Mere end 1,3 millioner turister besøger årligt det sydtyske Schloss Neuschwanstein, der er en af Tysklands mest besøgte attraktioner. Det forstår man godt, når man endelig befinder sig oven for slottet på en gangbro og skuer ned på de talrige tårne, de betagende altaner og de hundredvis af vinduer.
For at nyde den suveræne udsigt over det berømte slot og det flade, frodige landskab bag det, skal man først finde vej fra landsbyen Hohenschwangau, hvor der sælges adgangsbilletter til slottet.
Selv på en regnvejrsdag, hvor man kunne havde håbet, at folk blev hjemme, er indkøbet af en billet den mest krævende procedure, jeg til dato har været udsat for på en turistattraktion i noget europæisk land. Måske endda noget som helst land.
Hvis man vil ind på slottet, kræver det nemlig, at man deltager på en guidet tur. Jeg forstår tysk, men er ikke længere så skarp, at jeg tør kaste mig ud i en tyskguidet rundvisning. Den hollandske springer jeg også pænt over, hvilket betyder, at jeg skal vente tre timer på den næste engelske tur. Som oven i købet er en time forsinket.
Forpustet af udsigten
Selv om jeg kan forsøde ventetiden med Bier vom Fass og Bratwurst, er fire timer alt for længe at dandere den i regnvejr. Jeg beslutter mig i stedet for, at jeg kun vil se slottet udefra, hvilket alt andet lige må være ret imponerende.
Men uden billet til en guidet tur kan man ikke køre med busserne, der kører i pendulfart til slottet to-tre kilometer borte. Der er muligheden for en hestevogn tilbage. Det koster spidsen af en jetjager, derfor begynder jeg at vandre og halvjogge op ad den meget stejle og snoede vej, der på billetkontoret er angivet til at tage 45-60 minutter at tilbagelægge til fods.
Jeg klarer det på et kvarter, hvilket sikrer mig en gennemblødt trøje og adskillige måbende blikke fra de mange japanske og kinesiske turister, der nyder turen komfortabelt siddende i hestevogn og bus.
Man kan komme ind i en slotsgård ved hovedindgangen uden billet, men der er allerede proppet med turister, så jeg haster videre til en gangbro yderlige et kvarters intens vandring væk. Det fortryder jeg ikke. Udsigten fra Marienbrücke gør mig mere forpustet end turen derop.
Ville købe Afghanistan
Ikke nok med, at man kan se, hvad jeg vil gætte på er 60-70 kilometer væk, så er Neuschwanstein større, end jeg nogensinde havde troet. Det er gigantisk. Jeg havde håbet på solskin og klart vejr, som man altid ser på postkortene, men der er faktisk også noget smukt over de truende, dystre skyer, der indhyller udsigten og slottet.
De truende skyer passer godt til slottets besynderlige historie, der har den bayerske kong Ludwig II som omgangspunkt. Han forsøgte forgæves at købe Costa Rica, Mallorca og sågar Afghanistan, fordi han var utilfreds med sin indskrænkede magt. Det lykkedes ikke, så han måtte forblive i Bayern, hvilket satte gang i tankerne om et mageløst slot.
Det skulle vise sig at blive en yderst dyr fornøjelse. I 1886 er kongens gæld mere end 20 millioner rigsmark, og der er ingen udsigt til, at Bayerns indkomster kan betale gælden. Regeringen beslutter samme år at afsætte kongen på grund af sindssyge, og blot to dage senere dør han under en gåtur. De faktiske omstændigheder ved kongens død er aldrig blevet opklaret, hvilket ikke gør historien om ham og hans eventyrslot mindre interessant.
Efter kong Ludwig II's død besluttede den bayerske regering at åbne Neuschwanstein for offentligheden. Formålet med åbningen var at bevise kongens galskab. Reaktionerne var ikke som ventet. I stedet for at blive forarget over den enorme gæld, kongen oparbejdede for at bygge slottet, blev gæsterne så fascinerede, at besøgstallet eksploderede, og entreindtægterne fra slottet betalte kongens gæld i løbet af få år.