov at være på sin første dags bjørnejagt. Og tilmed med livet i behold.
Som at vinde i lotto
At heldet følger den enfoldige, får vi efterfølgende bekræftet i en grad, der overgår alle forventninger. De efterfølgende dage i parken ser vi bjørne seks gange. Morgen, middag og aften.
Flere gange spotter jeg dem inde i lysninger, fordi solens stråler strejfer deres mørke pels. Andre gange overrasker vi dem i færd med at banke insekter ud af et råddent træ slået omkuld af efterårsstormene.
Men prikken over i'et er en sen aften, hvor solen allerede er gået ned bag det berømte Castle Mountain. To små bjørneunger klunter af sted med mor og far ved deres side. En lille familie, der ville have fået de endeløse rækker af mobile homes til at lave et historisk harmonikasammenstød.
Denne gang bliver min ven i bilen. For det første fordi man aldrig skal nærme sig bjørne. For det andet, fordi man aldrig skal nærme sig bjørne, der går aftentur med deres unger. Da vi fortæller den historie til endnu en familie uden held i bjørnebøssen, føler vi os næsten så heldige som nogen, der har haft syv rigtige i lotto.