Jeg ved ikke, om familien havde forventet en forfalden by og nogle halvtamme blomsterbede ved en grumset sø. Men tankerne om dette eksjugoslaviske land havde i hvert fald ikke levnet plads til dette lille stykke himmerige, hvor slotte og kirker spejler sig i søens blanke overflade.
Området er både en turistmagnet i vinter- og sommerhalvåret. Med sine alpine resorter i de Juliske Alper er det Sloveniens favorit-skisportsted, og det kuperede terræn gør det også attraktivt for mountainbikere, vandrere og klatrere. Eller kurbadsgæster, der nyder stilheden og går ture i skovene, som snor sig hele vejen rundt om søen.
Der ligger flere hyggelige restauranter ved søbredden i Bled, men er man til en middag lidt ud over det sædvanlige, kan man blive sejlet ud til en lille flydedok på søen. Der kan man så sidde i ro og mag og nyde udsigten til en unik kirke, der som i et andet eventyr ligger på en lille ø i en lille sø langt ude i skoven.
Helligt område
Den lille kirke ude i søen er hjemsted for "The Assumption of
Mary Pilgrimage Church", som jeg ingen anelse har om, hvad hedder
på dansk. Det har været helligt område i flere årtusinder, og inden
kirken blev bygget, var der et tempel til ære for Živa, den
slaviske gudinde for kærlighed og fertilitet.
Kirken bliver stadig brugt af de lokale, og ikke mindst til
bryllupper har de 99trappetrin en særlig funktion. Dem skal gommen
nemlig bære sin hustru op ad, mens hun skal forblive stille
undervejs. Altså den første store prøvelse for begge parter.
Rygterne om de spektakulære rammer har åbenbart spredt sig til Asien, for der er rigtig mange japanere og kinesere i byen, der blot har 5000 indbyggere og lige så mange sengepladser på hoteller, vandrerhjem og gæstehuse.
De store flokke af asiater går helt bananas ved synet af de enorme blomsterbede, de store kridhvide svaner og de gondol-agtige både, som man naturligvis kan leje til et sø-cruise.
Vi dropper gondolerne og bruger stængerne i stedet for og går forbi slottet, der faretruende ligger på en klippeskråning langt over os, og videre ind i den frodige skov, hvor man ikke kan undgå at få en næsten meditativ oplevelse.
Titos sommerhus
En uoverkommelig tur kan man ikke kalde det at gå hele vejen rundt om søen. Den er blot to kilometer lang og 1400 meter bred. Den er 30 meter dyb, så der er også mulighed for at svømme over i det lune vand, der har en årlig gennemsnitstemperatur på 26 grader. Søen ligger nemlig i læ af Alperne og slipper derfor for de allerkoldeste vindstrømme, der banker forgæves på fordøren.
Det lune klima har i århundreder trukket notabiliteter og aristokrater til området, og blandt andet den jugoslaviske præsident Tito opførte en feriebolig ved søen i 1947. Og den slags trivia sælger jo altid en feriedestination.
Hvis man har længere tid til rådighed, ligger Triglav National Park tæt på. Det byder på endnu mere natur for trekkere, mountainbikere og dem, der nyder naturen fra hesteryg.
Men er man mere jordbunden og luksuriøst anlagt, kan man sagtens "nøjes" med Bled og de berømte vanilje-kager kremna rezina.