Omringet af turister i tarvelige shorts, kiksede skjorter og strømper i sandalerne lyser Slobodan "Bobby" Zivojinovic Terminal D i Kastrup Lufthavn op i sit stramtsiddende, mørkeblå jakkesæt og sine nypudsede lædersko.
De tonede solbriller og den sølvgrå manke fuldender billedet af en verdens- og levemand af en særlig kaliber. Bramfriheden er lige så gennemført som påklædningen. Da Bobby hilser høfligt og belevent på en moden, frodig dame foran os i køen, præsenterer han sig som hemmelig agent. Da hun smilende svarer, at det vist ikke passer, finder han det tunge skyts frem.
- Vil du vide sandheden? Vi er på vej til Serbien for at optage en klassisk pornofilm med min unge ven her, hvisker han og peger på undertegnede.
Kvinden kigger forundret på os begge og konstaterer høfligt, at det lyder da spændende og ønsker os god tur. Samt god fornøjelse med optagelserne.
Bobby griner som en flækket træsko, mens jeg er en kende pinligt berørt.
- Er hun din type, min ven? Tror du, hun vil være med i filmen, gnægger han og ler så øredøvende, at hele køen vender sig forundret om.
Vi har ikke engang forladt Danmark, og Bobby har allerede understreget, hvorfor han er en mand, man enten elsker ubetinget eller holder sig i behørig afstand fra.
Den gule gift
Planen om at rejse til Serbien med Bobby opstod i foråret under et besøg på hans restaurant Dubrovnik på Vindegade i Odense, hvor en af mine venner havde lidt svært ved at tro på de mange røverhistorier, som den Elvis-gale restauratør konstant slynger om sig med.
Én ting, man aldrig skal gøre, er at anklage Bobby for at lyve. Han pynter måske på historierne, men de er aldrig pure opspind. Da min kammerat betvivler, at Bobby nu også kender de to krigsforbrydere Karadžic og Miloševic, lyner det i Bobbys øjne.
Med restauranten fuld af undrende gæster stormer han op i lejligheden ovenpå og kommer ned og smider en stak fotografier på den røde dug med en mine så forurettet, som man kun kan med lavavarmt Balkan-blod i årerne.
- Dér står jeg sammen med Karadžic. Dér står jeg sammen med Miloševic. Her er jeg sammen med den serbiske ambassadør, der er det Serbiens premierminister, og der er det den serbiske prins. Tror du mig nu, smælder Bobby, mens hans arme og hænder fægter rundt som en dirigents.
Da han er faldet lidt til ro, understreger han, at han på ingen måde bifalder det, Miloševic og Karadžic blev anklaget for. Han kender dem blot gennem sine mange år som bindeled mellem danskere i Serbien og omvendt, og derfor har han været i stand til at formidle kontakt mellem prominente serbere og danske journalister.
Da vi drikker en forsonings-slivovits, opstår idéen om at drage til Serbien med Bobby og ved selvsyn opleve hans hjemby, Badovinci, og møde en række af de mennesker, der var med til at forme ham, inden han som 23-årig forelskede sig i en jugoslavisk pige bosiddende i Odense og rejste til landet langt mod nord.
Inden flasken med den gule gift er tømt, har vi allerede givet hånd på, at vi rejser til Beograd inden udgangen af juni. Jeg får i mellemtiden kun booket den ene billet, da jeg på det tidspunkt ikke aner, at Bobbys fødenavn er Slobodan Zivojinovic.
Da vi nærmer os den planlagte afrejsedato, er flyet stuvende fuldt. Forgæves opkald til fem rejseselskaber kaster ikke den manglende billet af sig. Det klarer Bobby selvfølgelig. Han ringer til den serbiske transportminister og giver ham en lodret ordre på at finde en plads. Straks. En halv time senere ringer ministerens sekretær tilbage og siger, at de har fundet en plads til Bobby. Naturligvis, fristes man til at sige.
Græder som en lille dreng
En sen sommeraften lander vi i lune Beograd. Bobbys gode ven Zukan venter på os i en stor firhjulstrukket Mercedes. Han skal køre os de 113 kilometer sydvest fra hovedstaden til Bobbys fødeby, der ligger få kilometer fra den bosnisk-herce- govinske grænse, som først blev trukket mere end 20 år efter, at Bobby forlod landet.
Da vi ankommer til Badovinci lidt før midnat, står en gruppe venner klar med åbne arme, helstegt pattegris og hjemmebrændt slivovits i store cola-flasker. Pattegrisen parteres med et snuptag og serveres i store fade sammen med brød og nylavet tomatsalat. Alle spiser med fingrene, smasker, så det overdøver de summende insekter under lysstofrørene, og skåler så ofte, at slivovits-flasken snart er mere tom end fuld.
Bobby snakker højt. Faktisk brøler han. Men det er åbenbart en serbisk svaghed. For efterhånden som anekdoterne fyger omkring, stiger volumen hos samtlige omkring bordet. Hvert andet minut skraldgriner alle mand. Bobby fortæller anekdoten om dengang, han drog til Danmark for at møde sin første af fire koner.
- Da jeg rejste mod Danmark i marts 1976, havde min mor pakket 100 æg, to stegte kyllinger og to kilo bønner til rejsen. Jeg kan græde som en lille dreng, når jeg tænker på det. Da jeg kom til Budapest, havde jeg spist næsten det hele. Der var stadig langt igen, så jeg skulle finde en måde at få råd til mad undervejs. Da jeg nåede til Tyskland, løj jeg om dinarens værdi og fik den vekslet til en alt for høj kurs. Jeg fortalte, at hver dinar var fem Deutsche Mark værd og fik end- da en transistor-radio med i købet, triumferer Bobby og skåler til alle rundt om plasticbordet med ordene "ziveli brate". Skål min bror.
Det er ikke første, eneste eller sidste gang, Bobby har foretaget sig noget snedigt. Eller lusket. Det erkender han uden omsvøb.
- Her i Serbien ser du ingen, der bruger kasseapparat. I hvert fald ikke i provinsen. Jeg har også haft mine ture med det danske skattevæsen, men det har jeg heldigvis lagt bag mig, understreger Bobby bestemt.
Klog på livet
Selv om klokken var to og øjnene smalle som siv, før vi kom under dynen, er Bobby allerede oppe klokken otte næste morgen. Tiden skal ikke spildes. Vi kører to mand uden hjelm på hans røde knallert med resterne af en del slivovits indenbords.
- Sådan er det i Serbien. Hvis politiet stoppede mig, og jeg
slet ikke havde drukket, ville de først blive mistænksomme. De er
nogle bavianer, gjalder Bobby, mens vinden boltrer sig i hans
snehvide manke.
Vi starter med at køre ned til byens postkontor, hvor han skal
betale nogle regninger og købe et taletidskort til sin mobil.
Postmesteren Radjo vinker begejstret, da vi træder ind på kontoret.
Han kommer ud og krammer Bobby, inden han inviterer os ud
bagved.
På hans kontor står der en gryde og simrer på skrivebordet. Det er morgenmaden, som han endnu ikke er nået til. Ved siden af på en gul postsorterings-reol står der to flasker med en gullig væske. Åh nej, når jeg lige at tænke, inden postmesteren fisker tre glas frem fra en skuffe.
- Den her skal du glæde dig til. Han laver en fantastisk
slivovits, siger Bobby og slikker sig om læberne.
Klokken er end ikke ni, vi har ikke fået morgenmad og den første
skål truer allerede. Det her bliver en lang dag for leveren, slår
det mig, inden postmesteren gør kål på glassets indhold i én slurk
og spørger, om vi også skal have fyldt op igen. Det bliver et
høfligt afslag.
Da vi er på vej til byens skole, er det vist bedst at sige nej tak, selv om den ligger lige på den anden side af byens eneste store kryds med trafiklys.
Der er altid noget særligt ved at gense skoler. Det er dér, man får venner for livet og måske udstikker kursen for resten af livet. Bobby fik også et alvorligt vink med en vognstang, da han gik i første klasse hele tre gange, før han fik lov at rykke op i anden klasse.
- Jeg har aldrig været særlig boglig. Jeg er ikke klog på dén måde. Men jeg er efterhånden blevet meget klog på livet, fortæller Bobby, mens han viser vej gennem de okkerfarvede gange ned mod sit første klasseværelse.
Han tilbragte mere af sin skoletid med at spille med glaskugler i skolegården end på at lære at læse og skrive. Hans yndlingsfag var frikvartererne. Når han endelig fik fri, gik han helst med sine skolekammerater hjem.
- Jeg fik så mange tæsk af min far og min ene bror, at jeg helst ikke ville hjem. Til gengæld var min mor det mest elskværdige menneske i hele verden, mindes Bobby, da vi bliver afbrudt af skoledirektøren.
Han er blevet varskoet om vores besøg af nogle lærere, der var i gang med at kopiere materiale og forberede sig til det kommende skoleår. Han viser os rundt på hele skolen, der på nær et computerlokale ikke har ændret udseende, siden Bobby forlod den i 1965.
Vi slutter på det fornemme kontor, hvor skoleinspektøren fra sin computerskærm via kameraer kan se, hvad der foregår på hele skolen. Bobby glæder sig over, at lignende overvågning ikke fandtes, da han pjækkede fra timerne.
- Åh, min ven, jeg har gjort mange ting siden, som jeg håber ikke er fanget på kamera. Jeg har været en rigtig bavian, pjatter Bobby og klasker sine hænder sammen, så ekkoet smælder hele vejen ned gennem de elevtomme gange.
Alt skyldes Rajkos breve
Bobby begyndte at arbejde, da han var blot seks år. Han hjalp blandt andet til med at passe familiens grise og køer samt at tage med på marked. Efter skolen kom han i lære som smed, hvilket kommer som en komplet overraskelse for mig. Han slynger det nærmest ud som en bibemærkning, da vi suser forbi den lokale smedje på den raspende knallert.
Vi er på vej til hans storesøster Maria, der har inviteret på hjemmelavet frokost. Han lover, at vi nok skal gøre holdt på tilbagevejen.
Da han bremser knallerten i gruset foran søsterens hyggelige husmandssted, har hun allerede dækket bord til tre under et træs befriende skygge. Jeg ved, at Bobbys gamle soldaterkammerat Rajko er inviteret, så hvorfor er der kun dækket til tre, spørger jeg.
- Min søster spiser ikke med. Hun er bare lykkelig for at få lov til at forkæle os. Hun har stået i køkkenet siden i morges. Hun er af den gamle skole, hvor kvinderne ikke sad med til bords, siger Bobby, da hun kommer ilende ud fra sit køkken.
Hun kaster sig over sin 14 år yngre bror og kysser ham flere gange på kinden og i panden. Glæden stråler ud af dem begge. Hun beordrer os til bordet, hvor den fineste service står klar. Mens vi venter på Rajko, smager vi på hendes hjemmelavede slivovits. Den bider fra sig som middagssolen.
Rajko kommer slentrende med en smøg i munden, lige da Maria sætter den dampende nudelsuppe på bordet. De to mænd krammer inderligt og kindkysser. Så skal der smovses og skylles efter med nostalgi.
- Det er faktisk Rajkos skyld, at jeg endte i Danmark. Jeg kan takke ham for alt. Det var ham, der skrev de kærestebreve, som jeg sendte til min jugoslaviske kæreste Zora i Danmark. Hun boede i Buchwaldsgade 27 i Odense. Jeg havde mødt hende på en banegård i Jugoslavien, da jeg var soldat. Hvis ikke han havde sendt hende de mest fantastisk velformulerede kærlighedserklæringer, havde hun aldrig inviteret mig op. Rajko har betydet alt for min skæbne, konstaterer Bobby taknemmeligt.
Brevene var så formfuldendte og poetiske, at hun tilmed sendte penge med sine breve.
- En gang sendte hun 200 kroner med. Det var mange penge dengang. Jeg delte dem naturligvis med Rajko, så vi tog en ordentlig bytur, husker Bobby og smager på de hjemmebrændte dråber, mens han frækt proklamerer et af sine mottoer: "Slivovits gør den stiv som en agurk".
Hans soldaterkammerat bor tæt på storesøsteren. Han vil gerne vise sin gård frem, hvor forældrene stadig bor. Faren er 83 år og en af byens ældste. Han viser stolt rundt på gården, der ligner noget fra Danmark i 1950'erne med fritgående dyr, rustne trillebøre og en slemt stinkende svinesti. På den anden side af laden gemmer der sig en stor frugt- og urtehave, som er lige så veltrimmet som Bobbys frisure. Til trods for idyllen er Bobby ikke et sekund i tvivl om, at han traf det rigtige valg, da han sagde farvel til Badovinci for snart 40 år siden.
- Selv om det er en relativt velhavende by med mange hårdtarbejdende og succesfulde mennesker efter serbisk målestok, er det tydeligt, at de stadig lever et helt andet liv, end vi gør i Danmark. Selv om jeg elsker at komme tilbage for at besøge familie og venner, kommer jeg aldrig til at bo her igen. På godt og ondt er jeg mere dansk end serbisk i dag, konstaterer Bobby, mens han genner en flok høns til siden, så knallerten kan bringe os tilbage til den nærliggende smedje.
Sin egen lykkes smed
Smedjen er ikke større end en garage. Loftet og murene er svedet til af årtiers kulos. Der er ingen moderne udluftning bortset fra et par vinduer og den brede døråbning.
Bobby går målrettet ned til blæsebælgen og begynder at pumpe luft gennem den. Han napper en stor hammer og begynder som en anden Tor at hamre den ned i ambolten tæt på essen.
- Åh Gud, jeg tror, jeg har skiftet de første tusinde hestesko, da jeg var smedelærling, siger Bobby og smiler skræmt ved minderne.
Smeden, der er søn af Bobbys læremester, får en fiks idé. Han får en nabo med en hest i folden til at bringe den over. Nu skal Bobby vise, om det er med hesteskoning som med at cykle: Har man først lært det, glemmer man det aldrig.
Bobby kigger skræmt på den muskelsvulmende, mørkebrune hoppe. En del naboer er stimlet sammen, og hvis der er noget, Bobby ikke bryder sig om, er det at tabe ansigt. Slet ikke til en hoppe. Han griber fat i dyrets venstre bagben og bakser med at få den slidte hestesko løsnet. Det klarer han uden problemer. Så skal fodtøjet skiftes. Det er straks værre. Men den gamle smedelærling har ikke helt mistet håndelaget og får sømmet den nye hestesko fast, mens forsamlingen hujer, og hesten svirper ham provokerende i hovedet med sin tykke hale.
- Jeg kunne ikke se mig selv som smed, men jeg har aldrig været bange for at tage fat. Se den her fordybning i min hånd. Ved du, hvad den er kommet af? I 30 år har jeg støttet tallerkener dér og haft en oplukker, der har åbnet titusinder af Albani-øl. Man kan roligt sige, at mit arbejde på Dubrovnik har sat sine spor. Også på min krop, fortæller Bobby.
Barndomshjemmet, hvor Bobby og fire af hans søskende sov i én og samme seng, ligger i nummer 181 på vejen Brace Durica. Ved siden af bor Bobbys storebror Milisav, men ham skal vi ikke besøge.
- Jeg kan ikke klare synet af hans kone. Hun er en kværulant, der altid tror det værste om folk. Den slags gider jeg ikke. Hun ser skævt til mig, fordi jeg er et generøst menneske. Lige som i gamle dage i Odense, hvor nogle troede, jeg solgte stoffer, fordi jeg brugte mange penge i byen og altid gav en omgang. Min livsfilosofi er, at det ikke nytter noget at have en milliard kroner i banken, hvis ingen kan lide dig. Jeg vil hellere være en fattig mand, som er elsket af mange, konstaterer Bobby.
Livet har ikke nogen genudsendelse
Vi har taget tilløb til det i to dage. Besøget ved forældrenes grav. Hver gang Bobby taler om sin mor, får han et fjernt blik. Og ofte lidt støv i øjenkrogen, der skal tørres bort.
På vej ud til kirkegården passerer vi byens ældste barber. Han har haft sin butik i 33 år og altså først åbnet forretningen, efter at Bobby forlod byen. Alligevel er den danske serber fast kunde. Selv om der er ferielukket, låser barberen op ind til det ydmyge lokale med lyserøde vægge og et cremefarvet chatol foran salonens spejl.
Over spejlet hænger et papskilt med håndskrift. Der står, hvilke tre ydelser man kan vælge mellem: klip, barbering eller kronragning. Priserne er mellem 7 og 10 kroner. Bobby vælger at få en barbering med skrabekniv, skumbørste og fingerfærdighed af den gamle skole.
Efter 10 minutter får Bobbys kinder silke til at føles ru. Han hiver en bøtte Nivea-creme frem fra inderlommen. Han fanger en ordentlig klat og masserer den ind i huden. Barberen siger, at det er på huset. Bobby stikker ham 50 kroner og siger, at det stemmer.
Duften af Nivea-creme i næseborene overdøver stanken af knallert-brændstoffet på vej mod kirkegården et par kilometer uden for Badovinci. Vi passerer store majsmarker og små gårde, inden vi ankommer. Bobby skal lige orientere sig, inden han peger retningen ud.
- Der er hun, udbryder han lettet, da han spotter gravstedet.
På intet tidspunkt har han omtalt det som forældrenes grav. Kun mor Stanas. Han læner sig frem mod den blanke, sorte marmorsten og kysser blidt et fotografi af sin mor.
- Min mor er uden tvivl den person, der har betydet mest i mit
liv. Det var hende, der gav mig kærlighed, mens min far gav mig
bank. Det var hende, der sagde til mig, at man aldrig må være
misundelig på andres rigdom, men at man i stedet skal smøge ærmerne
op og knokle sig til sin succes. Hun lærte mig, at man skal klare
sig selv uanset hvad, mindes Bobby, mens han stryger hendes
kontrafej over kinden.
Faren Raco får ikke kærlige ord med på vejen, inden vi går videre
til en lang række slægtninge. Faktisk får han ikke ét eneste. Han
levnes heller ikke et eneste af de slanke, gule stearinlys, Bobby
ærede sin mor med.
- Min far tævede mig gul og blå med stok, bælte og alt, han var
i nærheden af. Selv naboerne græd, fordi jeg fik så mange bank. Min
mor fik også mange prygl, hvilket jeg aldrig kan tilgive. Selv har
jeg aldrig nogensinde lagt hånd på hverken koner eller børn. Det
gør en rigtig mand ikke, formaner Bobby bittert.
Pludselig brydes stilheden af høje råb. Tre gravere har fået øje
på os. Den ældste af dem står og betragter de to andre skovle jord
fra bunden af en grav. De vinker os over og byder straks på
slivovits fra en halvlitersflaske. Bobby napper en mandfolkeslurk
og sender flasken videre. Indholdet kunne afkalke et badeværelse
eller fjerne rust.
- Den er god. Og stærk for satan, roser Bobby med et host.
Da vi forlader kirkegården, konstaterer han, at både familiemedlemmer, gamle skolekammerater og bekendte fra vejen ligger under jorden takket være hjemmebrændt slivovits.
Den hjemvendte søn
Når man går eller kører rundt i Badovinci, hilser alle og råber efter Bobby. Altid med et bredt smil og åbne arme. Hos de små købmænd kender de ham. På restauranterne, i butikkerne, i kirken, på det lokale marked og hos bageren. Alle ved hvem den højtråbende og kronisk leende mand er. Det er Bobby fra Danmark. Den for en kort stund hjemvendte søn.
Da vi spiser frokost tæt på den bosniske grænseovergang,
inviterer tre grænsebetjente os ned til deres bord. De giver alle
Bobby kindkys og brøler i munden på hinanden, mens de spiser
nudelsuppe. Bobby bestiller en omgang pæresnaps til bordet.
Dobbelte. Betjentene skåler og bunder deres glas.
Inden de når at få fyldt op, springer alle tre med et ryk op fra
bordet og stormer ud gennem bagindgangen. Jeg spørger Bobby, om de
blev alarmeret om en smugler eller flygtninge ved grænseovergangen.
Ingen af delene. Det viser sig blot, at chefen netop har parkeret
foran restauranten, og at deres frokostpause forlængst er slut.
I den anden ende af restauranten sidder et kærestepar og spiser. De har ladet deres tre børn blive hjemme, fortæller manden til Bobby, der har genkendt ham. Han vaskede Bobbys bil for seks år siden.
- Hvis I lover at få tre børn mere, betaler jeg for jeres
middag, foreslår Bobby frækt.
Det tilbud tager de imod til stor glæde for Bobby, der med sin
knyttede næve hamrende i luften viser manden, at han skal hjem og
gå til stålet. Konen ryster opgivende på hovedet.
Festens kroniske midtpunkt
Den sidste aften i Serbien skal tilbringes sammen med gode venner i Beograd, så vi kører med en anden god ven, slagteren Mio "Coda" Bajunovic, bag rattet mod hovedstaden ved middagstid. Da vi flyver forbi byskiltet i den enorme Mercedes, slår det mig, at de burde ændre navnet fra Badovinci til Bobbyvinci. Selv om han ikke har boet der i snart 40 år, er hans påvirkning stadig enorm.
Han har hjulpet en lang række mennesker med små og store problemer. Han har ofte trukket i trådene og brugt det enorme netværk, han dyrker med samme passion, som en landmand gør med sine marker. I kirken hænger en fornem lysekrone med Bobby og konen Nedelkjas navne. Sådan er Bobby. Generøs, hjælpsom og uselvisk. Samt en populær vært, der elsker at være i centrum.
Da vi flere timer senere sætter os til rette ved bordet på én af Beograds mest populære restauranter, Sesir Moj, på den berømte gade Skadalia, kender samtlige tjenere Bobby. Overtjeneren og kokken stormer ud og siger velkommen tilbage, mens gæsterne indfinder sig. De tæller Serbiens chef for politiets efterretningstjeneste samt en højtstående forsker, der er hyldet for sine banebrydende isoleringspatenter.
Da middagen er indtaget med enorme mængder dyr hvidvin, nærmest skriger en kvinderøst: "Bobby". Hun maser sig frem mellem de tæt opstillede borde og giver Bobby et stort smækkys. Gæsterne ved de andre borde kigger med store øjne på optrinnet, da kvinden er iklædt en fornem gammel kjole og en opsigtsvækkende blomsterhat. Et band med kontrabas, trækharmonika og guitar iler hen og spiller op til dans. Bobby svinger hende rundt, og klapsalverne fejer hen over brostenene. Hvem er hun, spørger jeg min tysktalende sidemand.
- Hvem hun er? Ljilja Jaksic. Hun er en af Serbiens mest populære, kvindelige skuespillere, svarer han tørt.
Resten af aftenen og natten gentager samme mønster sig, da vi
går fra restaurant til restaurant og senere bar til bar. Hver gang
bydes vi indenfor som royale og vises straks over til
etablissementets bedste bord, hvor der snart stimler et band sammen
for at spille serbiske fædrelandssange. Bobby synger med for fuld
styrke, så de fleste gæster overgiver sig og ender med at udgøre
koret.
Vi fester til klokken fire om morgenen. Bobby er festens midtpunkt
hele natten, og han nyder hvert sekund.
- Simon, min ven. Du skal leve fuldt ud hver dag. Husk på, at livet ikke er som på tv. Der er ikke nogen genudsendelse, proklamerer han filosofisk på vej hjem i taxien.
Mit elskede Odense
Det er med en smule tømmermænd, at vi tjekker ud fra Hotel Palace i hjertet af Beograd og kører mod lufthavnen. Bobby snakker hele vejen ud til flyet om, hvor meget han savner sin kone.
- Min kone Nedelkja er fantastisk. Hun forstår mig og giver mig plads til at være den, jeg er. Desuden er hun en fremragende kok, der slet ikke får den anerkendelse, hun fortjener. Uden hende var jeg ingenting. Ingenting, understreger Bobby, mens flyet letter.
Flere gange undervejs nævner han, at Danmark og Odense er hjemme for ham.
- Hver gang jeg lander i Kastrup, fyldes mit hjerte med glæde. Så er jeg endelig hjemme igen. Danmark er min trygge havn. Det er her, jeg vil bo resten af livet. Danmark har givet mig så ufattelig meget, at jeg slet ikke kan takke det nok. Når jeg sidder i toget på vej tilbage mod Odense, er jeg altid lettet og lykkelig. Selv om det betyder meget at komme til Serbien og gense gamle venner og familiemedlemmer, kan det slet ikke måle sig med lykkefølelsen af at være tilbage, hvor jeg hører til. Jeg skal dø og begraves i Odense. 100 procent, sværger Slobodan "Bobby" Zivojinovic.