Simon Staun
Foto: Simon Staun

Konstanz har bevaret magien

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. I forhold til vores tætteste nabo - i hvert fald geografisk - har jeg måttet sluge mange kameler det seneste år.

Siden min barndoms bilferier til Tyskland har jeg stædigt forsvoret, at jeg nogensinde ville tilbringe en brøkdel af sommerferien i dette blomsterfyldte, ufatteligt strukturede, kronisk velholdte og gennempertentlige land.

25 år senere er det præcis nogle af de vægtigste argumenter for, hvorfor jeg i den grad anser mig selv som begejstret rejseambassadør for vores mægtige storebror mod syd.

Jeg aner ikke, om der er et bestemt gen, der gør mig helt svag i koderne, når jeg ankommer til en by, hvor man skal lede med lup efter graffiti og antydningen at henkastet affald. Men i den billedskønne sydtyske by Konstanz svæver jeg næsten rundt mellem de smukt restaurerede bygninger, hvoraf hovedparten har store, detaljerede malerier på facaderne.

Traditionen er mange århundreder gammel og gør en vandretur i den gamle midtby ekstremt interessant, fordi man hurtigt kan snuse de ældste bygninger op, men også ofte se på malerierne, hvad husets oprindelige funktion var. Der er nemlig malerier af fiskere, bagere, smede, bryggere og stort alle tænkelige hverv fra middelalderen.

Et livsvigtigt naboskab

Mange malerier er naturligvis reproduktioner, men enkelte kan dateres tilbage til 1300-tallet, hvor byen sprudlede og hørte direkte under den tysk-romerske kejser.

Især i begyndelsen af 1400-tallet skete der mange historiske ting i byen. Ved koncilet fra 1414 til 1418 forsøgte man at bilægge det store skisma inden for de vestlige kirker. Det var under disse forsamlinger, at den tjekkiske reformator og filosof Jan Hus blev dømt til døden for sine påståede kætterske aktiviteter. Han blev brændt på bål i 1415 og er i dag hyldet med en mindeplade på det hus, han boede i under rettergangen.

Bygningen, hvor kardinalerne mødtes, ligger stadig ved havnefronten. Det er den gigantiske Konzilgebäude, der i 1388 blev bygget som varelager. Efter de kirkelige råd blev bygningen igen brugt som lager, og siden 1912 har der været restaurant og kongrescenter i den ultrahistoriske kæmpe.
At Konzilgebäude og de fleste øvrige 600-800 år gamle huse stadig står, skyldes ikke mindst det faktum, at Konstanz ligger på grænsen til Schweiz og smelter sammen med den schweiziske by Kreutzlingen.

Det naboskab var medvirkende til at redde byen fra de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig, da indbyggerne lod alle lys være tændt, så piloterne troede, de fløj ind over Schweiz. Den snilde idé kan man så fryde sig over, mens man gransker Konstanz bid for bid. Gavlmaleri for gavlmaleri.