I udkanten af regnskoven ligger en klynge vakkelvorne hytter på en forsamling knoldede bakker ryddet for træer. Her er ingen gadelygter, veje, fortove eller biler. Kun horder af legende, smilende unger og nysgerrige husdyr, der snuser rundt mellem skyggende palmer og gigantiske væltede træstammer.
Den Layasiksa-indianer-familie, som jeg får æren af at besøge i to dage, har en form for fælles dagpleje, hvor nabokonerne tropper op med deres unger, når farmand går i marken eller skoven. Allerede mens morgendisen stadig svøber den omkringliggende jungle i en tynd natkjole, kravler de op over bakken til hytten, der er den næsthøjest beliggende i denne afsondrede, yderst gæstfrie landsby, der har samme navn som stammen.
Mens værtsfruen serverer morgenmad bestående af ris, rodfrugter og bønner, sidder nabokonerne på verandaen og betragter børnene lege. De flytter sig stort set ikke ud af stedet, indtil manden i huset vender hjem sidst på eftermiddagen. Indimellem er der et par af kvinderne, der laver mad, henter rodfrugter på en nærliggende skrænt, skifter ble eller forbereder aftensmaden, der også består af ris, rodfrugter og bønner.
Størstedelen af tiden sidder de i skyggen, der er det eneste fornuftige sted at opholde sig efter klokken 8, hvor temperaturen kravler op på 35 grader. Selv om der for en dansker er rasende lunt selv i
skyggen, er det ikke noget at tale om for indianerne.
Husets fire måneder gamle dreng med det pompøse navn Achilles er svøbt i et håndklæde ud over sin tykke strikketrøje, mens han sover til middag i en hængekøje, der roligt gynger ham fra side til side. Det ser legende let og fantastisk indbydende ud at sove i en hængekøje. Men senere på aftenen skal det vise sig at være en kunst, man ikke lærer på kort tid.
Svigermor snorker
Efter at have tilbragt det meste af dagen i regnskoven er jeg fuldstændig mørbanket klokken 18, da solen går ned med en hastighed, som stod der en mand og bankede den ned under horisonten med en stor hammer. Man kan knap nå at børste tænder i den korte skumring, der indvarsler en af de sorteste, mest stjerneklare nætter, jeg nogensinde har oplevet.
Af en eller anden grund bliver jeg udvalgt blandt de tre udenlandske gæster til at tilbringe natten inde i hytten sammen med værtsfamilien. En ære, jo, men ikke nødvendigvis en fornøjelse. Min hængekøje hænges op mellem to smalle senge, hvor der skal sove henholdsvis tre og fire personer. I den ene seng sover husets herre, hans hustru, deres fire måneder gamle søn og mandens svigermor. I den anden ligger hans svigerinde, hendes mand og deres yngste barn på tre uger. På gulvet deres to ældste børn.
At sove i en hængekøje er en prøvelse, da man som relativ høj dansker konstant kommer til at bakse med at finde den rette position til benene og ofte vågner, hvor man i en seng bare ville møffe rundt og forblive i drømmeland.
Men når man konstant skal finde balancen, hundefryser, kan høre to fremmede kvinder amme deres spædbørn og samtidig har en svigermor, der snorker, så myggenettet blafrer, nærmer man sig det punkt, hvor man på ingen måde kommer i nærheden af at lukke et øje.
Fælt nattetisseri
Endelig falder jeg i søvn. Og da jeg vågner, kigger jeg på min iPod og konstaterer, at klokken er seks om morgenen. Stor indvendig jubel. I de to sekunder, der går, før jeg husker, at tiden ikke er nicaraguansk, men dansk. Altså syv timer foran. Så klokken er kun 23, og jeg har ikke tilbragt mere end tre timer i hængekøjen. Og der er syv timer, til det bliver lyst. Det her tegner allerede til at blive en af mine værste nætter nogensinde. De to babyer skider i deres ble simultant for at understrege det med tykke brune streger, hvis aroma hurtigt trænger gennem hængekøjens tynde stof.
Jeg tænker, at jeg måske kan finde en lun plads i køkkenet, hvis jeg lægger mig ved ildstedet. Men på disse kanter fyrer man ikke for gråspurve. Eller papegøjer eller rødmavede undulater. Så her er mindst lige så koldt og temmelig meget hårdere at ligge uden underlag eller sovepose. Så jeg må bide i det sure æble og hoppe om bord i ihængekøjen igen.
Lidt efter kravler svigermoren ud af sengen. Hun åbner døren og vakler målrettet ud på to bjælker, der svæver mellem sove- og køkkenhytten. Jeg kan ikke se hende. Men da jeg hører pjaskeriet på den tørre jord, er jeg ikke i tvivl om hendes foretagende. Da jeg kommer til at tænke på mine venner, der svæver omtrent en halv meter til venstre for hendes position, er jeg ved bide min tunge over for ikke at vække hele familien med mit latterbrøl. Pludselig føles det knap så skidt at ligge indenfor.
Morgenstund har guld i mund
Fire timer og måske en halv times sammenlagt søvn senere hører jeg kirkeklokken nede i dalen bimle. Faktisk er det en rusten lastbilfælg, en eller anden galning banker på. Men da den hænger foran kirken, går det an som klokke. Den kalder byens mange evangelister til morgenprædiken. I Danmark ville man kalde det "midt om natten"-prædiken, men her har man aldrg hørt om Kim Larsen og står dagligt op, før fanden kommer i nærheden af at få sko på.
En time før de første haner galer, er stjernebilleder skåret som i granit på den paralyserende nattehimmel. Jeg bruger en iPod som lommelygte for at holde mig på stien rundt omkring huset. Pludselig rammer lyskeglen et ansigt. Det er manden i huset, Evenor Ocampo, der smutter hjemover fra kirken, inden markarbejdet kalder. Han studerer forbløffet en video af min datter, inden jeg starter et bilspil på iPod'en.
Han får lov at prøve spillet, hvor iPod'en skal drejes for at få bilen til at dreje. De første par minutter sejler han rundt på racerbanen. Men efter flere omgange ender han med at køre nogenlunde ligeud. Hans smil lyser op i mørket. I øjeblikket er det umuligt at kapere, hvor bizart det er at stå i udkanten af regnskoven med en indianer, der aldrig har kørt bil, og spille bilspil i bælgravende mørke.
Han siger tak, fordi han måtte prøve min maskine, og er forsvundet ud i mørket så pludseligt, som han dukkede op. I horisonten begynder solen at farve med svage nuancer af lilla og mørkerød. En orne klør sin ryg på en tyndslidt palme, og bedstemoren vandrer af sted efter rodfrugter, mens fruen i hytten henter en stak brænde og tænder op til endnu en dag i Layasiksa-landsbyen.