- Faaaaaaar, det er ligesom rutsjebanerne i Tivoli, skriger min niårige datter, da vi nærmest flyver op over en sandbanke i en lille terrængående jeep med en mellemting mellem larvefødder og monstertruck-hjul.
Sandbanken er en af mange i emiratet Ras Al Khaimahs Al Wadi-ørken, hvor The Ritz-Carlton-hotellet har oprettet et 500 hektar stort område for at beskytte oryx-antiloper og andre truede dyrearter fra regionen.
Vi har afsat en hel dag i reservatet, hvor man ud over rutsjebaneturen i sandbankerne kan se falkonerer i aktion med falke, ugler og høge, ride på kameler og føle sig som en sheik i Sonara Camp, der er et luksuskoncept uden sidestykke.
Den begivenhedsrige dag begynder med vores kompetente guide fra Bangladesh, som fortæller om, hvordan reservatet blev oprettet for at beskytte oryx-antilopen, som blandt andet pryder Qatar Airways’ flyvemaskiner.
Vi har ikke kørt mere end fem minutter, før vi spotter de første antiloper og deres mange unger. Jeepen stopper, og vi stiller os under en række træer, som giver skygge for både antiloper og mennesker. Dyrene er nysgerrige. De samles tæt på os og virker ikke bange.
Guiden fortæller, hvor snedigt naturen - eller Gud - har skabt de smukke dyr, så de kan leve i et habitat, hvor der bliver 50 grader om sommeren. Deres hjerne har en form for indbygget køleeffekt, så den aldrig bliver varmere end 25 grader. Imponerende.
Vi er her midt i marts, hvor der kun er 34 grader. Tanken om 50 grader kan man ikke begribe. Det er så varmt, at man til gengæld forstår, hvorfor de få ghaf-træer har rødder på 30-40 meter. Så langt skal de bore sig ned i sandet for at finde grundvandsspejlet under ørkensandet.
Selv om det 500 hektar store The Ritz Carlton-reservat har hegn for at holde de mange antiloper og gazeller inde, føles det alligevel som at være i den omgivende ørken, reservatet smelter sammen med.
Luksus-lejr
Da vi sidst på eftermiddagen ankommer til Sonara Camp, en luksuriøs beduin-lejr i hjertet af reservatet, får vi anvist vores eget telt med tæpper på sandet, loungemøbler, lyskæder og en udsigt over ørkenen, som er ubetalelig. Vores døtre får lov at skyde med bue og pil, at surfe på sandbankerne og ride på kamel, selv om det kræver en del overtalelse.
Da vi sidder under vores egen teltdug og drikker en mojito, mens vi ser solen gå ned, er det svært at finde ord, som helt dækker oplevelsen. Det er meditativt og den indtil videre perfekte afrunding på en dag, hvor vi både har lært en masse om den barske natur og er blevet forkælet i en grad, vi sjældent har oplevet.
Da vi indtager aftensmaden under stjernehimlen, løber vi tør for ord. Ved vores nabobord sidder sheiken i Ras Al Khaimah og spiser med en gruppe amerikanske gæster. Tæt på os på en scene optræder artister med halsbrækkende numre med sabler, masser af ild og balance i særklasse. På vej hjem mod hotellet er alle i bilen enige i, at det er en dag, vi aldrig glemmer.
200 kilometer i timen
To dage senere er det undertegnede, der kommer til at mærke adrenalinen i hele kroppen. Jeg skal prøve verdens længste zipline i Jebel Jais-bjergene, som rummer en lang række aktiviteter.
Jeg er egentlig ikke voldsomt glad for højder, men jeg er også nødt til at mande mig op, så mine døtre ikke tror, jeg er en tøsedreng. Men lidt nervøsitet kan jeg godt spore i maven, da vi snegler os op på bjerget i hårnålesving efter hårnålesving.
Jeg har læst mig til, at man alt efter vægt kan komme op på knap 200 kilometer i timen. Med hænderne samlet på ryggen og et frit fald ned på klippegrund på flere hundrede meter.
Heldigvis er sikkerheden helt i top. Det er introduktionsvideoer, personligt sikkerhedstjek ad flere omgange og i det hele taget fornemmelsen af, at der er tale om topprofessionelle ansatte lige fra velkomstcenter til affyringsrampen på bjergtoppen.
Alt dobbelt- og trippeltjekkes, mens man hænger med snuden ud mod bjergene og spekulerer på, hvor hurtigt 170 - måske endda lidt flere - kilometer i timen føles, når man hænger i en metalwire på få centimeters tykkelse. Det føles hurtigt, kan jeg afsløre.
Jeg har ikke oplevet noget, der får samtlige nerveender i min krop til at sitre på samme måde, siden jeg sprang bungeejump i Queenstown i New Zealand i 1999. Efter få sekunder er farten så høj, at læberne blafrer som på en bulldog med hovedet ude af en bildør.
Jeg tvinger mig selv til at kigge ned og ikke lukke øjnene. Efter et halvt minut har jeg overbevist mig selv om, at jeg ikke styrter ned. Jeg forsøger instinktivt at nyde synet over de golde bjergkamme og vejene, der ligger som et smukt mønster på bjergsiderne.
Et fænomenalt kick
Efter tre minutter er turen på tre kilometer slut. Man bremses med et ryk tæt på en platform, der svæver 100 meter oppe i luften. En ansat hjælper mig på benene og spørger mig, om jeg er okay?
På videoen, som er optaget med et kamera på min hjelm, svarer jeg: ”Oh, fucking yes”. Det er ikke den mest elegante formulering, men det rammer oplevelsen fint ind. Kombinationen af enestående natur og et fænomenalt adrenalinkick er en cocktail, jeg ikke vidste, hvor meget jeg havde brug for.
Det er ikke helt samme rus-følelse at prøve den nærliggende slædebane, Jais Sledder, hvor man selv styrer farten på den knap to kilometer lange bane. Topfarten er omkring 40 kilometer i timen, men det føles markant hurtigere, når man slipper håndbremsen og lader vognen suse rundt i svingene.
Vi tager turen tre gange, hvilket er fint. På den måde lærer man banen at kende og ved, hvor man kan give den ekstra gas. Vi har tidligere prøvet denne type slædebane i Tyskland og Østrig, hvor skov eller grønne marker var scenetæppe.
Her er det brutale klipper og skarpe sten, som giver fornemmelsen af at drøne gennem et Mars- eller månelandskab. Pigerne elsker det, og prisen er mere end overkommelig. Kombinationen af de to attraktioner og restauranten gør Jebel Jais oplagt som udflugtsmål og et afbræk fra pool eller strand.
Hiking i barske rammer
Et andet oplagt afbræk er en vandretur i selvsamme bjerge. Vores tur i kløften White Wadi starter klokken 9. Allerede på det tidspunkt er der så varmt mellem bjergsiderne, at sveden siler ned ad ryggen. Vores sydafrikanske guide Paige fornemmer, at især vores niårige datter har det svært med de mange klipper og varmen. Derfor holder vi pause hvert 10. minut, eller når der er skygge.
Inden hikingturen blev vi spurgt, om vi ville vandre fire eller to timer. Lad mig på det kraftigste anbefale, at man ikke vælger fire timer, hvis der er børn i familien. Man skal ikke være en bjergged for at klare opstigningen, men nogle steder på ruten kræver det en vis smidighed og balance for at forcere de største klipper.
Der er også en grund til, at man på forhånd får besked på, at man skal have solidt fodtøj og lukkede sko på. Det er umuligt ikke at støde sine fødder ind i sten undervejs. Flere steder ligger stenene så løst, at man nærmest føler, man står på et surfbræt.
Da vi ankommer til turens mål, et nærmest amfiteater-lignende rum mellem bjergsiderne, er der vand. I en lillebitte grøn pyt på størrelse med et badehåndklæde. Der er et tykt, grønt lag alger og nogle summende bier, som Paige på det kraftigste anmoder os om ikke at blive stukket af. Den opfordring lytter vi til.
Der er heldigvis skygge, så vi kan nyde de spektakulære rammer uden at blive svitset. Til gengæld har solen allerede bevæget sig så meget, at vi kan se frem til, at hele tilbageturen bliver med solen direkte i nakken. Paige fortæller, at hun har fem liter vand med i sin rygsæk, så vi kan få et skyl. Det takker pigerne ja til flere gange undervejs, hvor de jubler, når hun bruser dem til med kølende dråber.