Sig lige Düsseldorf og smag lidt på navnet. Tænker du på fest, farver og fadøl eller Ruhr, Rhinen og rynker? Personligt havde jeg ikke det store kendskab til Nordrhein-Westfalens hovedstad, der blegner lidt i sammenligning med turistmagneterne Hamburg, Berlin, Frankfurt og München.
Den er kendt som konference- og administrationsby, hvilket ikke umiddelbart giver associationer til løjer, spas og udsvævende adfærd. Men billige flybilletter lokkede mig til byen og får mig nu til at anbefale den, hvis man skal have en weekend væk hjemmefra med kortklubben, skal arrangere polterabend eller bare lidt ud og muntre sig med konen.
Da jeg tilbringer en lørdag aften i den gamle bydel, Altstadt,
der er kendt og berygtet for sine 300 ølstuer og barer, forbløffes
jeg over, hvor meget knald der er på begivenhederne. Sådan har jeg
aldrig set tyskerne give den gas før.
Da jeg på vej i flyveren læste, at det var verdens længste bargade,
havde jeg som nordjyde med det store kørekort til Jomfru Ane Gade i
Aalborg svært ved at tro, at det kunne matche Danmarks festgade
nummer ét. Allerede efter et kvarter i udkanten af Altstadt er jeg
ved at tabe næse og mund.
Det kan godt være, at Tyskland denne sommer har været ramt af fodboldfeber, men antallet af mennesker i byen er nærmest skræmmende. De drikker ikke bare den lokale Altbier. De drukner den med en determination, som imponerer en relativt inkarneret øl-nyder.
Resultatet udebliver ikke. Så løsslupne og imødekommende tror jeg aldrig, jeg har oplevet tyskere før. Jeg falder i snak med en del af de mange polterabend-selskaber og alene det faktum, at jeg kan tale tysk til fuldemandsbehov, imponerer dem. Polterabend er et tysk ord, der kommer af at larme og buldre (poltern), og det skal jeg sandt for dyden love for, at de lokale undersvende tager bogstaveligt.
De synger slagsange, hvis omkvæd jeg forstår, men ikke bør oversætte for læserne. Jeg kan dog afsløre så meget, at ordene "ficken" og "möse" synes at gå igen, selv om de tungekyssende, mandlige kammerater sender lidt modvisende signaler.
Polterabend-hovedstad
Med så mange mennesker og farligt høje alkoholprocenter farer man let vild. Eller bliver væk fra flokken. Derfor har både de mandlige og kvindelige polterabend-selskaber ens tøj på, så de kan spotte gruppen i mængden. Jeg støder både ind i feer, alfer, hære af mænd i lederhosen og mere distingverede, hvidskjortede selskaber.
Da jeg snakker med en mandlig og kvindelig gruppe, der er løbet ind i hinanden, fortæller dem, jeg snakker med, samstemmede, at Düsseldorf er polterabend-hovedstaden i Tyskland. Da jeg når 50, stopper jeg med at ænse, hvor mange polterabendselskaber, jeg passerer. Men så ser jeg en gruppe fakkelbærende mænd i grønne uniformer, der får mig til at spærre øjnene op. Der er mindst 100 mand i gruppen, og da de passerer forbi de mange barer og junkfood-steder, imponerer det de unge. To piger rækker en flaske med rosé frem mod optoget, uden at nogen napper den. Men så springer én af mændene ud af geleddet og griber flasken. Han tager en mandfolkeslurk, men hans optoget fortsætter. Han tager en tår til for en sikkerheds skyld, inden han løber frem for at finde sin plads igen. Alle, der ser det, smiler over optrinnet og understreger den venlige stemning.
Det er svært at begribe, at Düsseldorf nærmest blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig. I dag er de eneste bomber de iskolde "Jäger"-bomber, der nok giver tømmermænd, men ikke lægger hele kvarterer øde.
Ølhunden glammer
Altstadt ligger helt ned til havnefronten eller flodfronten, som det retteligt er, hvor restauranterne også ligger på stribe. Selv en overskyet, regnvejrstruende sommeraften i juli er det umuligt at gætte på, hvor mange tusind mennesker, der opholder sig inden for en kilometer. 5000 er lige så godt et bud som 10.000.
Mange af dem ankommer med båd fra den modsatte side af Rhinen, hvor der på dette tidspunkt befinder sig et gigantisk tivoli. De farvestrålende og oplyste både lever godt op til sild i tønde-ordsproget, og det undrer, at de strikse tyske myndigheder ikke har forbudt de overfyldte skibe.
Stemningen lider ikke under de mange gæster om bord. Snarere tværtimod. De festende skråler med på sangen "Who Let the Dogs Out", så gæsterne på molen vender sig om. Jeg står og tænker, hvorfor de ikke har eftersynkroniseret sangen og synger "Wer ließ die Hunde aus".
Det er umuligt at vide, hvordan Altstadt tager sig ud en råkold novemberaften. Men jeg er alligevel frisk på at vende tilbage og se, om den enorme julifest var et enkeltstående tilfælde.