Hvis man nogensinde har drømt om at sove i en Alpe-landsby, hvor himlen er naturstridigt blå og græsmarkene tilsvarende grønne, er østrigske Koppl et godt bud. Vi skulle have overnattet i nærliggende Salzburg, men da der ikke var nogen ledige hotelværelser, endte vi i landsbyen med 3000 indbyggere. Det skulle vise sig at være et af den slags tilfælde, man fryder sig over i lang efter.
I de tysktalende lande gælder mottoet "Ordnung muss sein". Der skal være styr på tingene. Rent. Ordentligt. Nydeligt. Det kan man roligt sige gælder for Koppl, hvor en af de lokale står og plukker visne blomsterknopper af ved byskiltet, der har en farvestrålende klynge af blomster hængende på sig. Allerede der får vi indtrykket af, at her er der tale om en by, hvor man ikke smider papir på gaden, laver graffiti eller lader ukrudtet få frie tøjler i haven.
Vi har på forhånd booket et værelse på Gasthof am Riedl, der af uforståelige årsager kun er tildelt tre stjerner på hjemmesiden hotels.com. Udsigten alene burde give fire. Servicen tre og wienerschnitzlen i restauranten tre. Den lokale øl to og det gigantiske værelse mindst et par stykker også.
Nu findes der ikke mange 14-stjernede hoteller, og stedet er da heller ikke luksuriøst. Men modtagelsen af stedets ejer, der bruger en halv time på at give gode råd om vandreture og fortælle om de nærliggende dale, er så hjertevarm og oprigtig, at vi næsten falder bagover efter en kølig kroatisk behandling.
Værelset er enormt. Og som håbet proppet med fyrretræ i form af skabe, skænke, skriveborde og senge. Der er redt op i en alkove til vores datter, der ikke kan få armene ned af begejstring. Og da vi går ud på den store terrasse, har vi selv svært ved det. Vi har for længst glemt, at vi helst ville bo i midten af Salzburg. Det her er det rigtige Østrig med bjerge, bakkeskråninger og så tindrende klare farver, at de næsten blænder.
Lokale hindbærøl
Hotellets ejer fortæller os, at byen har en helt ny legeplads nede bag ved borgercenteret. Der går vi ind, mens vi til stadighed forbløffes over, hvor pertentlige indbyggerne er.
Plænerne er nyklippede. Det samme er hækkene. Ikke et eneste glasskår på cykelsti eller fortov. For ordensnarkomaner er det som at komme i himlen. Og samme effekt har legepladsen på datteren. Hvorfor bygger man ikke den slags legepladser i Danmark? spørger vi misundeligt, efter vores datter har spurtet rundt i glædesrus.
Da vi ankommer, er en gruppe dagplejemødre samlet med deres børn. De nikker alle pænt, selv om vi tydeligvis ikke er lokale. Det var lige før, jeg kunne overveje at blive dagplejefar, hvis man kunne sidde her og lade ungerne boltre sig. Med udsyn til bjerge, bugtende marker og byens ene kirke, der er placeret på en lille bakke midt i byen.
Nu skal det også tilføjes, at vi i de to dage, vi befinder os i byen, er velsignet med det absolut smukkeste sommervejr dette år. 32 grader og en himmel, som ville være blå selv på et sort-hvidt fotografi.
Men man kommer også i godt humør af en kort snak på gebrokkent tysk hos den lokale købmand, der sælger kirsebær- og hindbærøl brygget på lokale bær. Hun ignorerer, at min grammatik er et kludetæppe af kasus, og giver mig gode råd om, hvor byens bedste jægerschnitzel serveres. På vej ud af den hyggelige butik får man smidt et venligt "Grüss Gott" i nakken.
Hils i Koppl
Gud er bestemt også til stede ved Pfarrkirche, hvor der på kirkegården er billeder af de afdøde på stort set samtlige gravsteder. En glimrende idé, som man burde kopiere i Danmark. Det betyder, at vi tilbringer en hel time med at gå rundt på kirkegården og spekulere på, hvilket liv eksempelvis Matthias Bahngruber og hans hustru Anna levede, indtil de kom af dage i henholdsvis 1951 og 1978. På de fleste gravsteder er der også anført titler og profession, hvilket gør det endnu lettere at digte skæbnesvangre historier.
Inde i våbenhuset hænger der to tavler med billeder. Den ene er formet som et kors og har udelukkende portrætter af ældre mennesker. Den anden er en oktagon med billeder af babyer. Og så skal man ikke være ret skarp for at konkludere, at det er nyligt døde og nyligt døbte, der er tale om.
Man føler næsten, man kender ansigterne med alle de glade smil, der kigger ned. På en eller anden måde danner portrætterne tilsammen et billede af livets cyklus. Vi fødes, og vi dør. Så simpelt kan det faktisk skrives. Men indimellem lever vi heldigvis også. Og rejser. Og næste gang, du gør det, så overvej lige, om turen ikke skulle gå forbi Koppl, hvor man får slappet af, tanket op, renset ud og fyldt på.
Det, der ved først øjekast var et tilfældigt navn på en hotelsøgning, skulle vise sig at blive to af de bedste dage på hele rejsen. Så hils mange gange på legepladsen, hos købmanden og ikke mindst på Gasthof am Riedl, hvor du for guds skyld skal bestille en Altbayrisch Dunkel til at skylle den veltilberedte schnitzel og den gennemført appetitlige apfelstrudel ned med.