Mange danske turister kender Los Gigantes på Tenerife. En stejl bjergside på vestkysten, der minder utroligt meget om færøske Vestmanna, hvis der ikke lige var 28 grader. I januar.
Vi bor få kilometer derfra på et hotel tæt ved byen Playa de la Arena, der sammen med smørklatten Puerto de Santiago og Los Gigantes udgør et lille tiltrækkende trekløver.
Los Gigantes er vores mål på den daglige eftermiddagstravetur, men efter et par dage er det klart dens lillebror, Puerto de Santiago, der trækker mest i os. Den tidligere fisker-landsby er noget helt særligt med sine bugtende, stejle gader, klejne barer og restauranter med en uhørt udsigt.
Jeg får lokket min femårige datter med til Puerto de Santiago tre dage i træk, fordi jeg lover hende, at hun må bruge sin samlede euro-mønter i souvenirbutikken Las Pergolas. Den bugner af varer, så jeg aldrig her set noget lignende. Min datter er helt rundtosset over udbuddet fra gulv til loft og foreslår mig, at vi både skal købe cigarer, papegøje-statuetter, strandtasker og dildo-lignende oplukkere i træ, før hun forelsker sig i et farvestrålende smykkeskrin og en grå plasticbeholder med grønt prutteslim. Foruden et Kinder-æg. Tre varer, der sandsynligvis aldrig er solgt på samme tid til en og samme kunde.
McQueen er et kæmpehit
Da vi kommer ud fra butikken, møder vi treårige Africa og hendes niårige bror, Alejandro, som jeg havde taget billeder af dagen før. Han taler en lille smule engelsk, og jeg taler en tilsvarende smule spansk.
Han spørger på sin søsters vegne, om de må se, hvad vi har
købt.
Min datter hiver stolt smykkeskrinet frem fra det beskyttende
avispapir og rækker det til Africa. Hun smiler bredt og siger:
"Gracias."
Så for dælen, tænker jeg. Hun tror, det er en gave til hende. Så slår mine spanske gloser ikke til længere. På halvt engelsk kvart spansk må jeg fortælle storebroren, at det desværre er en gave til min datters lillesøster. Han forklarer det til Africa, der lettere modvilligt afleverer skrinet tilbage til min datter, der aldrig nåede at forstå, hvad der foregik.
Vi går op på den nærliggende bar, Pit Stop, hvor min datter flipper helt ud over skiltet med burgere og fiskeretter. Først tror jeg, hun er sulten, men så viser det sig, at hun er helt ekset over logoet med racerbilen McQueen.
- Far, hvis vi tager et billede af mig og McQueen, går Sylvester, Theo og Snorre i børnehaven helt amok, brøler hun, så de andre gæster vender sig forbløffet om.
Vi er nødt til at købe noget i baren, hvis vi skal tage billeder, tænker jeg. Min datter hopper beredvilligt op på en barstol, og inden hun har set sig om, skænker bartenderen en stor, skummende fadøl, som han placerer foran hende. Det er den slags billige trick, en voksen trækker på smilebåndet over, men en femårig er lige ved at gå i koma over.
- Faaaaaaaaaaar, han gav mig en øl. Så du det, far? Han troede, jeg skulle have en øl. Må børn drikke øl i Spanien, far? Så du det, far, lyder det fra knævretøjet.
Ja, far så det godt. Og far kunne meget godt tænke sig at sætte tænderne i den lokkende øl. Jeg køber en Fanta til min datter, der får en skål chips med i købet. Da jeg får regningen, bliver jeg endnu mere glad for baren i Santiagos slangende hovedgade. 3,50 euro for en stor fadøl, sodavand og chips. En ren foræring.
Fotograf på fem år
Hvis man går 100 meter til den ene side, får man en udsøgt udsigt over den lille, sortsandede strand og de nybyggede, kridhvide huse på modsatte bakkeskråning. Går man 100 meter til den anden side, kan man nyde stort set samme udsigt fra fiskerestauranten Meson de la Pescadores med en åben terrasse ud mod bugten eller fortsætte ind på Restaurante San Pedro, hvor man kan sidde under et halvtag og se bølgerne svirpe ind over pynten.
Hvis ikke det var for min toårige datter, der ikke kan sidde stille mere end to mundfulde, havde vi helt sikkert spist aftensmad på den indbydende restaurant, hvor man kan mæske sig i alt godt fra havet 20 meter under de ternede duge.
Der er relativt mange lokale gæster og tilsvarende få udenlandske både på restauranterne og i baren. Efter at have tilbragt tre eftermiddage i Puerto de Santiago er det tydeligt, at der ikke forvilder sig nær så mange turister hertil som til Los Gigantes eller Playa de la Arena.
Der, hvor Playa de la Arena og Puerto de Santiago smelter sammen, er der en stor plads med en enkelt bar. Foran den sidder otte mænd ved to borde og spiller det besynderlige kortspil "tute" ved det ene bord og domino ved det andet.
Det har aldrig nogensinde været særligt actionpræget at se andre spille kort, når man ikke kender reglerne. Især ikke, når man er fem år. Men min datter får en stor flødeis og lov til at låne fars kamera. Altså ikke på samme tid ...
Hun lusker nysgerrigt rundt mellem de to spilleborde og er med sit lange lyse hår den perfekte fotograf til at få en række sydlandske mænd til at løsne op. De stiller hende en masse spørgsmål på spansk. Hvad hedder du? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hun svarer det samme til alle spørgsmål uden at blinke: "Gracias."