Hvornår har man set et land er en diskussion, jeg med jævne mellemrum indlader mig på som medlem af De Berejstes Klub. Ifølge vedtægterne skal man tilbringe mindst 24 timer i et land for at tælle det med i sin landeportefølje. I dette tilfælde tæller farvand dog også med, så med et lille døgn i Omans farvand og 12 timer på land er det mere end rigeligt til et kryds på listen.
På forhånd har jeg booket en tur, hvor man ser så meget af landet som muligt. Det siger sig selv, at man ikke kan nå helt ned i området mod Yemen i syd eller mod Saudi-Arabien mod vest, men med en glimrende infrastruktur og imponerende velholdte ottesporede motorveje kommer man langt omkring på en dagstur.
I hovedstaden Muscat er der heftig morgentrafik, som i alle andre storbyer. Flertallet af bygninger er hvide i forskellige nuancer af knækket hvid, støvet hvid og en mikroskopisk smule beige, lyserød og grå hist og pist.
På fortovene vrimler det med høje, slanke mænd i kridhvide kjortler og bare fødder i sandaler. Der er ikke mange kvinder i morgenmylderet, og uden at generalisere tør jeg godt vove den påstand, at flertallet af kvinder er i færd med de huslige pligter eller at passe de gennemsnitligt syv børn, en omansk familie får.
Hovedstaden er vokset sammen med flere byer og landsbyer og minder derfor om et enormt kludetæppe på et kort. Muscat er sået til med klipper, hvilket betyder, at byen har måttet knopskyde, hvor der har været plads. Byen er næsten 100 kilometer fra yderpunkt til yderpunkt, og da vi kører mod vest, virker det, som om vi kører i by i mindst en time, før de sidste bebyggelser ophører, og vi er omringet af golde klipper og pjuskede sandbanker.
Det er begyndelsen af december, og allerede om formiddagen er her 26 grader, viser termometeret i bussen. Oman har to sæsoner: Glohed sommer og lun vinter. Mange lokale tager jakker på i vintermånederne, fordi de fryser. Det vil være de færreste danskere, der for alvor fryser med en dagtemperatur i midten af tyverne.
De foregående fire dage på Den Persiske Golf og i Dubai samt Abu Dhabi har vi ikke set skyggen af en sky. Det fortsætter i Oman, hvor himlen er helt ufattelig blå. Med en særlig tør nuance, som uden tvivl skyldes, at det regner meget få dage om året. Og når det endelig gør, er det beskedne, utilstrækkelige dryp.
Qaboos tid lakker mod enden
80 procent af landet er sand og klipper, mens blot 2 procent er landbrugsjord. Vi bevæger os ned mod Al Batina, der betyder Omans mave. Med tanke på navnet kommer det ikke som en overraskelse, at området har mange plantager og marker. Dadler er vitale i Oman, og et enkelt træ på fem-syv år producerer imponerende 250 kilo dadler om året.
Vores 19-årige guide, Hussein, fortæller, at man kan besøge selv den mest ludfattige familie og være sikker på at få serveret dadler og hjemmebrygget kaffe. Kaffen minder om den tyrkiske, men har ofte et lokalt touch med kardemomme eller safran.
Vi har stadig et stykke vej, inden vi når frem til dagens første punkt, Fort al-Hazm. Imens fortæller Hussein om Omans historie, som jeg må indrømme, jeg ikke er fortrolig med. Landet har været regeret af konger, imamer og sheiker og i dag en sultan.
Qaboos bin Said al Said overtog tronen fra sin far efter et statskup i 1970. Said-klanen har regeret siden 1744, siden de fik smidt portugiserne ud af landet. 79-årige Qaboos bin Said al Said er den længst siddende leder i den arabiske verden, men ingen ved tilsyneladende, hvad der skal ske, når han dør. Hvilket efter sigende ikke varer længe, da han terminal kræftpatient.
Han har angiveligt ingen børn, hvilket er yderst usædvanligt på disse kanter, hvor det er sædvane at have mange koner. Hussein tør ikke sige det direkte, men han antyder vagt, at Qaboos bin Said al Said måske ikke er så glad for sine koner ...
I et land, hvor det giver fængselsstraf at være homoseksuel, siger det sig selv, at man kan komme slemt af sted ved at antyde, at den næsten guddommelige leder foretrækker mænd.
Vi suser af sted på den næsten biltomme motorvej, mens Hussein fortæller, at det efter hans mening hverken påvirker dagligdagen eller økonomien i Oman, at nabolandet Yemen er midt i en blodig borgerkrig.
- Selvfølgelig er vi optaget af, at der er uro i vores naboland, men det har ikke de store påvirkninger på livet her. Oman er netop kåret til det tredjesikreste land i verden efter Island og Finland. Schweiz ligger nummer fire, og vi har længe kaldt os "Arabiens Schweiz". Det er et paradoks med tanke på situationen i Yemen, der for tiden er et af de mest usikre i verden, siger Hussein.
Udenfor er afsvedne akacietræer den eneste beplantning i det ekstremt tørre landskab. Jeg får det varmt alene ved tanken om, at her bliver 50 grader varmt om sommeren. Stakkels akacietræer.
Hemmelige tunneller i fort
Vi er nu fremme ved det nyrenoverede Fort al-Hazm, hvor vi har en time på egen hånd. Fortet er ikke så imponerende som det mere kendte i Rustaq, men det er under renovering og derfor ikke åbent for offentligheden.
Fort al-Hazm, hvor et portræt af Qaboos bin Said al Said hilser velkommen bag den umådeligt smukke træport med et væld af udskårne blomster, ligger på flodlejet Wadi Fars vestlige banke. Landskabet er pandekageflat i den ene retning og kuperet med en bjergkæde i den anden. Fra fortets udsigtstårn har man snildt kunne spejde 20-30 kilometer og dermed observere fjender i god tid.
Fortets støvede brune nuancer får himlen til at tage sig endnu mere dybblå ud. De grønne og røde farver i Omans flag komplementerer også den skyfri himmel. På taget af fortet hamrer solen ned og får de fleste turister til at søge nedenunder eller i skygge. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor absurd varmt her bliver i juli og august.
Min datter finder ud af, at der gemmer sig små, smalle trapper inde i en række kupler. Det betyder, at vi den efterfølgende halve time kravler ned, op, hen, op og ned på trappetrin, der helt sikkert ikke er egnede for ældre eller overvægtige turister. Nogle af gangene har formodentlig fungeret som hemmelige passager, og den slags er som bekendt et hit blandt børn.
Der er mange interessante rum i det dunkle og kølige fort, hvor der er informative skilte på både arabisk og engelsk. Vi har dog ikke nok tid til at gå i dybden med samlingen af kanoner eller læse om de særlige arkitektoniske detaljer, som gør al-Hazm unik.
Lokkende lune kilder
Vi fortsætter turen mod Nakhl, der er kendt for sine varme kilder og frodige oaser. Det giver et lille spjæt i mig, da jeg for første gang i flere dage ser en sky på himlen. En lille buttet fyr helt alene på et uendeligt blåt lærred.
Vi passerer flere grupper af kameler langs vejen tilbage mod Nakhl, der er opkaldt efter det arabiske ord for palmetræ. Det giver mening, da vi nærmer os de varme kilder og kører gennem store, frodige plantager med palmer.
Da vi ankommer til en parkeringsplads, har vi overhalet flere propfyldte busser med turister. Derfor iler vi op mod et bassin, hvor en gruppe lokale mænd iført hvide T-shirts og boxershorts bader. Vandet er lige omkring kropstemperatur og badekarslunt. Vi nøjes med at dyppe fødderne, selv om mændene opfordrer os til at springe i. De beder os om at tage billeder af dem, hvilket jeg ikke er sen til at udnytte. Når de store grupper med turister ankommer, skal de nok få rigeligt med opmærksomhed.
På vej ned mod parkeringspladsen sidder flere grupper med mænd. Nogle er i færd med at grille lam og kylling, andre ryger vandpibe, mens nogen er i gang med at vaske gryder og bestik op i det lune vand. Alle er de umådeligt venlige og interesserede i at høre, hvor vi kommer fra, og hvordan vi har fundet vej til Nakhl.
De fleste mænd er iført shorts og korte ærmer, men der er også mænd i den traditionelle kjortel thawb, som hedder dishdasha i Oman. En mand, der taler fornuftigt engelsk, fortæller mig, at dishdashaen har mange fordele. Blandt andet, at man kan tørre sine hænder i den inderste del af kjortlen, når man for eksempel har vasket hænder. Eller tørre sine hænder, når man har spist. Medmindre man har spist fisk, hvor lugten sætter sig i stoffet …
Vi fortrækker til et roligere sted, da horderne af andre turister kommer. Og finder to små drenge, som bader i det klare vand længere nede i strømmen. Deres forældre hilser smilende fra skyggen under nogle træer på bredden, hvor frokosten er gjort klar på et stort tæppe.
Skudt for graffiti
Vi er også ved at være klar til frokost, som skal indtages på en lokal restaurant i udkanten af Muscat. Husseins beskrivelse af det lokale køkken stemmer overens med buffetens retter, der netop byder på indisk- og libanesisk-inspireret mad.
På vejen ind mod hjertet af Muscat gør vi to stop. Det første er ved det enorme kompleks Bait al Barakak, det royale palads, hvor sultan Qaboos bin Said al Said bor bag mange kilometer mure i lysbrune nuancer. Den imponerende høje og velholdte mur fortsætter i mange kilometer. Den er forsynet med udkigsposter med bevæbnede vagter og uden så meget som en streg fra en spraydåse. Hussein kigger måbende på mig, da jeg spørger, om der ingen graffiti er i Oman.
- Hvis du satte så meget som en streg på den mur, ville du ryge direkte i fængsel. I årevis. Hvis du altså ikke blev skudt, mens du malede, siger Hussein og ryster på hovedet over, at jeg overhovedet kunne tænke så kættersk en tanke.
Langt de fleste biler på vejene er hvide. Det skyldes ikke kun forsøget på at undgå en sauna på fire hjul, men også at undgå en bøde, da det er forbudt at køre i en beskidt bil. Ørkensandet ses ikke så nemt på en hvid lak.
Vi stopper også ved den nye moské Sultan Qaboos Grand Mosque, der stod færdig i 2001. Opført af 300.000 ton indisk sandsten og omgivet af en smuk park er det et spektakulært syn. Jeg ville gerne se moskéen indvendig, men jeg har lovet min datter, at vi skal bruge resten af turen i den gamle souk, Mutrah, tæt på havnen.
På vej mod souken fortæller Hussein, at Oman udvikler sig på mange måder. Og bliver mere moderne.
- For få år siden var det utænkeligt, at en kvinde kunne lade sig skille fra sin mand. I dag er det muligt. Man ser endda, at skilte kvinder bliver gift igen. Personligt ville jeg ikke selv køre i en brugt bil, men nogen har ikke råd til andet, siger Hussein og ler.
Klar på gensyn
Jeg hader at shoppe, men der er et eller andet over mellemøstlige og arabiske markeder, som fascinerer mig. Det smager af østens mystik, 1001 nats eventyr og byder på så mange fascinerende dufte, farver og mønstre, at jeg kan kapere mindst et par timer uden af gå kold.
Min datter er på jagt efter et tørklæde i kashmir-uld, hvilket sælges i nærmest hver anden butik i souken. Jeg forsøger at forklare hende, hvordan man prutter om prisen, men mit taktiske oplæg preller af på hende. Det er naturligvis heller ikke hende, der skal betale, så da hun finder det tørklæde, hun bare skal have, siger hun ja til prisen, inden jeg når at indlede forhandlinger. Den rare butiksindehaver smiler overbærende til mig og finder en smuk flakon frem, som han fylder med parfume. Den er på huset, siger han venligt og er så rar at give mig rabat på endnu et tørklæde til fruen derhjemme.
Min datter er henrykt over, at hun får en parfume med i købet, mens jeg konstaterer, at 400 kroner stadig er billigt for to tørklæder i kashmir-uld.
Vi besøger souken under aften, hvor der er en dejlig afslappet atmosfære. Selv om butiksejerne naturligvis gerne vil sælge deres varer, er de slet ikke så aggressive som i for eksempel Egyptens eller Tyrkiets basarer.
De små mad- og drikkevareboder gør også stort indtryk på min datter, der ser et væld af produkter, hun ikke aner hvad hedder. Eller hvordan de smager. Jeg foreslår hende at prøve en lyserød smoothie, hvilket hun aldrig ville sige nej til i Danmark. Hun afslår.
Til gengæld afslår hun ikke et foto med en venlig ældre mand, som vinker os hen til sig og to venner på en bænk uden for souken.
- Er det din kone, spørger han mig drilsk, mens han smiler til os.
Hans arrede ansigt er en attraktion i sig selv. Men dishdashaen og den kridhvide hat med flotte mønstre med guldtråd er også fascinerende. Han snakker forbløffende godt engelsk og er lige så snakkesalig, gæstfri og interesseret som samtlige andre omanere, vi møder på vores vej.
Det bliver helt sikkert til et gensyn med Oman, som af åbenlyse årsager er ved at blive et ombejlet rejsemål.