Det kan være en smule forvirrende at finde rundt mellem de mange Mijas’er i Costa del Sol, hvor en af kommunerne hedder Mijas, mens både byområder og byer benytter navnet i flæng. Der er således en Mijas Pueblo samt en La Cala de Mijas, som er en del af området Mijas Costa.
Men Mijas Pueblo er umiddelbart den, man skal indstille gps’en efter, hvis man er på jagt efter en af de berømte hvide byer. Vi er ikke på decideret jagt, men kommer en smule tilfældigt til byen efter en udflugt til byen Alhaurin, som også får en anbefaling med på vejen.
Vi er egentlig på vej tilbage til vores feriehus i Pueblo Aida, men drejer forkert et sted i Sierra de Mijas- bjergene og beslutter os for at køre mod øst og ned mod Fuengirola ad en anden vej. Det viser sig at være held i uheld, da vi kører direkte ind i Mijas Pueblo indhyllet i det smukkeste bløde eftermiddagslys.
Byen er med rette kendt for at være blandt de mest charmerende hvide byer i Andalusien, og selv om der er en del turister ved San Sebastián-kirken og den nærliggende park med sublim udsigt over kysten og havet mod syd, er det tydeligt, at de fleste turistbusser har taget turen tilbage mod de store hoteller.
De mange æsler, som i løbet af dagen kører turister rundt på de brostensbelagte gader, står parkeret side om side og gumler på aftensmaden. Man kan lugte æslerne - og formodentlig deres urin og afføring - fra lang afstand, men restauranterne ligger heldigvis så tilpas langt væk, at man ikke får spoleret maden, hvis man spiser ude.
Eksotisk krydderi
Der er mange hyggelige restauranter i byen, og da vi ikke har fået tapas endnu på rejsen, er det naturligvis det, vi går på jagt efter. Men vi rammes af det evindelige problem med, at mange steder først åbner køkkenet klokken 21. Med en 8-årig og en 10-årig i truppen må vi derfor nøjes med et sted, hvor man både kan få tapas, pizza og burgere.
Tapassen viser sig at være overraskende god, hvilket ikke altid er tilfældet, når køkkenet favner bredt. Fordi vi spiser så tidligt - klokken 19 - får vi maden lynhurtigt og kan sidde i ro og mag og betragte, hvordan de omkringliggende restauranter stille og roligt fyldes op, mens mørket sænker sig.
Mijas byder hvert år på flere festivaler, og da vi allerede har planlagt en rejse tilbage til samme område i påsken næste år, skal vi helt sikkert forbi til Semana Santa, hvor gaderne fyldes med optog, dans og musik. Så kan vi tage revanche med tapassen på Restaurante Pampa Tablas y Tapas Mijas, som vi kan sidde og kigge på. Alene navnet indikerer, at rødvinen får konkurrence med mundvandet.
Vi får heller ikke set byens tyrefægterarena, og selv om jeg ikke bifalder selve traditionen, er det en del af den spanske kulturarv, som er umulig at komme udenom. Der gemmer sig også et utal af souvenirbutikker og isbutikker omkring Plaza Virgen de la Peña med et smukt mønster i fliserne og palmer som eksotisk krydderi. Dem lover jeg min 10-årige datter, at vi også vender tilbage til.
Da vi går den sidste runde i aftenmørket, lyser de hvide facader op. Bag os strækker bjergene sig så langt øjet rækker. Både børn, voksne og bedsteforældre er enige om, at Mijas er helt utrolig hyggelig og en by, vi gerne kører en omvej for en anden gang. Især fordi byen reelt befinder sig i vores baghave.