Jeg har aldrig ejet en perlekæde, og jeg anede ikke, at emiratet Ras Al Khaimah engang var Mellemøstens perle-hovedsæde og berømt i det meste af verden for dets flotte perler.
Det finder jeg sammen med min kone og døtre ud af, da vi er på besøg på Suwaidi Pearls’ perlefarm i en indsø i den nordlige del af hovedstaden Sharjah. Vi sejler ud til perlefarmen i et smukt, gammelt træskib, hvor der serveres lokal te, kager og kolde drikkevarer.
På perlefarmen får vi en grundig indsigt i perleindustrien i middelalderen og frem til i dag. Samt et lynkursus i de biologiske aspekter af perledyrkning.
Ingeborg på ni år får lov at pege en musling ud, som måske indeholder en perle. Selv om de er dygtige på perlefarmen, er der ingen garantier. Men det viser sig, at der er gevinst.
En smuk perle gemmer sig i muslingens slimede indre, og den er perfekt rund og med en farve, der får vores guide til at placere den i næsthøjeste kategori af 10.
Det betyder, at prisen på perlen med en diameter på 12 millimeter ligger på omkring 1200 kroner. Pludselig giver det mening, at Abdulla Al Suwaidi, der ville hylde sin bedstefar Mohammed Al Suwaidi, efter årtier uden perleproduktion etablerede perlefarmen i 2005.
Bedstefaren kunne dykke i mange minutter og komme op med perler så fine, at de blev båret af kongefamilier. Det var dog ikke et liv i luksus, perledykkerne levede. De boede op til 20 mand på små både, hvor de befandt sig i højsæsonen fra maj til september. Med dadler og fisk på menuen. Og et enkelt stort krus vand om dagen.
De dykkede op til 12 timer om dagen og endte med at få noget, der mindede om fiskeskæl. Og en lungekapacitet, der betød, at de bedste dykkere kunne være under vand i over 10 minutter.
Guiden placerer os ved et bord, hvor han hælder perler i alverdens former og farver op i muslingeskaller. Første kigger man på formen, dernæst størrelsen og endelig farven.
Han hiver en perlekæde frem fra en pose. Samtlige perler er af den højeste kvalitet. De største er 22 millimeter i diameter og koster omkring 20.000 kroner. Pr. styk. Vi regner os frem til, at kæden med 35 perler koster omkring 400.000 kroner. Helt så dyre er kæderne i perlefarmens butik ikke.
Nuttet miniature-fort
Da vi kommer i land, sætter vi kursen mod det nærliggende fort, Dhayah Fort, som er optaget på Unescos verdensarvliste. Det er det eneste tilbageværende fort på en bakke i De Forenede Arabiske Emirater, hvilket gør det til noget særligt.
Vi er lykkelige for, at vi er her sidst på eftermiddagen i marts. Her er kun 35 grader, og tanken om at gå de få hundrede trin i sommermånederne er udmattende.
Der er fine trapper hele vejen op til fortet på toppen af bakken på 70 meter. Undervejs kan man læse om naturen, dyrelivet og naturligvis fortets historie på en række plancher.
Det første fort blev bygget i bronzealderen, og dermed har det fungeret som fort i omkring 3500 år. Det nuværende fort er opført i begyndelsen af 1900-tallet med mudderklinede mure og er som bygningsværk relativt simpelt. Det er udsigten fra fortet, der er den store attraktion.
I klart vejr - og det er der 350 dage om året - kan man se et enormt område af emiratet. Hvilket naturligvis har givet en strategisk fordel, når fjender nærmede sig via land eller vand.
Det hjalp dog ikke, da briterne indtog fortet i december 1819. 800 børn og voksne forskansede sig i tre dage uden mad og drikke. Selv i december er det imponerende. Efter voldsomme bombardementer overgav de sig og indgik en fredsaftale med briterne.
Ud over os er der kun en enkelt anden familie. De nyder også 360 grader-udsigten over de golde bjerge mod øst og palmeoaserne samt Den Persiske Golf mod vest.
Det er hverken Jordens største eller mest imponerende fort. Men alene dets kontrast til de gigantiske højhuse i glas og stål i emiraterne gør det interessant at besøge.
Forladt perlefiskerby
Efter to dage på vores hotel er vi igen klar til et kulturelt indspark. Det får vi i Al Jazirah Al Hamra, som er en mellemting mellem en forladt spøgelsesby og et frilandsmuseum.
I slutningen af 1960’erne boede der omkring 2500 indbyggere på den tidligere tidevandsø, som især husede perlefiskere og deres familier. I 1968 resulterede årtiers uoverensstemmelser med sheiken i Ras Al Khaimah i, at nærmest samtlige indbyggere forlod øen på én gang.
Hvilket dog også hang sammen med, at emiraterne fandt olie og derfor ikke længere var afhængige af fiskeri og perleindustrien.
Vi er her en mandag eftermiddag efter lukketid og har det enorme område for os selv og vores kvindelige guide, som beklager, at de mest interessante af husene er låst. Dermed kan vi ikke se møbleringen og indretningen, der ellers ser ud, som den har gjort i århundreder.
Besøget er alligevel en glimrende introduktion til, hvordan en by på disse breddegrader er opført. Vi hører både om moskéen, souqen (det lokale marked) og udkigstårne, mens vi sætter fodspor i det røde sand, som har givet øen dens navn.
Vi møder kun to andre mennesker på halvanden time. Det er to håndværkere i færd med at restaurere et hus. De kommer ikke til at løbe tør for arbejde de første mange år, da der er mange hundrede delvist ødelagte bygninger. Jeg spekulerer på, at rammerne er oplagte til filmoptagelser og finder nok ud af, at Netflix-filmen ”6 Underground” er optaget her.
I hjertet af byen hænger der billeder fra lokale fotografer. De smukke fotografier har været en del af en stor udstilling og giver et indblik i livet i Ras Al Khaimah anno 2022.
Præcis som med Dhayah Fort skal man ikke forvente at blive blæst omkuld. Højdepunktet er en rusten, grøn jeep, som er placeret bag snore mellem pæle.
Dermed er det i højere grad fortællingen om en forladt by og indsigten i, hvordan man har benyttet muslingeskaller, dadelpalmegrene og koralsten som materialer, der giver besøget værdi.