Man beder næsten selv om det, når man rejser til Bergen i slutningen af oktober. Regn, forstås. Men at vejrguderne over Bergensdalen er så generøse med nedbør, kommer alligevel bag på mig, selv om jeg har hørt vittigheder som:
"En turist kommer til Bergen og spørger en lokal: "Regner det altid her? Hvortil han svarer: "Det ved jeg ikke, jeg har kun boet her 11 år".
Ja, norsk humor kan man altid lune sig på, hvis man er kommet af sted uden paraply, der er lige så vigtig på disse kanter som en tegnebog dybere end de norske olieboringer.
Hele vejen fra lufthavnen og de 20 kilometer ind til centrum siler det ned. Bussen sender kaskader af vand ind over fortovene, der heldigvis er mennesketomme.
Bergen kaldes med glimt i øjet for "Norges Rom" på grund af byens syv omgivende fjelde. Det er svært at være uenig i, at de syv fjelde og placeringen ved den norske vestkyst gør den til en umådelig smuk by. Som i alle andre moderne byer er centrum dog skæmmet af betonbebyggelser, der virker som unødigvendige, uigennemtænkte skampletter på de fortrinsvis betagende, gamle kvarterer.
Livsfarlige brostens-stier
De bedagede træhuse i midtbyens snævre gader tæt på havnen minder på mange måder om dem i Caribien. Jo, du læste rigtigt. De er yderst farverige, opført i vidt forskellige størrelser og uden nogen som helst form for systematik, så det flere steder er som at træde ind i krydsfelt mellem en trælasthandel, en malerforretning og en labyrint. Forvirrende og smukt på samme tid.
Mange af husene er præcis som i Caribien sørgeligt misligholdte. Frønnede karme, mugne og mosfyldte sikker og trapper, der er decideret livsfarlige at færdes på. Præcis som de spejlglatte fliser i kvarteret, der må koste det norske sundhedsvæsen millioner i årlige knæ- og ankeloperationer. Mange af gaderne er så stejle, at borgere fra San Francisco må være imponerede. Hvordan de lokale parkerer deres biler der om vinteren er et mysterium.
De mange nymalede og vedligeholdte huse får de tarvelige til at tage sig endnu mere triste ud. Men efter at have vandret rundt et par timer, begynder der at åbenbare sig en skønhed gemt i de facader, hvor irgrønt mos maler sine helt egne malerier.
Når det er skrevet, skal der heller ikke herske tvivl om, at et skinnende, nymalet hus med blå mure og en ildrød dør er en fornøjelse at studere.
En af de mest markante træbygninger i Bergen er Skansen brannstasjon ved Skansedammen højt oppe over byen med en uforlignelig udsigt. Brandstationen stod færdig i 1903 og blev fredet i 2008. Hvis ikke den netop havde ligget ved siden af en branddam, havde jeg troet, det var en kirke. I stedet må den være en af verdens smukkeste brandstationer. Udsigten over store dele af Ludvig Holbergs fødeby kan kvalitetsmæssigt måle sig med de bedste af de teaterstykker, byens stolte søn begik.
Vand i fokus
Bergen er lige så dyr som resten af Norge. Hvilket vil sige grotesk pebret. 85 kroner for en fadøl på 0,4 liter. 80 kroner for en kebab eller 170 for en pizza. Den slags priser kan give en dansker nervøse trækninger og akut åndenød.
90 kroner bare for at få lov til at komme ind på et værtshus for
at få lov til at give det samme for en øl, virker ubegribeligt
dyrt. Men når man som undertegnede kun er på weekendophold i byen,
er det til at overleve. Jeg havde på en i Norge bosat vens
foranledning tanket godt op i Kastrup Lufthavn, så vi kunne nyde en
kold gå-bajer, mens vi gik rundt i centrum velvidende, at det er
strengt forbudt at indtage alkohol på åben gade.
Det var en Guld Tuborg-dåse, og den kan sagtens ligne en
Coca-Cola, så vi har sikkert ikke skræmt de hundredvis af legende
børn, der eksperimenterer overalt i midtbyen på grund af
efterårsferien. De er holdvis i gang med spejderaktiviteter og
kreative lege, hvor samarbejde er i fokus.
Det fylder byen med latter og høje udbrud, når de taber
flaskerne med vand, de i fællesskab skal løfte hen over og tømme
ned i en balje.
De mange skoleelever giver et specielt liv og skaber på en eller
anden måde balance i bybilledet og i særdeleshed på den notorisk
berømte og Unesco-fredede Bryggen, hvor århundredgamle bygninger er
trækplaster. Og det er da også en smuk attraktion, som man nærmest
ikke kan undgå, hvis man besøger byen.
At der er godt gang i byen denne lørdag understreges af et lokalt bigband, der optræder på et torv ikke langt derfra. Det får forbipasserende til at lette fra jorden, da der fyres muskedonner-salver af undervejs i sangen.
På en nærliggende, åben plads er der handicap-festival med vokalt udfordrede sangere, der synger, som gælder det livet. De bekymrer sig ikke en døjt om, at regndråber så store som grankogler falder ubarmhjertigt hele eftermiddagen.
Så længe vi ikke styrter på de spejlglatte fliser, regnjakkerne holder tæt og de Gyldne Damer ikke slipper op, har vi heller intet at brokke os over.