Enhver storstad med fadøl til blot tre kroner kræver et visit.
Således også den ukrainske hovedstad Kiev, der er blomstret
gevaldigt op efter den berømte orange revolution i 2004 og
afholdningen af Eurovision 2005, hvor fynske Jakob Svejstrup
gæstede den gamle by, der i den tidlige middelalder var en af
Europas fremmeste.
Jeg havde ellers forestillet mig, at man ville ankomme til en grå
og betonkommunistisk storby uden højdepunkter af nogen art.
Sjældent har jeg taget så meget fejl. Kernen i Kiev er Maidan
Nazelezhnosti, Frihedspladsen, der nu udgør selve synonymet på
fredelig revolution. Den er omkranset af utallige bygningsværker,
der vil få de fleste danskere til at miste pusten. Storladne,
grandiose og i arkitektonisk særklasse.
Overalt på pladsen og langs byens centrale boulevard, der som en
hovedpulsåre løber gennem centrum, slentrer især unge mennesker
rundt mellem de mange boder og fortovscaféer, der er fyldt op fra
morgen til aften, altså hvis kulden ikke bliver for strid.
Uden at der nødvendigvis skal gå ølfestival i ferien, så er der
nu noget forunderligt i at kunne gå fra seværdighed til seværdighed
og så stoppe op undervejs og få lidt humle i ganen til at drukne de
mange indtryk med.
Ned i dybet
De fleste historiske steder kan nås på gåben, hvis man bor
centralt, hvilket tilrådes, da forstæderne ikke har oplevet samme
løft. Hører man til de dovne eller gangbesværede kan man dog med
fordel benytte den billige og nemme metro, der byder på lysekroner,
vægmalerier og masser af marmor.
Vælger man metroen, kan man med fordel lade sig transportere ned
til verdens dybeste metrostation, der ligger halvvejs i helvede.
Arsenalna Station er hele 105 under jorden, så har man tendens til
klaustrofobi, bør man nok springe denne seværdighed over.
Hvis man nu alligevel får sig slæbt om bord i de gamle metalbunker, så er det oplagt at køre ud til Ukraines ældste ortodokse kloster, Kyiv-Pechersk Lavra, der blev bygget i 1051.
Det er lige præcis så russisk, undskyld ukrainsk, som freskomalerier, guldtage og spir nu er. Bliver man draget af den specielle atmosfære, bør næste stop være Sankt Sophia katedralen fra 1037. Den er optaget på UNESCO's World Heritage Site, hvilket borger for en vis kvalitet. Er man heldig, kan man overvære munkene holde messe med røgelse, højtidelig korsang og meget alvorlige miner.
På en god søndag kan man desuden sætte sig tilrette på en bænk
og overvære unge brudepar og små pyntede børn blive foreviget foran
de smukke lyseblå mure.
Gode gamle dage
Størstedelen af indbyggerne i Kiev er meget venlige og åbne over
for vesteuropæiske turister, der ikke oversvømmer byen endnu.
Desværre snakker meget få engelsk eller tysk, så kommunikationen
kan halte ret så kraftigt.
Drister man sig til at spørge de lokale om tiden efter den orange revolution, får man ofte et svar, der har lydt enslydende i mange år: "Det var bedre i gamle dage". Selv de unge fremadstormende kapitalister mindes på en forunderlig måde kommunismens storhedstid, til trods for at de aldrig har oplevet den.
Det kan skyldes flere faktorer, men det svar, der oftest kommer, er, at revolutionens vinder, Viktor Jutschenko, ikke helt har holdt sine mange løfter.
- Vi blev lovet en masse forbedringer efter den orange revolution, men intet er blevet opfyldt. Faktisk har det aldrig været dårligere at være handlende eller borger i Ukraine end nu, siger den 23-årige Svetlana Volnova, der har et udskænkningssted på fortovet ved Frihedspladsen.
Hun fortæller, at der efterhånden er daglige demonstrationer,
hvilket en dansk journalist og fotograf naturligvis gerne vil se
ved selvsyn. Derfor gelejder hun os op til parlamentsbygningen, der
befinder sig på en bakketop.
Tjernobyls ofre
På eftermiddagsvandring og demonstrationsjagt omkring parlamentet
støder vi på en gruppe mærkværdigt udseende kvinder. Iført meget
jævne klæder, bedrøvede miner og tørklæder på hovedet. To af de
ældste bærer rundt på et sort-hvidt fotografi af den røde hærs
general under Anden Verdenskrig.
- Vi hylder ham hvert år og har gjort det lige siden krigen. Han var med til at besejre nazisterne, som slog vores forældre ihjel og sendte os i koncentrationslejr, fortæller Marla og Galina Shkura, der er tvillinger og 65 år.
Deres tandløse munde beretter om, hvordan deres barndomshjem, markerne og de nærliggende skove blev brændt af. Lige som deres mor for øvrigt. Da de vendte tilbage til deres fødeby, var der intet tilbage, så hele deres liv har de brugt på at genopbygge det mistede. Og så ville skæbnen, at det hele igen gik tabt, da katastrofen på atomkraftværket Tjernobyl i 1986 gjorde store dele af Ukraine ubeboeligt. Endnu engang måtte de to søstre forlade alt det ingenting, som de ejede.
De to søstre trækker på skuldrene. Sådan er livet. De har såmænd ikke noget imod tyskerne i dag. Ej heller mod kernekraft. De ville blot gerne, at resten af landet i samme omfang fejrede en af de gamle krigere, der vandt den store fædrelandskrig.
Da vi efterfølgende ser en stor gruppe demonstrere mod dårlige
forhold for bønderne i de vestlige regioner, får de ikke helt den
samme opmærksomhed som berettiget. Det forhindrede et uventet møde
med et særegent tvillingepar.
Solid føde
Bliver man flere dage i byen, er det naturligvis nødvendigt med
mere end åndeligt føde. Derfor falder det naturligt at understrege,
at det ikke udelukkende er borsch-suppe og blini-pandekager, man
får serveret i Kiev.
For relativt få kroner kan man spise alverdens internationale retter, hvis man synes, at det ukrainske køkken er lidt for bastant og kedeligt. Men får man slæbt sin kræsne danske krop helt til Ukraine, så kræver det naturligvis, at man kaster sig ud i de kulinariske tilbud. De giver ofte lige så store oplevelser som gamle kirker, lange boulevarder og regeringsbygninger.
Og så kan man jo altid skylle efter med en velskænket fad eller to.