- Skal vi bo på et rigtigt slot? Wauw!
Jeg var ved at falde bagover, da min kone viste mig hjemmesiden til Altes Schloss, hvor hun netop havde booket værelser. Det lignede kulisserne fra en film om Prins Valiant eller noget fra et Brødrene Grimm-eventyr.
Det knap 1000 år gamle slot ligger majestætisk på en bakketop i Schwarzwald med udsigt ud over den smukke kurby Baden Baden og lavlandet "Oberrheinische Tiefebene" for foden af "den sorte skov", som faktisk er temmelig grøn.
Den øverste del af slottet blev opført omkring år 1100 af Hermann II. Markgraf. Dengang blev det kaldt en borg, hvilket det ret beset også må have været, når man se, hvor og hvordan det er bygget på ufremkommelige og stejle klippevægge.
Først 300 år senere blev den nederste del af slottet føjet til. For sølle 180 år siden kom den sidste etape, der i dag tæller en restaurant med ubegribelig smuk udsigt og stemningsfyldte lokaler med rustninger, gamle stamtavler og tegninger af slottets forskellige stadier.
I den ene ende gemmer der sig desuden fire rummelige værelser med romantiske himmelsenge og tunge, mørke træmøbler. Der skal vi sove som de eneste gæster med hele slottet for os selv.
En kølig velsignelse
Da vi ankommer til Altes Schloss, er der 34 grader varmt og helt igennem ulideligt at opholde sig i den lille gårdhave tæt på Altes Schloss' ubevogtede indgang.
Det er helt usædvanligt gratis at besøge slottet, der i mere end 300 år har været en turistattraktion. Når man undersøger de efterhånden utydelige inskriptioner rundt om på murene, kan man finde autografer og graffiti helt tilbage fra 1700-tallet, hvor især franske turister kom forbi den allerede dengang gamle attraktion.
Inden vi for alvor skal på opdagelse rundt på slottets mange niveauer, skal vi lige tanke op i den hyggelige restaurant, hvis gårdhave føles som en sauna i solen. Det bliver dog aldrig så varmt, at et par velvoksne Löwenbräu ikke kan sænke temperaturen et par grader.
De fordamper dog nærmest hurtigere, end man kan nå at hælde dem indenbords, så vi beslutter os for at tjekke slottets nederste del ud med det samme. Allerede på vej op mod de tykke mure ved indgangen kan man mærke en sval brise glide hen over fødderne. Da vi træder ind i mørket, er det som at gå direkte ind i et mørktlagt køleskab. Hvilken velsignelse!
Vi står i et par minutter og køler af, inden vi fortsætter op mod den øverste del af slottet, hvor panoramaudsigten er fænomenal.
Denne dag kan man uden problemer se 60-80 kilometer væk på grund af det flade lavland. I horisonten kan man se omridset af to atomkraftværker, der må være mindst 100 kilometer væk. Man kan sagtens forestille sig, i hvor god tid man har kunnet spotte fjender på vej mod territoriet Markgrafschaft Baden, der fra 1112 og frem til 1535 var en del af det Tysk-Romerske Rige.
Vi tilbringer hele eftermiddagen med at vandre rundt på ruinerne. Efter en solid omgang wienerschnitzel mit pommes vender vi tilbage hen under aften for at se solnedgangen fra et udkigspunkt bagved slottets øverste tårn og udkigspost. Lyn hagler ned over horisonten, og himlen ændrer konstant farve i det fjerne.
Alligevel er her helt tyst, og selv om vi tydeligt kan se tusindvis af lys fra bygningerne i Baden Baden og lige så mange bil- og lastbillygter blinke gennem landskabet, hører vi ikke andet end tordenen, der langsomt men sikkert nærmer sig.
Tordenvejr og brombærvin
Lynene kommer snart lidt for tæt på, så vi løber ned gennem skoven til vores gemakker, hvorfra vi kan sidde i læ og nyde et bombardement af en anden verden, mens duften af nyfalden regn spreder sig. Vi skyller ned med slottets hjemmelavede brombærvin i en fornem gammel apotekerflaske til blot 70 kroner flasken. Mums. Bedre bliver det ikke.
Helhedsindtrykket bliver heller ikke dårligere af de komfortable senge, hvis kridhvide lagner en af de ansatte sad og dampede, da vi ankom. Selv om værelserne "kun" er 180 år gamle, gibber det alligevel i os, da de ansatte efter lukketid kører bort fra slottet, og vi ved, at vi er helt alene indtil næste morgen. Det sætter virkelig fantasien i gang, og det er ikke svært at forestille sig én af de knap 30 Markgraf-regenter gå igen.
Det er Peter Zorn, der sammen med sin familie har drevet restaurant og minihotel på Altes Schloss i 25 år. Flere gæster har spurgt ham, hvorfor værelserne er så håbløst umoderne.
- Det skal lige præcis ikke være moderne og luksuriøst. Meningen er netop, at omgivelserne skal fremstå gammeldags, så det stemmer overens med slottet. Det passer mig bedst sådan, og sådan er der forhåbentlig også nogle gæster, der har det, konstaterer Peter Zorn.
Han er selv stået tidligt op og kørt fra Baden Baden til slottet for at lave morgenmad til vores familie på fem. Perfekt blødkogte æg, nybrygget kaffe og rustninger er en kombination, der er svær at hamle op med.
At overnatte på et slotsværelse er bestemt 550 kroner værd. Udsigten alene burde koste mere, og tager man med i betragtningen, at man ud over værelsesnøglen får udleveret en nøgle til slottets hovedport, så man kan gå på opdagelse mutters alene, er det den rene foræring.
Derudover er Peter Zorn og hans 25-årige datter, der har tilbragt det meste af sit liv på slottet, så umanerligt venlige, at man i den grad får lyst til at vende tilbage.
Inden vi tager afsked, forærer Peter Zorn mig en ordentlig moppedreng af en bog om de tyske slotte og borge.
- Den er fra 2009, så den er alligevel for gammel, konstaterer han med et grin.
Bøger om slotte og den ægte vare er åbenbart forskellige størrelser.