To voksne og to børn fra Billund til Alicante og retur for 2000 kroner. Dette slagtilbud hos Ryanair var umuligt at takke nej til i april, da foråret holdt stædigt fast i Danmark, mens sommeren allerede var begyndt at kærtegne den spanske middelhavskyst. Jeg har ofte set tilbuddene om at flyve til Alicante, men har aldrig sat mig ind i, hvad byen byder på ud over en lufthavn med lavprisselskaber på landingsbanen.
Fra lufthavnen er der blot 10 kilometer ind til centrum af Alicante, der med forstæder har mere end 500.000 indbyggere og er én af de hurtigst voksende byer i Spanien. Vi suser direkte ind til midtbyen i en lejet bil og parkerer tæt på Alicantes pendant til Barcelonas La Rambla, strandpromenaden Paseo Explanada de España, der med sine mere end seks millioner bølgende fliser straks signalerer, at der er format over byen.
Den flere kilometer lange promenade med skyggende palmer bugner af restauranter og caféer - og for en børnefamilie nok så vigtigt: den ene legeplads efter den anden. Det er altid lettere at gå på sightseeing, når ungerne har fået "leget af" og med god samvittighed kan placeres i en klapvogn forsynet med is og er i stand til at passe sig selv for en tid.
Torve for enhver smag
Alicantes nærliggende havn - eller marina, som den korrekt hedder - er imponerende med sit udvalg af luksuriøse yachter. Men det er ikke mindst skibet "Nuestra Señora de la Santísima Trinidad", der lyser op. Det er en tro kopi af et skib bygget i Cuba i 1768, der dengang var det sværest bevæbnede skib i hele verden med 130 kanoner. Når man står ved skibet og vender sig om mod byen, er det umuligt ikke at fæstne blikket ved fæstningsværket Castillo de Santa Bárbara, der er kronjuvelen i Alicantes gamle bydel El Barrio.
Middelalderborgen svæver næsten i luften fra sin stejle skråning på bjerget Monte Benacantil. Man bliver forpustet blot ved tanken om at forcere den stigning med en klapvogn via små krogede gader. Men for at tækkes turisterne - måske ikke mindst de tunge amerikanske krydstogtgæster - har man minsandten opført to elevatorer inde i bjergskråningen, så man bekvemt og uden sved på panden kan suse op og nyde den storslåede udsigt over Middelhavet. For samtidig forsøge at pege de torve og pladser ud, man agter at besøge senere.
Man kan roligt begynde at glæde sig på vej ned. For Alicante er spækket med "plazaer" i alverdens størrelser og former. Kvadratiske, trekantede og ovale. Omringet af barokke bygninger, skjult under høje træer eller gemt bort i hjørnet af en næsten skjult passage.
Syv retter for en slik
Fordelen ved at spise med mindre børn i Spanien er, at man ofte får restauranterne for sig selv, da stort set ingen spiser før klokken 20. Det kan naturligvis betyde mangel på liv og stemning, men for de andre gæster må det være en velsignelse ikke at skulle indblandes i to skrigende ungers aftensmadsritualer. For børnefamilier betyder det til gengæld, at man får et bord med det samme, nærmest har alle tjenere til rådighed og ikke skal vente længe på maden.
Vi lander på La Taberna San Pascual, hvor tre unge mænd nærmest kappes om at servicere os og kredse om de to blonde piger.
Tjenerne giver sig god tid til at forklare, hvad menukortet dækker over, da det kun er på spansk. De anbefaler retter til både voksne og børn. Vi får syv retter, der består af både fisk, blæksprutter, kød, stegte grøntsager og oliven så store som blommer. En liter sangria til 6,50 euro følger det hele til dørs, og vi slipper med en regning, der ligesom flybilletten er rørende lille, men på ingen måde et signal om discount.
Efter middagen slår vi et smut til venstre ad Calle Labradores, der fører os direkte ned til byens måske flotteste torv foran co-katedralen San Nicolás fra 1600-tallet. Den smalle flisebelagte plads foran katedralen har givet plads til tre restauranter med skarpe grønne facader og smukke terrassegelændere, der på deres egen måde skaber en intens og særegen atmosfære. Sådanne oaser gemmer der sig mange af i Alicante, der i ordets positive betydning tager fusen på os på stort alle tænkelige måder. Nærmest en diametral modsætning af Torrevieja 50 kilometer mod syd, som vi ellers havde hørt meget godt om inden afrejsen.
Truende gadesælgere i Torrevieja
Mens Alicante har formået at bevare sit særpræg, sin nerve og tydelige spanske integritet, er Torrevieja blevet et symbol på den enorme indvandring af skandinaver, tyskere og briter på den spanske solkyst.
Plastret til med svenske spisesteder, tyske pølse-huler og engelske barer, minder den betænkeligt meget om De Kanariske Øer med hovedbyerne på Tenerife og Gran Canaria som skrækeksemplerne.
Når man kommer en enkelt gade væk fra havnepromenaden, møder man næsten udelukkende triste lejlighedskomplekser og ikke et eneste torv eller plads med samme charme og atmosfære som i Alicante. Byens centralnerve er Juan Aparicio-havnepromenaden og de mange vidt forskellige strande i byens centrum. Nogle steder er det umuligt at komme i vandet for halsbrækkende månelandskabs-klipper, andre steder kan man gå hele vejen ud i vandet på det fineste, blødeste sand.
Byens velsignelse er også byens forbandelse. For hvor der samles turister, kommer der også sælgere, der i Torrevieja må betegnes som parasitter. Jeg havde ellers læst på en lokal, norsksproget netavis, at det var blevet forbudt at sælge varer på gaden. Men den viden må være undsluppet de 200-300 afrikanske gadesælgere, der havde enorm stor succes med at spolere vores besøg. Mere iltre, opfarende og faretruende sælgere har jeg aldrig oplevet. Da jeg tager et uskyldigt billede af mine døtre med havet i baggrunden, omringes jeg straks af fire store mænd, der truer mig med at tage mit kamera og det, der er værre.
Nu skal sandsynligvis illegale afrikanske indvandrere ikke alene bære skylden for, at opholdet i Torrevieja blegnede i forhold til Alicante. Men at kunne gå ubesværet og uantastet, når man er på ferie, må være en grundingrediens til et succesfuldt ophold.
Hvis man skal fremhæve noget positivt, må det være de mange fornemme fiskerestauranter langs havnepromenaden og det store tivoli, hvor børnene fik lov at slå sig løs. Kirken Iglesia Arciprestal de la Inmaculada Concepción er kun interessant, fordi der er så få markante bygningsværker i byen. Hvis turistpolitiet i fremtiden gør sig bedre fortjent til hyren, kan det sagtens tænkes, at helhedsindtrykket af Torrevieja bliver mere positivt.