Det var en anden verden, den 16-årige Roberto Gutierrez flyttede til, da han i 1997 rejste fra det politisk urolige og særdeles fattige Nicaragua til solskinsstaten Californien, hvor den amerikanske drøm i høj grad er latinamerikansk.
Med sig havde han sin lillesøster, der som han skulle bo hos deres mor, der allerede havde været bosat i USA i en årrække.
- Jeg kan huske, at min første tanke var: Hvilket fantastisk smukt land. Senere begyndte jeg at sætte pris på maden, bilerne, lejlighederne og mulighederne for at få et velbetalt arbejde, fortæller Roberto Gutierrez.
Det var hans mor, der besluttede, at teenagesønnen skulle flytte til Los Angeles. Og præcis som andre teenagere var han nervøs og usikker i begyndelsen af sit nye liv. Men han faldt hurtigt til og glemte den nervøsitet, der havde været med i rygsækken fra sit fødeland.
- Der gik ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme. De første to år læste jeg engelsk på en voksenskole. Senere arbejdede jeg i en T-shirt-butik, inden jeg begyndte som chauffør, siger Roberto Gutierrez.
Hans to års engelskundervisning hang ikke særlig godt ved, og den dag i dag snakker han stort set ikke engelsk. Men det er på ingen måde atypisk for de mere end 40 millioner latinamerikanere, der udgør et spansktalende parallelsamfund i stater som Californien, Texas, Arizona og Florida, hvor latinoer kan bo hele deres liv uden nogensinde at lære engelsk.
Slap billigt fra sort uheld
Drømmen skulle dog ikke vare ved for Roberto Gutierrez. Skæbnen og en romantisk weekend skulle ændre hans liv mere, end havde turdet drømme om. Eller have mareridt om.
Sammen med sin mexicanske kæreste, der ikke havde opholdstilladelse, var han kørt til San Diego tæt på grænsen til Mexico. Grænsebyen Tijuana er berygtet for at være en af de byer, mange latinamerikanere forsøger at komme ind i USA gennem. Derfor vrimler det med immigrationspoliti.
- Jeg står og tanker bilen op på en tankstation, da der tilfældigvis kører en bil fra immigrationsmyndighederne forbi. De stopper op og spørger om at se vores papirer. Da det kun er mig, der har opholdstilladelse, konkluderer de straks, at jeg netop har hentet hende ved grænsen, forklarer Roberto.
Han anholdes med det samme og anklages for at være coyote - en person, der lever af at smugle latinamerikanere ind i USA.
- Min kæreste havde stort set ikke noget bagage med sig, så for politiet kunne det sagtens se ud, som om hun var immigrant. Hun blev straks deporteret tilbage til Mexico, mens jeg blev fængslet før min retssag. Jeg var i retten tre gange, inden jeg fik dommen på 11 måneders fængsel samt efterfølgende udvisning til Nicaragua. Dommeren sagde til mig, jeg var heldig, fordi jeg havde en ren straffeattest. Havde jeg begået noget kriminelt i USA, kunne jeg have risikeret op til 10 års fængsel. Så jeg forsøger at se på det, som om jeg slap billigt, siger Roberto Gutierrez, der alligevel kalder det kulsort uheld.
Livskvaliteten styrtdykkede
Den fysisk store mand var rædselslagen, inden han skulle afsone i San Diego CCA - Corrections Corporation of America. Det var forfærdeligt at ankomme til det berygtede fængsel og ikke ane, hvordan han skulle opføre sig, eller hvad og hvem, han burde frygte.
- Jeg blev smidt i celle 101, hvor der boede to afrikanere. De terroriserede og truede mig fra første øjeblik. Hvis jeg brugte toilettet, tvang de mig til at gøre det totalt rent bagefter. Man skulle generelt passe på ikke at træde nogen over tæerne eller røre noget, der ikke tilhørte en selv. Efter en uge kendte jeg dog spillereglerne, fortæller Roberto Gutierrez.
Cirka 60 procent af de indsatte var og er latinoer. Resten et miks af asiater og afrikanere. Der er der tale om meget stærke grupperinger, som man ikke skal bryde, hvis man vil undgå skrammer.
- Der var tre grupper. Dem som mig, der ikke ville lave ballade og bare ud hurtigst muligt igen. De hardcore bandemedlemmer fra Mellemamerika samt gruppen af asiater og afrikanere, der på en måde slog sig sammen. Man skulle ikke forsøge at sætte sig ved det forkerte bord, så endte det i slagsmål. Jeg blev heldigvis kun truet derinde. Men mange slap ikke så let, siger Roberto taknemmeligt.
En af de værste oplevelser var den nat, han ankom. Han skulle smide alt tøjet og undersøges fra top til tå. Han fik også undersøgt sin endetarm, så fængselspersonalet var sikker på, han ikke smuglede stoffer med ind. Hans blik fortæller alt om ubehaget og ydmygelsen ved at stå helt nøgen foran fremmede personer. Og fremmede var der nok af i fængslet.
Efter to uger kom han til at dele celle med to latinoer. Det betød sandsynligvis, at han undgik at komme i karambolage med afrikanerne, hvilket kunne have forlænget hans straf.
- I stedet kunne jeg arbejde i fængslet for en dollar om dagen, fordi jeg opførte mig pænt. Jeg gjorde rent uden for fængslet hos private. Under opsyn, naturligvis. Så selv om det var en stor omvæltning at skulle i fængsel, var skiftet ikke større end det, der ventede mig, da jeg blev sendt retur til Managua i Nicaragua, husker han.
Han kunne med det samme mærke, at hans livskvalitet faldt betragteligt, da han genså sit fødeland efter 10 år.
- Jeg havde ikke råd til en bil, min lejlighed var langt dårligere, og maden ikke nær så god. I det hele taget er livet mere trist her i Managua. Jeg tjente 3000 dollars om måneden som chauffør i USA. Nu tjener jeg 20-25 dollar om dagen og kan ikke regne med, at der er noget at lave hver dag, fortæller Roberto opgivende.
Tilbage til drømmeland
I USA kørte han bus for Greyhound. Han kom rundt over hele landet til San Francisco, New York, Houston og Denver. Byer som han først kan vende tilbage til, når hans dom på 10 års indrejseforbud er overstået. Hvis han forsøger at rejse ind uden tilladelse, kan han se frem til en lang fængselsdom, hvilket han ikke skal nyde noget af. 11 måneder i San Diego CCA var nok.
- Selv om jeg har en kone nu i Managua, er det helt sikkert, at jeg søger om at komme tilbage til USA, selv om hun måske ikke kan komme med i første omgang. Mulighederne er så meget bedre. Derfor er der så mange millioner latinoer, der drømmer om at blive lukket ind eller selv finde vej, siger Roberto Gutierrez.
Han har dog tænkt sig at undgå at stå i samme situation igen.
- Det var dumt at tage en illegal mexicaner med til San Diego. Og nej, hun var det ikke værd. Jeg har hverken hørt fra hende eller set hende siden, siger Roberto, der tidligere er havnet i dumme situationer på grund af kærester, men aldrig har betalt så dyrt for sine fejltrin.
- Jeg betalte for en advokat, der på forhånd sagde, at min sag var håbløs. Det kostede mig 3000 dollar, hvilket er næsten en årsløn i Nicaragua, siger Robert Gutierrez, der ser frem til at tjene samme beløb om måneden, når døren til drømmeland igen åbnes for ham.