Man kan ikke flyve direkte til Bratislava fra Danmark, hvilket har været en anden medvirkende årsag til, at jeg aldrig har besøgt landet, som på mange måder er sammenligneligt med Danmark.
Slovakiet har 5,4 millioner indbyggere fordelt på 49.000 kvadratkilometer, mens Danmark har 5,8 millioner indbyggere på 43.000 kvadratkilometer. På andre vitale punkter for turister er der dog markante forskelle. Eksempelvis koster en stor fadøl typisk 15-20 kroner i hovedstaden Bratislava, mens den i Aarhus - såvel som de fleste andre danske storbyer - står i 45-60 kroner.
Når jeg skriver Aarhus, er det, fordi Bratislava har 425.000 indbyggere, hvilket er noget tættere på den østjyske bys indbyggertal end Københavns. Og lige så vel som de fleste kan nå at se de fleste større attraktioner i Aarhus på en weekend, kan man gøre det i Bratislava, hvor det især er byens gamle borg, den berømte byport Michaels Port og en håndfuld kirker, som står på de fleste turisters tjeklister.
Thaimad med sublim udsigt
Min kone og jeg ankommer efter to dage i Wien, som er markant dyrere at spise og sove i. Vi har flottet os og booket et femstjernet hotel i Bratislava, som koster under 1000 kroner pr. nat. Det lever til fulde op til stjernerne og ligger perfekt placeret tæt på Michaels Port og de fleste seværdigheder i centrum.
Dagen indledes på restauranten Lemontree & Sky Bar Restaurant, fordi stedet har en sublim udsigt over byen. Vi kan i ro og mag pege alle de steder ud, som vi skal nå at se senere på dagen, mens vi spiser det bedste måltid thaimad, vi nogensinde har fået uden for Thailand.
Det er exceptionelt veltilberedt, og selv om prisniveauet viser sig at være temmelig højt efter lokal målestok, betaler vi ikke mere for måltidet, end en typisk caféburger koster i Danmark.
Mens vi nyder retterne, titter solen frem og lyser den nærliggende katedral op. Byens slot reklamerer også for sin tilstedeværelse på bakkedraget med navnet De Små Karpater. På afstand er det svært at se, at slottet er en genopbygning fra 1950'erne. Indtil da stod der en ruin på bakketoppen. For slottet blev nærmest jævnet med jorden ved en altødelæggende brand i 1811.
Et andet sted, hvor man kan se byen fra luften, er fra byens berømte "ufo"-restaurant for enden af broen med det usexede navn Most SNP. Ufo-tårnet står ved den sydlige bred af Donau-floden og kan ses fra det meste af den gamle by. Vi dropper ufoen og går i stedet på opdagelse uden noget egentligt mål. En luksus, man kan tillade sig, når man er af sted uden børn ...
Militærorkestre i dyst
Vi ender ved Kostol svätej Alžbety, der til daglig kaldes Den Blå Kirke. Den er hverken særlig gammel eller imponerende, hvilket måske hænger sammen med, at det er blevet totalt overskyet. Den er også lukket, men med snuden trykket flad mod glasset i døren ind til kirken konstaterer jeg, at vi ikke just får mentale mén uden at se kirken indefra.
Vi vælger at søge ly for regnen på én af byens mange kaffebarer
med fristende kager, som er særdeles billige og lækre. Da vi
forlader kaffebaren, slentrer vi direkte ind i en parade, hvor
militærorkestre dyster.
Det er en af den slags oplevelser, man ikke kan planlægge. Ingen
af os har er et særligt kendskab til militærorkestre, men
ender med at stå fascinerede og betragte orkestermedlemmers
præcision både på instrumenter og i deres koordinerede skridt.
Jeg kender ikke én eneste af melodierne eller marcherne, men det er tydeligt, at den bombastiske stil er udpræget østeuropæisk.
Rundt omkring pladsen, hvor konkurrencen foregår, er der boder, hvor man kan høre om både det slovakiske hjemmeværn og militær. Der hænger plancher, hvor man ikke skal kunne slovakisk for at afkode, at Slovakiet har brug for et stærkt militær for potentielt at kunne forsvare sig, hvis den russiske bjørn begynder at kratte.
Vi har helt bevidst gemt slottet til hen under aften for at få den formodentlig bedste udsigt over byen og Donau. Det er en fornuftig beslutning, da solen igen titter frem hist og pist og giver både bygninger og flod et flot skær. Vi kan se, at vi kigger ned på ufoen på modsatte bred, mens vi kigger op på den enorme slotsmur og det hvidkalkede slot bag det.
Man kan komme ind i slottet, hvor der blandt andet er kunstudstillinger. Den del dropper vi. Det er mere nærliggende at sætte sig til rette med en slovakisk pilsner og nyde udsigten.
Salmiakspiritus i luften
Vores aftensmad indtager vi på en kælderrestaurant tæt på hotellet, som har fået fine anbefalinger. Maden er også o.k., men fra kælderen - hvor toiletterne befinder sig - stiger der en kraftig lugt op af salmiakspiritus, som ikke harmonerer så godt med spisning.
Tjeneren indikerer, at jeg er en smule sart, men han har formodentlig vænnet sig til lugten, som svier i næseborene. Vi beslutter at droppe desserten og er i den grad klar til femstjernet søvn efter 22.000 skridt på en enkelt dag i Bratislava.
På andendagen ser vi faktisk flere af de samme attraktioner, hvilket understreger, at to dage er rigeligt i Bratislava. Bussen tilbage til Wiens lufthavn afgår ved Most SNP-broen og koster sølle otte euro (60 kroner). Den afgår og ankommer på minuttet. Tænk sig, at jeg har ventet så længe med at få sat dette kryds.