På vej i det direkte SAS-fly mellem Kastrup og Bukarest sidder jeg med snuden i en guidebog. Pinligt berørt over, hvor lidt jeg egentlig kender til Rumænien. Jeg husker tydeligt billederne af Nicolae Ceausescu og hans kone, der bliver henrettet. Og de skrækkelige billeder fra børnehjem, hvor børnene sad apatiske og udsultede. Og så mindes jeg et forsmædeligt 3-1-nederlag i en kvalifikationsrunde i fodbold, der betød, at vi missede VM i 1990.
Selv om det er flovt - og misvisende, skal det vise sig - popper "sigøjner" eller "roma" instinktivt op, når jeg tænker Rumænien. Eller tænkte. For Rumænien og ikke mindst den pulserende hovedstad har givet mig et af de mest spektakulære wakeupcalls, jeg har fået i mange år.
Selv om den berømte eller berygtede Nicolae Ceausescu satte sit markante præg på landet med verdens næststørste bygning i kraft af parlamentsbygningen til den nette sum af 20 milliarder kroner, har mange andre arkitekter og byplanlæggere sat deres fingeraftryk på hovedstaden, Bukarest, hvis kælenavn er "Lille Paris" eller "Østeuropas Paris".
Der er umådeligt mange flotte bygningsværker, hvis byggestil sender tankerne 2000 kilometer mod vest til den franske hovedstad. Jeg har besøgt en betragtelig del af de østeuropæiske hovedstæder, og Bukarest overgår hovedparten af dem, når det kommer til arkitektur.
De hvide druer
Man spiser godt i alverdens hovedstæder. Men det argentinske køkken med masser af kød og vin passer perfekt til mig. Og sjældent har jeg gæstet et land, hvor man i samme grad bliver oversvømmet med kød. Til ingen penge. Det gør man i Rumænien.
En hel uge i streg får jeg en gang om dagen en grillplatte, som enhver læge vil fraråde, at én person sætter til livs. Med koteletter, store fedtsprøjtende pølser, bøffer, kyllingestykker druknet i barbeque og en lille skål med syltede agurker og peberfrugter, så der er lidt grønt til øjet.
Til gengæld skulle det jo være sundt med et godt glas rødvin i timen ... Eller er det om dagen? Den slags detaljer glemmer man let, når man er på ferie, og man ikke behøver bekymre sig om prisen. Selv på de fine restauranter i centrum er prisniveauet under det halve af herhjemme.
Det gælder også for de glimrende rumænske vine, som jeg heller aldrig har smagt før. En stor del af vinen produceres i Transsylvanien, og selv om man uvilkårligt tænker på Dracula og blod, er det især hvidvinene, min vinvante australske rejsemakker og jeg kaster os over. De smager glimrende og er rørende billige. Præcis som i Argentina.
Oplagt lokal vært
Ligesom Buenos Aires har Bukarest enorme paladser, kirker og regeringsbygninger, der emmer af fortidens storhed. Heldigvis ser det ud til, at der tages hånd om andre bygninger end det omtalte parlament, der i en årrække sugede statskassen tom. Især centrum har gennemgået en enorm forvandling det seneste årti.
Vores hotel ligger i den gamle by, hvor sminkeboksen virkelig har været i brug. Den ene mere smarte restaurant eller bar efter den anden ligger side om side på samtlige "Stradaer". Og uanset om det er tirsdag eller lørdag aften, er der så meget knald på, at min ungdoms byture i Jomfru Ane Gade i Aalborg virker halvtamme og farveløse.
Min rejsekompagnon og jeg booker en lokal guide til "drinkcrawl", hvor vi bliver lovet, at hun vil vise os en række barer, som den almindelige turist ikke lige finder på egen hånd. I cirka otte timer - for den sølle pris af 80 kroner pr. snude - slæber hun os beredvilligt rundt på den ene mere absurde undergrundsbar efter den anden, mens hun fortæller om byens historie, sit eget liv og ikke mindst udvalget af barer og diskoteker, vi gæster.
Alle steder smutter vi uden om køer. Får straks plads i baren og opmærksomhed med det samme. Og mens vi smager på alverdens drabelige shots og lokale drinks, drukner hun os i gode råd til steder, vi skal besøge i hendes hjemby og hjemland under resten af opholdet. Uden at have statistisk belæg for det, tør jeg godt konkludere, at Bukarest matcher både Berlin, London og New York, når det kommer til at skabe unikke, urbane rammer for ethvert publikum med enhver musiksmag og seksuel observans. Under vores Bukarest by night ser vi ting, der ikke fjernes fra nethinden med vand og sæbe.
At Bukarest er en syndens hule, er man ikke i tvivl om. På hvert eneste hjørne og facade reklameres der for massage, striptease, sexshows og sex i stride strømme. Den slags trækker især mandlige turister til, og i løbet af en uge møder vi bunkevis af danske, svenske, tyske og britiske grupper af mænd på polterabender, der med sikkerhed ikke skal føres til protokol.
Gudesmukke mænd
Det vildeste, vi oplever, er mandestrip på diskotek Old City, der på ingen måder er bedaget. Det danner rammen om et lys- og ildinferno, der virker skræmmende med tanke på tragedien tre måneder efter vores besøg, hvor 27 unge omkommer i en diskoteksbrand efter fyrværkeri til en kælderkoncert.
Det er vi heldigvis uvidende om, da vi fester med grotesk velskårne, unge mennesker, der sprøjter med champagne og skum, så associationerne står i kø. På podier valser unge mænd rundt i tangetrusser. Solariebrune, olieindsmurte og mere muskuløse end græske statuer, hvilket selvsagt tiltrækker kvinder i hobetal. Og i kølvandet på dem mænd. Genialt.
Efter en enkelt drink med stjernekaster føler vi os for gamle og satte. Derfor smutter vi videre til en af den gamle bys rockbarer, hvor vi slutter natten behørigt med billige fadøl og Motörhead på anlægget.
Parlamentsbygningen er ikke et sted, man skal fare vild, hvis man har tømmermænd. Men det får man heller ikke lov til, da det er vanskeligere at komme ind på en guidet tur end at checke ind i de fleste lufthavne.
Man skal forudbestille i god tid og berede sig på paskontrol, kropsvisitation og taske-gennemsyn. Foruden gentagne formaninger om ikke at fotografere, medmindre man betaler et højt gebyr. Det er dog virkeligt dumt at spare de penge, for det er umuligt ikke at tage billeder af en bygning, der både skræmmer og imponerer.
Verdens tungeste gardiner
En guidet tur tager en time. Og man vandrer flere kilometer på tykke gulvtæpper, over spejlblanke marmorgulve på størrelse med håndboldbaner og mellem søjler høje som master.
Jeg havde ikke troet, at jeg ville falde i svime over verdens tungeste gardiner på 400 kilo stykket. Eller de 480 gigantiske lysekroner. Det gennemført usmagelige overforbrug i en tid, hvor den rumænske befolkning sultede, gør fysisk ondt at bevidne. Men selv den endeløse opremsning af rystende fakta krydret med en bette bagskid gør det umuligt ikke at falde bagover af benovelse.
Vores glimrende guide siger efter endt tur, at vi har set cirka en procent af bygningen. Det er slet ikke til at fatte.
Vi slutter på en balkon, hvor Nicolae Ceausescu aldrig nåede at lade sig hylde. Det gjorde Michael Jackson til gengæld. Hans ord rider stadig indbyggerne som en mare: "I love you, Budapest."
Den fejl begår vi ikke. Vi står med åben mund og polypper, mens vi betragter Bukarest, der ikke er oversvømmet af romaer, men derimod rumænere. Begå endelig ikke den begynderfejl at bytte rundt på de to betegnelser. Så stivner smilet en smule.