Med et tungt lag smog og 32 grader hængende over os kan selv en kilometer føles ret lang med en tungt læsset rygsæk. Efter at have gået i ring, eller firkant om man vil, ender vi tilbage ved udgangspunktet. Det føles, som om alle veje fører mod Zocaloen, så heldigvis spotter vi et hotel, vi havde misset i første ombæring. Bestemt ikke nyt og velholdt, men ganske charmerende. Præcis som Mexico City.
Det mest beskidte ved Mexico City er faktisk luften, da gader og stræder synes forbavsende rene i forhold til de skræk-historier, vi var blevet tudet ørerne fulde af inden afrejsen.
Vi oplever heller ikke dramatiske væbnede overfald ved højlys dag, og efter en uge i hovedstaden må vi konkludere, at det mest destruktive, udover taxichaufførerne, må være den synkende undergrund, der får de gamle bygningsværker til at skråne som det skæve tårn i Pisa.
Især katedralen på El Zocalo kæmper en hård kamp for ikke at synke sammen og drive væk med grundvandet, der også snart er forsvundet. Selv kan man drive med metroen ud til Museo Antropologia, et museum i absolut verdensklasse med udstillinger fra alle forhistoriske æraer og udgravninger fra de fleste pyramider i hele landet. En glimrende introduktion til de mange seværdigheder, som man senere vil stifte bekendtskab med.
Er man ikke just typen, der elsker at gå på opdagelse i mørket, når solen skinner, så er der råd for det. Verdens største by har alt, hvad et turisthjerte banker for: svalende parker, prima museer, spændende latinokvarterer, enorme markeder, smukke pladser og sande perler af bygningsværker.
En strand for os selv
De fleste danskere vil sikkert få brug for at puste lidt ud efter mødet med Mexico City. Også os. Derfor tager vi en natbus til Palenque, hvor vi bliver mødt af en endnu mere kvælende varme.
I den søvnige flække oplever vi for første gang det "autentiske" Mexico med små hvidkalkede huse, hængekøjer overalt og slumrende mænd på fortovet. De velsmagende tacos på de lokale restauranter krydrer vi med Palenques betagende ruiner, der i kraft af de naturlige omgivelser imponerer.
Da logistikken fungerer perfekt i Mexico, suser vi dagen efter videre til Yucatan-halvøen for at slikke sol i Playa del Carmen en times kørsel fra Cancún. Vi slår vores medbragte telt op under et skyggende træ på en campingplads kun 20 meter fra stranden. Egentlig blot for et par dage. Men eftersom stranden er nær perfekt med kridhvidt sand og turkisblåt vand, vælger vi at blive hele to uger. Kun med et uforglemmeligt afbræk til Chichén Itza, hvor Mexicos efter min smags smukkeste pyramide gemmer sig.
"El Castillo" eller slottet, som det ville hedde på dansk, ligger som en stor juvel på en åben plads, hvor Krigernes Tempel og en morbid boldbane støder op til. Smukkest er pyramiden, mest bevægende er historien om boldbanen, hvor det vindende holds kaptajn lod sig halshugge af taberen for at komme direkte i himlen.
Fascineret og en smule skræmt prøver jeg at komme i tanke om, hvordan man udtaler: "Du tabte med vilje" på spansk.
Chiapas uden oprører
Jeg kommer aldrig i tanke om, hvad tabt hedder på spansk. Måske fordi ordet ligger så fjernt fra indtrykket af Mexico. Sejr virker mere oplagt at benytte. Især når man sidder på en tagterrasse med en velsmagende tequila i hånden og nyder endnu en smuk solnedgang over Oaxacas torv.
Byen, hvis navn udtales "wa-ha-ka", ligger som en lille oase i Chiapas-regionens højland. Den region, der dannede rammen om de indfødte indianeres seneste oprør mod den centrale regering i Mexico City.
Indianerne sætter ligeledes deres præg på utallige markeder, der blandt andet byder på kakao, kaffe og tequila af sjældent god kvalitet. Så godt læsset med lidt af hvert til smagsløgene vender vi endnu en gang snuden mod alle metropolers moder.
Gik langs Dødens Vej
De sidste dage bruger vi i og uden for Mexico City, hvor vi ser Teotihuacán pyramiderne, hvis største pyramide størrelsesmæssigt svarer til selve Keops-pyramiden ved Giza i Egypten.
Imponerende og ubeskriveligt. Lungernes totale kollaps, når man endelig bestiger toppen, beskriver bedre end ord, hvor gigantiske bygningsværker vi snakker om. I tidernes morgen, hvilket vil sige år 1200, havde man malet pyramiderne i mørke røde farver, så de strålede som rubiner, når solen stod op. Hvem der bare havde set det syn. Så havde man næsten været villig til at lade sig ofre ved en af de mange ceremonier, der har fundet sted på dette historiske sted.
Rejsens højdepunkt er den tidlige morgenvandring helt alene langs Dødens Vej, en næsten fem kilometer lang rute, hvor man på begge sider har begravet overklassen og præsterne i den engang så prangende by, til Solens og Månens Pyramide, hvor vi fra toppen ser tågen lette over de skræmmende udskæringer af drage- og dyrehoveder.
Efter en lille måned i Mexico er vi heldigvis mere i live end døde. Så med rygsækken og hovedet proppet med oplevelser af enhver kaliber drager vi hjem, mens vi siger: "Hasta la vista, baby! Og på gensyn"
Jeg har hørt meget om Mexico, men at Mellemamerikas største land skulle have så meget at byde på, overrasker mig allerede under turen fra lufthavnen og ind til centrum.
I en hostende bus kører min kæreste og jeg mellem myriader af gule bobletaxier og læssede lastbiler ind mod verdens største plads, El Zocalo, hvorfra vi støver rundt for at lokalisere et billigt hotel.
Efter kort tid erfarer vi, at denne kolossale metropol er mere enorm, end vi havde drømt om. Bare en lille firkant på vores afslørende "ja-vi-er-turister-kort" dækker en kvadratkilometer.