Rutebilstationen i Transnistriens hovedstad
Tiraspol er en række slidte bænke under et simpelt halvtag.
Unægtelig lidt pauver sammenlignet med togstationen for enden af
pladsen, der springer i øjnene med sin nymalede, knaldgule og
sovjetpompøse facade.
Jeg har aftalt at mødes klokken 12 med min lokale guide Tatiana, som skal vise mig rundt i hovedstaden, hvor man ikke kommer langt på egen hånd. Både på grund af de strikse regler for turister, men i særdeleshed også på grund af sproglige udfordringer.
Hun ankommer på aftalt tid og giver et solidt håndtryk. Derefter spørger hun, om hun må guide på tysk, da hendes engelsk ikke er så godt.
Mit tysk er rustent som skruerne under halvtaget, så jeg foreslår, at vi gør det på halvt engelsk halvt tysk.
- Jeg har studeret i Tyskland, derfor er mit tyske bedre end mit engelske, fortæller Tatiana, mens vi forlader busstationen og bevæger os ned mod første stop på ruten, en ortodoks kirke med skinnende guldkupler.
Hun er i færd med at forklare om kirken, da hun pludselig slår over i russisk. Efter et kort øjeblik forklarer hun hvorfor.
- Vi passerede et par betjente, og der er ingen grund til at vække opmærksomhed. Det kan tage lang tid at få lov at gå videre, hvis først de begynder at tjekke dokumentation og undersøge stempler i dit pas. Eller kræver en forklaring på, hvad jeg laver sammen med dig, forklarer Tatiana.
Jeg nikker og lover at være opmærksom.
120 kroner i husleje
Vi går gennem et nedslidt boligkvarter, hvor hovedparten af blokkene er på 15-20 etager. Det er årtier siden, at facaderne har fået maling, og den klassiske sovjetarkitektur ser i forvejen ikke just tiltrækkende ud med truende, sorte skyer i baggrunden.
Tatiana bor i en ejendom som disse i et andet kvarter. Jeg spørger, hvor meget hun giver i husleje. Svaret falder prompte:
- 50 dollar om måneden. For en lejlighed med stue, køkken, bad og et soveværelse. Det lyder utrolig billigt for en vesteuropæer, men så skal du også vide, at jeg blot tjener 200 dollar om måneden på mit job som skolelærer, siger Tatiana.
Hun drømmer om at flytte tilbage til Tyskland for at undervise. Eller den tysktalende del af Schweiz, hvor hendes tvillingesøster bor med sin forlovede.
- Selvfølgelig betyder lønnen og livskvaliteten meget, men som lærer i Transnistrien er jeg også frustreret over den ekstreme mængde bureaukrati. Det er nærmest umuligt at få lavet noget, fordi alt handler om kontrol. Da jeg studerede og arbejdede i Tyskland, var der også kontrol. Men det handlede mere om kvaliteten af min undervisning og ikke om, hvorvidt jeg sagde noget, som regeringen ikke brød sig om, siger Tatiana.
Hun spørger, om jeg har set tegnefilmen med Asterix og Obelix i Rom, hvor de suser fra kontor til kontor, indtil de får et mentalt kollaps.
-Transnistrien er på samme måde. Man kan bruge dagevis på at gå fra kontor til kontor, hvor de alligevel ikke kan hjælpe og sender en videre i en uendelighed. At gå på posthuset eller betale en regning i Tyskland var nærmest en fornøjelse sammenlignet med her, siger hun og smiler opgivende.
Russisk storebror
Vi stopper op foran en enorm bygning med grøntsagsbilleder på facaden. Det er et supermarked, men da Tatiana var barn, var det landets største tekstilfabrik. Og den ene af blot to i hele Transnistrien. Hendes bedstemor arbejdede der det meste af sit liv som syerske.
- I dag kan man købe mange, åh, hvad er det nu, grøntsager
hedder på engelsk, siger hun på tysk.
Jeg fortæller hende, at de hedder "vegetables". Hun smager på
ordet og konstaterer, at "gemüse" er et flottere ord og i øvrigt
nemmere at udtale.
Det er altid spændende at gå på opdagelse i supermarkeder i
fremmede lande. Det giver et godt indblik i levestandarden og
hvilke varer, der importeres. Rigtig mange varer stammer fra
Ukraine. Syltetøj, saftevand og chokolade.
Jeg siger til Tatiana, at jeg til enhver tid hellere vil spise
ukrainsk chokolade end russisk. Og ikke på grund af smagen,
forstås. Lidt for højt åbenbart. Tatianas venlige blik skifter
karakter på en brøkdel af et sekund.
Venligt, men yderst bestemt fortæller hun, at jeg helst ikke skal
udbasunere min pro-ukrainske holdning offentligt. Selv om der ikke
vrimler med engelsktalende transnistriere, er situationen den, at
hovedparten af indbyggerne er ekstremt pro-russiske. I en grad så
frygten for en ny krig mellem Transnistrien og det vestligt
orienterede Moldova konstant ulmer.
- Jeg er tilhænger af, at vi skal vende os mod vest, men den holdning deler jeg ikke med mange landsmænd. Mange i Transnistrien ser Rusland som vores højtelskede storebror, og familien betyder meget. Derfor ville de fleste helt sikkert kæmpe på russernes side, hvis det kom til væbnede kampe som i Østukraine. Altså mellem Transnistrien og Moldova, siger hun alvorligt.
For en vesteuropæer er det umuligt at høre forskel på moldovisk og den russiske dialekt i Transnistrien. Det er det naturligvis ikke for lokale.
- Når jeg er i Moldova, får jeg mange hadefulde blikke. Jeg
føler mig ikke direkte truet, men det er tydeligt, at der er tale
om reelt fjendskab og ikke almindeligt nabo-drilleri som mellem
Danmark og Sverige. Af samme grund har jeg heller aldrig besøgt
Ukraine, selv om jeg har ukrainsk pas. Transnistrien
er på russernes side, og det siger næsten sig selv, at det ikke
vækker begejstring i Ukraine, konstaterer Tatiana.
Tatianas familie er splittet og spredt som mange familier i
Transnistrien. Hendes far arbejder og bor i Rusland,
hendes mor bor i Tiraspol, mens hendes anden ældre søster lever i
Moskva.
- Når man får en månedsløn på 200 dollar, siger det sig selv, at mange gerne flytter langt væk for at tjene mere. I mit tilfælde blev det Tyskland, fordi vi lærte tysk og ikke engelsk i skolen. Det er et levn fra Anden Verdenskrig og de efterfølgende årtier, hvor man mente, at tysk var vigtigere end engelsk. Derfor er der enormt mange både fra Ukraine, Moldova og Transnistrien, der flytter til Tyskland, siger Tatiana.
Hun drømmer også om at stifte familie med en tysk mand. En lokal mand anser hun for urealistisk.
- Mændene i Transnistrien er ofte truende og nedladende både over for kvinder og andre mænd. Mange af dem drikker for meget og er generelt aggressive. På den front er vi også inspireret af Rusland, siger hun og kommer til at grine, inden vi træder ind i endnu en ortodoks kirke.
Her tænder hun lys foran et ikon med Jesus på korset. Hun
fortæller, at hun gør det for at mindes afdøde personer.
Hun stikker mig et lys og opfordrer mig til at gøre det samme. Et
spinkelt lys flammer op for min kære mormor Ellen, der sikkert
aldrig havde drømt om at blive mindet i en ortodoks kirke i
Transnistrien.
Et sødt par
I centrum gemmer der sig flere gigantiske tomme fabrikker, hvor der må have arbejdet tusinder og måske endda titusinder før Sovjetunionens kollaps. Det ville være fantastisk at gå på opdagelse i en af dem, men alene spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt, får Tatiana til at himle med øjnene.
- Jeg har aldrig haft turister, der ville ind og se en lukket fabrik. Har du tænkt dig at skrive om lukkede fabrikker?Det er der da ingen, der gider læse om, undrer hun sig, mens vi spadserer ned ad Strada Karl Marx.
I stedet viser hun os byens grøntsagsmarked, Piata Verde, hvor
lokale kvinder sælger grøntsager til rene foræringspriser. Vi
stopper op hos en ældre dame, der minder om min mormor, som jeg nu
ser for mig overalt. Jeg spørger hende, hvilke grøntsager hun
sælger, og hvor hun dyrker dem. Tatiana oversætter det og rødmer,
da kvinden svarer.
Jeg spørger, hvad hun sagde, og Tatiana må lige sunde sig, inden
hun svarer.
- Hun dyrker grøntsagerne hjemme i sin have. Og så sagde hun, at vi var et sødt par, siger hun og får endnu rødere kinder.
Minder om vesten
Tæt på markedet ligger der sovjetseværdigheder en masse. Foran parlamentsbygningen står en enorm statue af Lenin og på den anden side af Strada 25 Octombrie er der et stort mindesmærke for faldne soldater lige fra Anden Verdenskrig til Sovjetunionens krig mod Afghanistan 1979-1989 samt 1990-1992-krigen, hvor Transnistrien rev sig løs fra Moldova.
Omkring 600 transnistriske og moldaviske soldater mistede livet i den krig. Mange af de transnistriske officerer har gravsteder og mindesmærker med friske blomster.
En gruppe unge mænd på mindepladsen instrueres i at marchere af en dystert udseende mand. Tatiana fortæller, at de er elever på et af landets fineste gymnasier. De er valgt ud til en årlig march-konkurrence, hvor de kommunistiske faner får lov at blafre, så selv Putin må klappe stolt.
Efter en halv time med strækmarch, inspektion af sovjetiske kampvogne og moderlands-svulstige mindeord takker jeg ja til at tage med på byens bedste kaffebar.
På vejen derop betragter vi store bannere over byens boulevarder, hvor der står "41-45". 70-årsdagen for den sovjetiske sejr over Tyskland er netop blevet fejret med pomp, pragt og propaganda 9. maj, hvor der var tusinder af soldater, kampvogne og fornemt besøg fra Rusland.
- 70-årsdagen for afslutningen på Den Store Fædrelandskrig (Anden Verdenskrig, red.) blev fejret samme dag som i Moskva, hvor der blev fremvist atommissiler og de nyeste, russiske kampvogne. I Moskva marcherede knap 20.000 mand, så mange var der naturligvis ikke i Tiraspol. Men mange transnistriere bliver mere modige og selvsikre ved tanken om en magtfuld Putin i baghånden. Og desværre tror rigtig mange, at vi kommer i krig igen inden længe, siger Tatiana nedtrykt.
Vi går ind på kaffebaren, hvor en barista tryller i den vestligt indrettede forretning. Tatiana går hjemmevant op til disken og bestiller sin yndlingskaffe, en caffe latte, og sætter sig på en barstol.
- Jeg elsker det her sted. Det minder mig om Tyskland, fordi det er så moderne og vestligt. Jeg kommer her flere gange om ugen, når jeg savner min tid i Frankfurt. Forhåbentlig går der ikke mere end et par år, før jeg er tilbage, konstaterer hun og skåler i caffe latte med et "na zdrowie".