Det er svært at tænke på noget mere magisk og fantasistimulerende end at overvære solopgangen ved Mayapyramider indhyllet i et gådefuldt slør af dis.
Sådan var scenen, da jeg for anden gang satte mine sandaler på det måske smukkest beliggende ruinkompleks i hele Mexico. Svært at genfortælle med ord og endnu sværere at forevige på kamera for en amatør.
Første gang jeg besøgte Maya-ruinerne ved Palenque i det centrale Mexico var i 2000 på en steghed sommerdag, hvor jeg havde mere travlt med at opretholde væskebalancen end at gå på opdagelse i de fantastiske omgivelser. De mange trapper virkede ganske enkelt uoverskuelige i 46 graders varme, og selv brøleaberne længere inde i junglen var for dehydrerede til at udsende deres dybe skrig.
Anden gang ankommer jeg en kølig efterårsmorgen, hvor junglens ånde ligger som en flot dyne over ruinerne og usynlige fugles eksotiske fællessang udgør det perfekte soundtrack til en rejse tilbage i tiden.
Gemt i århundreder
Da det desværre er blevet forbudt at komme ind i det centrale Inskriptionernes tempel, stedets primære attraktion, må jeg sammen med min bror og to kammerater nøjes med paladset lige overfor på en mindre forhøjning.
Rundt omkring finder vi flotte basrelieffer, hvor symboler og figurer træder svagt frem. Vi forsøger at skabe vores egne drabelige og kryptiske historieteorier ud fra motiverne og tænker med respekt på de forskere, der har viet deres liv til at tyde hieroglyfferne.
Først inden for de seneste årtier har man fået så meget styr på det komplicerede symboler, at man har fundet ud af, hvordan kongerækken så ud i Palenques storhedsperiode fra 499 til 799 e.Kr., hvorefter Janaab' Pakal III sluttede 300 års civilisation.
Efterfølgende har man fundet spor efter få generationer bønders tilstedeværelse, inden hele komplekset blev ædt op af junglen og holdt skjult i næsten et årtusind.
Et grønt jerngreb
Når man betragter det fire etagers høje tårn i centrum af paladset, kan det være svært at forestille sig, at der skulle gå så længe, før Palenque blev genopdaget.
Men når man ser malerier af stedet fra slutningen af 1700-tallet, hvor Antonio Bernasconi tegnede de første kort samt flere af skulpturerne, er det ikke så svært at forstå, hvorfor det har været næsten umuligt at finde spor på civilisation under junglens grønne jerngreb.
Først i 2000 fik det storstilede projekt "The Palenque Mapping Project (PMP)" færdiggjort opmålingerne af hele komplekset. Og resultatet var forbløffende. Mere end fire gange så mange bygninger blev opdaget i forhold til de forrige opmålinger i 1983.
1481 strukturer og mere end 16 lineære kilometer terrasse var målt op. 220 hektar blev fuldstændig gennemgået og et nyt kort skabt på baggrund af imponerende 24.500 punkter på bygninger og topografiske forandringer.
I den forbindelse fandt man den allerstørste bygning i hele Palenque, Escondido-templet, der var med til at cementere, at Palenque havde haft to centre. Da komplekset er så omfattende, er det dog de færreste turister, som når mere end den mest tilgængelige og besøgte del.
Historisk middagslur
For mange informationer kan trætte, så i stedet for at gå på jagt efter Escondido-templet beslutter vi at tage en middagslur i selve paladset.
Vi lokaliserer en halvskjult lille afsats på det øverste plateau, hvor vi lægger vores sweatshirts ud over de kølige, fugtige sten og læner nakken så tilpas langt tilbage, at det føles afslappende, og så vi stadig kan ane den øverste del af Inskriptionernes tempel, der nærmest har junglen som frodig nakkestøtte.
Da vi har tilbragt hele natten i en andenrangsbus fra Playa del Carmen syd for Cancun på Yucatan-halvøen, er det ikke svært at falde i søvn, mens de største flokke af turister vender retur til deres ventende, airconditionerede busser.
Og lad mig slå fast, at en middagslur et historisk sted i unikke rammer slår alle andre former for napperier. Mest fantastisk er dét øjeblik, man slår øjnene op og i et sekund eller to lader sig bilde ind, at man er med i Mel Gibsons "Apokalypto" eller i næste nu forventer at se K'inich Janaab' Pakal I stå med fremstrakte arme og byde en velkommen i sit rige.
Drømmen og tankespindet slutter brat, allerede inden søvnen i øjenkrogene er gnedet bort. En vagt, der taler forbløffende hurtigt spansk, siger godformiddag på en meget hostil dialekt. Åbenbart er det kun de lokale, der må tage sig en beskeden siesta på disse kanter. Han vifter os i hvert fald væk, som var vi malariamyg på hans elskede tacos.
Skideballen er dog det hele værd, og Palenque er uden tvivl et helt fortryllende, magisk sted hvad enten solen indhyller pyramiderne i et gyldent skær eller disen kysser komplekset kælent godmorgen.