Rock-ikonets berømte fald fra en klatretur på en palme betød, at rullestenenes turné blev afbrudt, fordihan fik hjernerystelse.
Under alle omstændigheder bliver mine to legesyge kammerater i den grad sat på plads af en kvindelig betjent i fuld uniform, da den ene sætter sig tilrette på den andens skulder og begynder at møve sig op af en palmes knastørre og runkne overflade.
Hun overfuser dem, som havde de sat en savklinge mod barken og var begyndt at fælde palmen ved højlys dag. Hun nærmest skriger til dem, at de under ingen omstændigheder må plukke kokosnødder.
Måske gælder der specielle love på det honduranske ø-paradis Roatán. Måske sker der bare ikke så meget kriminelt på stranden, så hun er "nød"-saget til at gøre en dyd ud af at stoppe selv de mindste antrit til uorden.
Hvalerne kommer
Det kan også være, det er, fordi et af de mange funklende krydstogtskibe snart lægger til i nærheden og hælder talrige amerikanere ud i det badekarslunkne vand. I forvejen har nogle lokale knægte fejet stranden, så ikke et sandkorn ligger forkert. Postkort-portrætterne har bestemt gode kår.
Stranden tager sig ud fra sin bedste side denne dag. Og vi konkluderer hurtigt, at det var sandt, da vi på fastlandet fik at vide, at West Bay Beach var billedskøn og bød på det mest fantastisk klare, turkisblå og soppevenlige vand på plus 30 grader.
Der er så lavvandet, at man som en anden leguan kan krybe direkte fra sit badehåndklæde eller liggestol ned i bølgerne, hvis man kan kalde en næsten spejlblank havoverflade det. Allerede få meter fra strandkanten begynder stimerne af eksotiske fisk at svømme zigzag mellem ens ben. Og med snorkleudstyr på gemmer der sig en verden af bizarre farver, former og livsformer i korallerne.
I et par timer har vi paradis for os selv. Så kommer det ventede krydstogtskibs passagerer og indtager stranden, som var de en stime af hvidhvaler. De mere end hundrede hvide liggestole, der har stået ubenyttede, får pludselig lov til at svede, da de velpolstrede turister lægger sig på de knap så polstrede plastiksæder direkte under den snerrende sol. Vi glæder os over palmebladenes skygge, som vi heldigvis gerne må benytte uden at blive overfuset.
Finurlige folk
Der findes mange finurlige lokale på Roatán. Blandt andet Garifuna-folket og de engelsktalende efterkommere af kultursammenstødet mellem briter og caraibere. Efter i lang tid kun at have hørt spansk er det skønt pludselig at kunne føre en samtale på engelsk igen.
Godt nok er flere af disse spøjse fyre skæve som gamle piletræer, som det hører sig til med cannabis og caraibisk blod i årene. Men hvis man selv får tilstrækkeligt med lokal humle, nærmer man sig hinanden gradvist og kan føre en samtale, der hvis ikke er fornuftig så i hvert fald underholdende.
På et tætbefolket, lavloftet værtshus på hovedgaden i West End fester vi løs med disse imødekommende og storsmilende individer, som var det menneskehedens sidste aften.
Reggaerytmer skratter fra et anlæg, der er presset langt ud over det forsvarlige, mens bartenderen laver de mest velsmagende Mojitos. De røres op med mere rom end godt er, når man normalt sluger drinks med sølle to centiliter alkohol. Men af en eller anden grund fortsætter man med at slubre dem i sig natten igennem.
Givetvis på grund af den fantastiske smag, eller fordi de køler i det svedlugtende, bagende varme lokale. Men uden tvivl også, fordi dagen derpå skal foregå under en skyggende palme, mens vi spotter strandede hvaler igen.