De Forenede Arabiske Emirater er det eneste sted i verden med ottestjernede hoteller. Dubais Burj Al Arab har længe været ene om æren, men nu har Abu Dhabi fået et overjordisk luksuriøst ottestjernet hotel i Emirates Palace, hvor man kan få strøet guldstøv ud over sin cappuccino. Helt seriøst.
Når man hører den slags absurde informationer om ekstravagance langt ud over et almindeligt menneskes fatteevne, burde det ikke komme som en overraskelse, at et præsidentpalads i emiratet slår alle rekorder for vildest, størst og dyrest. Men jeg kan alligevel ikke mindes, at jeg nogensinde i mit 42-årige liv har tabt kæben i samme grad, som da jeg går igennem den kolossale dør og træder ind i Qasr Al Watan.
Jeg har set Peterskirken, Alhambra, Den Kinesiske Mur og en perlerække af europæiske slotte. Intet kommer i nærheden af Qasr Al Watan, hvor jeg er nødt til at stoppe op i indgangen til The Great Hall og trække vejret ekstra dybt for ikke at falde om af benovelse. Mens min kæbe rasler hen over gulvet, får jeg øje på en vagt, der smiler til mig. Min reaktion er åbenbart ikke sjælden.
Qasr er en arabificeret version af det engelske castle, der betyder slot. Om man vælger slot eller palads kommer sig sikkert ikke så nøje.
De første ”almindelige” gæster kunne træde ind i det overdådige bygningsværk i marts 2019, og på godt et år har Qasr Al Watan imponeret i en grad, så det allerede er med på top-20-lister over de mest bemærkelsesværdige seværdigheder. I verden.
Imponeret 10-årig
Paladset er opført på blot syv år og bruges kun til møder, konferencer og statsbesøg, da præsidentboligen er nabobygningen et par kilometer derfra. Alt er skinnende nyt og i vater. Hvert et mønster er millimeterpræcist, og hver eneste flise perfekt placeret. Kuplen over The Great Hall har en diameter på 37 meter og en lysekrone med 350.000 krystaller. Jeg talte selv efter.
Det er sheik Khalifa bin Zayed Al Nahyan, regent i Abu Dhabi og præsident for De Forenede Arabiske Emirater, og kronprins i Abu Dhabi Mohammed bin Zayed Al Nahyan, der har lagt navn og ikke mindst penge til byggeriet, hvis pris ikke er offentliggjort. Men ifølge lokale guider beløber sig til et sted mellem 30 og 40 milliarder kroner.
Listen over opsigtsvækkende fakta er lige så lang, som der er højt til loftet. 60 meter for at være præcis. Faktisk er de mange faktuelle detaljer underordnet. Det gælder om at være til stede i øjeblikket og forsøge at kapere storheden. Samt nyde det respektindgydende håndværk, der ligger til grund for mosaikkerne og de arkitektoniske detaljer, som naturligvis udspringer af regionens årtusindgamle traditioner.
Lyset er himmelsk, og selv min 10-årige datter, der inden besøget var svært utilfreds, må indrømme, at hun aldrig har set noget lignende. Der er ikke voldsomt mange besøgende denne formiddag, og vi bruger knap to timer på at nyde Qasr Al Watans indre, inden vi går udenfor i varmen for at betragte paladset, som er opført i limsten og hvid granit, og man skal knibe øjnene sammen i middagssolen for at registrere alle fløjene og kuplerne.
Naturligvis er omgivelserne også overdådige, og går man 100 meter væk fra facaden, får man den smukkeste spejling af paladset i de spejlblanke fliser. I bassinerne til de store springvand kan man desuden forevige Abu Dhabis gigantiske skyskrabere i perfekt symmetri.
Køreturen fra paladset og ned til indgangen er lige så overvældende som den omvendte tur, og den understreger, at intet er overladt til fantasien på det gigantiske palads, der overgår enhver fantasi.
Et hospital til falke
Vi har taget turen til Qasr Al Watan på egen hånd, men har booket en guide til en aftentur til et andet af Abu Dhabis monstrøse bygningsværker. Vi skal se Sheik Zayed-moskéen, der er emiratets anden attraktion med vidunder-potentiale.
På vej gennem byen fortæller guiden Muhammed fra Tunesien om livet i Abu Dhabi, hvor en statslig ansat får omkring 40.000 kroner om måneden. Hvis personen vel at mærke er fra emiratet og ikke tilflytter. Han tjener selv omkring en fjerdedel af det beløb.
Uanset hvor længe udlændinge bor og arbejder i De Forenede Arabiske Emirater, får de aldrig pas eller bliver statsborgere. Dermed får de heller aldrig del af de ufattelige rigdomme, som skyldes de enorme forekomster af olie. Som journalist skal man naturligvis faktatjekke alle informationer, men man kan også vælge at citere sine kilder direkte. Som i dette tilfælde.
- Nationalsporten i Abu Dhabi er falkejagt. En god falk kan koste to-tre millioner kroner. Der er et hospital i Abu Dhabi kun for falke, og de rige falkeejere er kendt for at reservere pladser på første klasse eller businessclass til falkene, når de flyver ud til turneringer, siger Muhammed og får den ventede reaktion.
Forbløffelse og en smule afsky.
Det giver ham mod til at fortælle endnu flere detaljer om eliten i landet.
- De samme rigmænd sender deres milliondyre heste til Frankrig om sommeren, så de ikke lider i den ekstreme varme på op mod 50 grader. Men de mange bygningsarbejdere fra Sri Lanka, Bangladesh og Afrika kan sagtens arbejde i den ulidelige varme, siger Muhammed og ryster på hovedet.
Præcis som vi ryster på hovedet, da vi passerer et springvand med en top af 24 karat guld og det nye ottestjernede Emirates Palace (det er ”kun” fem stjerner efter internationale standarder) , hvor man blandt andet har fragtet 3000 ton specielt fint sand fra Algeriet, selv om der er milliarder - hvis ikke billioner - af kubikmeter sand i de syv emirater.
Overjordisk smukt
Et andet bygningsværk, som får mennesker af alle trosretninger og selv ateister til at tabe kæben, er Sheik Zayed-moskéen. Den blev opført fra 1996 til 2007 og har kostet omkring fire milliarder kroner, hvilket dog bestrides af guiden, der fortæller, at alle ved, moskéen har kostet mange gange det beløb.
Endnu en gang kan man fortabe sig i fakta. 82 kupler, plads til 41.000 bedende på samme tid og verdens største tæppe på 5500 kvadratmeter.
Vi ankommer gennem en underjordisk passage, som minder om en lufthavn. Med grundige sikkerhedstjek og metaldetektorer. Her er sort af mennesker i alle farver. Alle respektfuldt klædt med skjorter, lange bukser og sko for herrernes vedkommende og tildækket hår, skuldre og ankler for kvindernes vedkommende. Min 10-årige datter nøjes med et medbragt slør og synes, at det er spændende og en del af oplevelsen.
Moskéen er præcis så imponerende som Qasr Al Watan. Og det er interessant at besøge den sent om aftenen, hvor den naturligvis tager sig helt anderledes ud end i dagtimerne. Alle kupler, søjler og de fire over 100 meter høje minareter er smukt oplyst, og langs moskéens sider er der bassiner med vanvittigt flotte spejlinger. Det er overjordisk smukt, og mine kæber er efterhånden ved at være mørbankede af at ramme marmorgulve og håndlavede mosaikker.
Vi ser indtil flere både mænd og kvinder, der står med tårerne silende ned ad kinderne, mens de forsøger at kapere storheden. Eller lader euforien få frit løb over at se en helligdom, der i hvert fald udseendemæssigt kan måle sig med de smukkeste moskéer i Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran og Pakistan.
Efter en time på egen hånd foreslår Muhammed, at han viser os et sted, hvor vi kan se hele moskéen på én gang. Stedet er mindesmærket Wahat Al Karama en kort køretur fra moskéen, og udsigten er som lovet af højeste karat.
Jeg havde ellers svoret for min datter, at jeg ikke ville tage billeder af flere spejlinger i Abu Dhabi. Men denne udsigt er én af de smukkeste, jeg nogensinde har foreviget. Jeg er lige ved at knibe en tåre over den perfekte symmetri.