Fra tagterrassen på vores hotel i det historiske Sultanahmet-kvarter i Istanbul kan vi se både Den Blå Moské og Hagia Sophia, der i et helt årtusind var verdens største kirke.
Det var den, indtil hovedstaden Konstantinopel i det østromerske rige blev erobret af osmannerne i 1453, hvorefter kirken blev omdannet til moské og alle kristne motiver overmalet eller fjernet.
I dag er den byzantiske bygning hjemsted for et af verdens mest spektakulære museer, der sagtens kan fortære flere dage af opholdet i Istanbul, hvis man skal have en chance for at indfange det hele.
Minareterne omkring de to giganter skyder op mellem byens relativt lave huse - i hvert de ældre bygninger - der typisk ikke når over fem-seks etager på grund af faren for jordskælv. Vi kan tælle de første syv moskéer fra taget, og det er endda kun dem, der størrelsesmæssigt er i familie med de største danske katedraler eller større. De tre absolutte sværvægtere, Den Blå Moské, Hagia Sophia og Suleyman Moskéen, er umulige at overse og forbigå under opholdet.
Efter at have siddet og beundret solnedgangen over de mange minareter og de gigantiske kupler fra en fiskerestaurant på syvende etage, hopper vi i seng for at sove os klar til at tage den helt store moské-maraton dagen derpå.
Det er både godt og skidt, at fredag er vores første "rigtige" dag i Istanbul, da det er islams ugentlige helligdag og hviledag. Godt, fordi de vælter ind med både mænd og kvinder, der skal bede i de enorme rum. Skidt, fordi der indimellem er så sort af mennesker, at man næsten får klaustrofobi. Det kan dog afbødes, hvis man vælger sine besøgstider med omhu. Og hen under aften er det største rykind overstået, så en skøn ro sænker sig over Den Blå Moské.
En række kvinder og deres børn venter uden for moskéen på mændene, der tager sig god tid til at takke Allah. Kvinderne er ikke forment adgang, men har deres egen afdeling bagest i moskéen, hvor de kan bede. Til gengæld ser det ikke ud til, at mændene er lige så villige til at passe børnene, hvilket kunne være en del af forklaringen på fordelingen.
Selv om man fiser rundt og tager billeder, virker alle meget afslappede. Enkelte spørger, hvor man kommer fra, mens de fleste ikke registrerer det, så længe man ikke smækker sit kamera direkte op i fjæset på en vildt fremmed.
Skår i glæden
Dagen efter, hvor der er langt færre besøgende, finder jeg mig en plads i skyggen, hvorfra jeg kan betragte de mange mænd, der vasker hænder, ansigt og fødder, inden de entrerer moskéen.
Jeg har set tusinder af mænd vaske sig i svømme- og sportshaller i mit liv. Men aldrig så nænsomt og rituelt som her. Det er de samme bevægelser og retninger hænder og fødder rengøres med hos alle mænd, der aldersmæssigt spænder lige fra teenagere med hættetrøjer til pensionister med jakkesæt og uldne, ternede veste.
Senere får jeg snakket med en familie fra et af Istanbuls yderkvarterer. Jeg ser først familiens seksårige søn Omar, der løber rundt i et bedårende kostume, der får ham til at minde om en miniudgave af en osmannisk sultan. De hvide fjer flagrer rundt, når han løber i den store atriumgård. Da faren fortæller mig årsagen til den fascinerende dragt, imponerer hans energi endnu mere.
- Ja, han blev omskåret i går. Det er derfor, han har sit fine kostume på. I dag er der fest, i går var det ikke helt så sjovt. Det er en fast tradition, siger han med et skævt og stolt smil.
Han taler ikke engelsk, og det er derfor en ung tililende mand, der hjælper med at oversætte. Han forklarer mig, at familien er meget beæret over, at jeg viser deres søn interesse. Jeg er lige så stolt over at få taget et billede sammen med den stolte lille sultan.
Da familien forsvinder ind i moskéen, griber min spontantolk fat i mig. Han tilbyder mig at tage min kone og mig med på sin fætters restaurant. Bagefter vil han vise os sin samling af tæpper. Men efter to dage i Sultanahmet-kvarteret er tæpper nogenlunde det sidste, man har lyst til at se på efter fyraften som turist.
Jeg takker for hans hjælp med at oversætte, men takker bestemt nej til en køretur til restauranten, der ligger "meget tæt på", men alligevel er aldeles umulig at nå til fods.
Uden for moskéerne er det de lokale, der driver rovdrift på turisterne og ikke omvendt. Alle hiver og trækker i en og tilbyder et uforpligtende kig især på håndvævede tæpper. Men man skal være ubeskrivelig naiv, hvis man tror, at der findes et uforpligtende kig. Talegaverne er i særklasse, og mange generationers salgsteknik er nedarvet som hårfarven og de brune, overbevisende øjne. Men man kan forsikre sig om, at når man først sidder i butikken, slipper man ikke derfra uden mindst et lille tæppe til entréen.
Højtlønnet skopudser
Skopudserne er også snedige. På vej over broen mod forretningskvarteret Taksim taber en ung mand sin børste, da han passerer mig. Jeg samler den op pr. refleks og rækker den til ham.
- Mange tak, udbryder han og sætter sig på hug.
- Please, be my guest, siger han og kaster sig over mine sandaler, inden jeg når at sige fra eller til.
Sandalerne blev pudset få timer tidligere ved Suleyman-moskéen, hvor en vandsælger med en sidegesjæft som skopudser kastede sig over mig, mens jeg tjekkede byttepengene. Nå, men skopudser nummer to er færdig efter halvandet minut og udbryder uden tøven:
- 10 euro, tak!
Jeg ser forundret på ham. Jeg havde måske ikke forventet, at jeg ville slippe uden betaling, men den nævnte pris nærmer sig en timeløn på 4000 kroner. Jeg foreslår ham, at han får en enkelt euro, men pludselig har han en dyr øjenoperation, der er yderst nødvendig og presserende. Vi "enes" om to euro, hvilket han i hvert fald kan købe en hel bøtte lædercreme for.
På vej tilbage over samme bro tre timer senere går en ung mand forbi mig med sit transportable pudsekit. Han taber uheldigvis sin børste, lige da vi krydser hinanden. Jeg smiler til ham, da jeg går resolut forbi ham med mine stadig skinnende sandaler og lader ham bøje sig ned for selv at samle den op.