Kæmpe isflager banker mod skroget på turistbåden, som møjsommeligt pløjer sig gennem Elben, der minder mere om en kold gang havregrød end en flod denne vinterdag. Det lyder faretruende, hver gang et af de helt store stykker får kaffen til at skvulpe på bordene under det gennemsigtige tag. Guiden tager det helt roligt. Faktisk ser han ud til at nyde det i fulde drag.
- Jeg elsker lyden af is mod skroget om morgenen, udbryder han, som var han med i en krigsfilm.
Han kender tilsyneladende alt til Hamburgs gigantiske havneområde, hvor mere end 600 fartøjer i alverdens størrelser og forfatninger kæmper om turisternes gunst i højssæsonen.
Dette er så bestemt ikke højsæson, medmindre man er vinterbader.
Og er man det, skal man vælge sin rute med omhu, da man ellers
risikerer at blive torpederet af et 300 meter langt containerskib
under liberiansk flag, når det pløjer sig gennem den meter 15 dybe
Elben, der for 100 år siden blot havde seks meter til den mudrede
bund.
Tænder man på gigantiske kraner og endeløse stabler af containere,
er havnerundfart uden for sæsonen til gengæld lige sagen.
680 barer
Mere end 10 millioner containere ryger gennem havnen om året, hvilket gør den til Europas næsttravleste efter Rotterdam. Dog er antallet af fiskerbåde faldet betragteligt.
- Idyllen er på sin vis forduftet, så man skal stå meget tidligt op om morgenen, hvis man vi se fiskerbådene aflevere nattens fangst på fiskemarkedet, siger guiden.
Men selv om flertallet af fiskebåde er forduftet, kan det faktisk være betagende at sejle helt tæt på de gigantiske skibe, der set nede fra flodoverfladen tager pusten fra én. De største af dem kan tage
10.000 containere. Altså af den størrelse, der kræver en lastbil pr. styk.
For blot 20 år siden tog det et femmandssjak otte timer at få én container fragtet fra dækket og ned på en lastbil. I dag klarer en kran dobbelt så høj Rundetårn det samme på tre minutter. Hvilket naturligvis betyder, at de mere end 100.000 daglejere fra dengang har fundet andre græsgange. Måske drikker de tæt på én af St. Paulis nærliggende 680 barer. Måske er de blevet alfonser på Reeperbahn eller Grosse Freiheit. Måske er de fuldtids fodboldfans for legendariske FC St. Pauli? Måske alle tre ting?
Antifascistiske fans
FC St. Paulis stadion Millerntor har plads til 22.000 tilskuere. Interessen for klubbens hjemmekampe illustreres meget godt af, at der sælges 17.000 årskort. Kan man ikke komme til en kamp, må man gerne bytte billetten væk. For en øl. Hverken mere eller mindre. Og helst den lokale bryg Astra.
Præsidenten er bøsse og sandsynligvis den eneste homoseksuelle klubpræsident for en europæisk klub af den størrelse. Men det vækker på ingen måde opsigt i en klub, hvor de mest trofaste fans er punkere, anarkister, antisexister og antifascister.
Når holdet løber på banen, akkompagneres de af AC/DC's "Hells' Bells", og når de scorer, går publikum amok til Blurs "Song 2". Det er lige til at komme i godt humør af. Men har man tænkt at fejre en sejr med striptease, skal man i dén grad kigge sig godt om, inden man byder pigerne på noget at drikke på nærliggende Reeperbahn, der kaldes "Die Geile Meile". Den liderlige mil.
Verdens dyreste juice
Uden for de farverige etablissementer på Reeperbahn griber vindblæste, blånæsede frakkeklædte dørmænd fat i forbipasserende i desperate forsøg på at hverve
kunder, der vil nyde en gang borddans. Men man skal være på vagt, da man hurtigt får brugt flere hundrede euro, hvis ikke man er opmærksom. Hvilket rigtig mange ikke er, når de drister sig til at gå på stripklub.
En flaske Asti koster 350 euro, så der blinker alarmlamperne som
stroboskoplys. Men hvis man i fuldskab eller kådhed hopper på
pigernes forklaring om, at de hellere vil have noget billigt,
appelsinjuice for eksempel, så kommer tegnebogen til at gløde som
et bål til sankthans. Næstefter champagne er appelsinjuice med en
pris på 40 euro for to deciliter det dyreste på menukortet, og for
en liter juice, der normalt står i en flad 10-krone, ender man
således med at betale 1500-1600 kroner. Skål!