Jeg har rejst i Mexico flere gange og på nærmeste hold besigtiget næsten samtlige af de berømte maya-komplekser i det enorme land. Men jeg har aldrig fået kæmpet mig hele vejen frem til det knap så eksponerede Chacchoben-kompleks i delstaten Quintana Roo, der er fladere end en tortilla og næsten dækket af mangrove-skov.
I stedet for at flyve til hovedstaden, Mexico City, eller den kendte ferieby Cancun mod nord og tilbringe urimeligt mange timer på et bussæde, som jeg gjorde for 10 år siden, kan man i dag sejle med krydstogtskib til Costa Maya på kysten ved Den Mexicanske Golf. Derfra kan man nøjes med en enkelt times transport til Chacchoben, der først blev opdaget i 1972 af en amerikansk arkæolog, da han fløj over det flade landskab og undrede sig over en række mystiske bakker.
Vores på forhånd bookede udflugt har en glimrende mexicansk guide, der fortæller, at Quintana Roo er så flad, at hvis man ser en høj stikke mere end fem meter op fra jordoverfladen, er der næsten garanti for maya-ruiner nedenunder bevoksningen. Der skulle grangiveligt stadig være mere end 20.000 ruiner gemt i de mexicanske jungler, hvilket stimulerer eventyrlysten for de besøgende.
Inden vi ankommer til ruinkomplekset, stopper bussen på en øde, glohed landevej, hvorfra vi kan beundre toppen af det største tempel rage op mellem trætoppene. Synet af maya-pyramiden omkranset af tårnhøje brødnød-træer øger forventningerne til den nært forestående tur med den yderst informative og svarvillige kvindelige guide, der stolt praler af maya-blodet i sine årer.
Emmer af mystik
Chacchoben dækker et område på seks kvadratkilometer, men har de tre hovedseværdigheder placeret inden for et ret lille område. Selv de kampvogntunge amerikanske turister formår at gå fra indgangen af parken og helt ud til de "afsidesliggende" pyramider næsten 500 meter væk. Altså er der tale om sightseeing, hvor alle kan være med. Både gangbesværede og børn.
Man må ikke længere kravle på de slidte sten på templernes sider, hvilket giver ret god mening, hvis fremtidens turister og arkæologer skal have noget at betragte. Vi får dog lov at kravle op til kompleksets hjerte på "The Grand Basement" - det store fundament - via en stejl trappe. Guiden kalder det "Rocky Balboa-vejen" med hentydning til Sylvester Stallones fiktive, hårdtarbejdende bokselegende, der trænede kondition ved at forcere stejle trapper.
Man behøver dog ikke være professionel bokser for at bestige de mosbelagte sten, og min 75-årige svigerfar klarer samtlige 30 trin med blot en enkelt pause for at hive den fugtige luft helt ned i lungerne.
Synet, når man kommer op, er ganske imponerende. Har man besøgt mægtige Teotihuacan, Chichen Itza eller Palenque, taber man nok ikke kæben. Men hvis det er ens første møde med maya-kulturen, skal det nok få øjnene spærret op på vid gab. Det er ikke mindst den omkringliggende jungle, der giver stedet en helt særlig stemning af mystik.
Træsorter og blomster, hvis lige ikke findes uden for Yucatan-halvøen, imponerer mine svigerforældre lige så meget som selve pyramiden. De går rundt med store øjne og betragter de frodige planter, som man sagtens kan forestille sig har opslugt de forladte maya-byer på få år, da civilisationen af uvisse grunde kollapsede i 900-tallet.
Skrigende edderkopaber
Det er umuligt ikke at fundere over, hvordan dagligdagen i en by som Chacchoben tog sig ud for 1500 år siden, længe før vi i Danmark trådte ind i vikingetiden.
Mayerne havde omfattende astronomisk indsigt, og modsat grækerne og romerne regnede de sig frem til en kalender, hvor man ikke var tvunget til at presse en ekstra dag ind i februar hvert fjerde år. I stedet nøjedes mayaerne med at kile få sekunder ind årligt over en periode på 5200 år, som udgør en central cyklus i maya-tidsregningen. Man begyndte en ny cyklus i 2012, og det var netop afslutningen af den foregående "lange cyklus", der fik dommedagsprofeterne til at gå i selvsving.
Hvilken dommedag Chacchoben blev ramt af aner man ikke. Men det er svært at tro på, at det var tørke, når man ser og mærker, hvor frodigt området er i dag. Sveden hagler af os midt på dagen, mens vi lærer om edderkopaberne, der skriger drilsk fra trætoppene, og hvordan århundreders nedfaldne blade, der nu er omdannet til muld, gemte på deres hemmelighed.
Vi møder ikke "solens vogter", som jaguaren kaldes på disse breddegrader. Vi finder heller ingen røde majs - der har givet stedet dets navn. Her er til gengæld grønt overalt, og det er svært ikke at nynne med på Guns N' Roses' klassiker "Welcome to the Jungle", mens man går på opdagelse i det overskuelige omend imponerende område.
Tæt på kogepunktet
Efter to timers rejse tilbage i tiden slutter vi dagen af med to timers fri bar på Uvero-resortet ved kysten, hvor strandene hører til blandt Den Mexicanske Golfs smukkeste.
Efter at have slukket tørsten med fire pina coladaer, fire margheritaer og fire skummende fadøl finder vi fire liggestole længst fra buffeten, hvor amerikanerne satser benhårdt på at undgå hungerkatastrofer som mayaerne.
Vandet er 30 grader, øllene er syv, og det blændende, hvide sand er tæt på kogepunktet.
Vi skåler, mens vi glæder os over en af de bedste dagsudflugter, nogen af os har været på.