Sjældent har jeg været på en ferie så minutiøst planlagt som denne. ”Nordirland rundt”-dokumentet blev oprettet for tre år siden og er blevet opdateret et utal af gange.
Ikke mindst flyreservationer, hotelbookinger og billeje er blevet ændret og afbestilt i ét væk.
Men den lange planlægningstid har også givet min rejsekammerat og mig tid til at detailplanlægge, så rejseplanen endte med at være et tre sider langt Excel-ark med navne på restauranter, adresser på hoteller og links til alle seværdigheder og attraktioner på ruten. Samt cirkatidspunkter for de fleste punkter på turen.
Min ven er ansat i en bank og elsker struktur. Jeg har det præcis på samme måde.
Vi kører fra Dublin i Irland, hvor vi begge er fløjet til, og sætter kursen mod nordirske Derry tre timer mod nordvest. Byen er især kendt for de omfattende uroligheder mellem protestanter og katolikker. Blodige fejder, der kulminerede med Bloody Sunday i januar 1972, da 14 ubevæbnede katolikker fra kvarteret Bogside blev dræbt af britiske faldskærmstropper.
50-året for den blodige søndag markeres flere steder. Ved det officielle mindesmærke - en obelisk på Rossville Street i Bogside - samt på Museum of Free Derry tæt på, hvor man kan læse alt om optøjerne, de 14 dræbte og ikke mindst, hvilket politisk efterspil begivenhederne fik.
Man får en klump i halsen, når man spotter de forskellige mindesmærker for ofrene på husmure. Flere af dem var børn. Jeg har hørt U2’s sang ”Bloody Sunday” et utal af gange. Nu forstår jeg til fulde, hvad det irske band synger om.
Helligt hus for rumvæsener
Derry ligger ikke på Nordirlands nordlige kyst, men på begge bredder af floden Foyle. Men den udgør alligevel starten eller endedestinationen på Causeway Coastal Route, som man uden at træde for tungt på bremsen kan køre på tre-fem dage.
Vi indstiller gps’en efter slottet Dunluce mellem Portrush og Ballycastle. Turen er vanvittig flot. Og grøn. Flere gange ser det ud til, at alt er grønt på nær himlen. Den er til gengæld mørkegrå og lastet til bristepunktet med regn. Hvilket er præcis som forventet.
MacDonnell-klanens gamle hovedsæde er opført på basaltklipper nærmest hængende ud over havet. Måske kender du ikke slottet. Men er du Led Zeppelin-fan, kender du måske alligevel ruinerne, som pynter midteropslaget på ”Houses of the Holy”-coveret fra 1973.
Det er syret at tænke på, at mennesker har boet i så barske omgivelser i århundreder. I midten af maj - i hvert fald denne dag - er der sølle 12 grader, og selv om strandene i nærliggende Portrush ser indbydende ud, er det svært at tro på mange dage med strandvejr på disse kanter.
Det nordirske klima er mere til whiskey. Derfor er det oplagt, at vi gør stop på Bushmills-destilleriet i byen af samme navn. Det fik sin bevilling i 1608, hvor MacDonnells-familien formodentlig har brugt de gyldne dråber til at holde varmen.
Vi fortsætter videre til stenformationerne Giant’s Causeway, som udgør forsiden af ”Houses of the Holy”-coveret. Jeg har set det billede hundredvis af gange uden nogensinde at ane, at det var taget på spidsen af de op mod 40.000 basaltsøjler.
På afstand ser de ikke voldsomt imponerende ud. Men bare vent, til du står midt på de tusindvis af sten. Når man går rundt på de sekskantede basaltklipper, som gennem årtusinder er slebet til af de voldsomme bølger, er det svært at begribe, de er naturskabte. Jeg tænker flere gange, at rumvæsener må have haft en finger med i spillet.
Vandet får farven til at ændre sig fra rødbrun til næsten kulsort. Flere steder er der irgrønne alger i fordybninger. Det er kunst på højeste niveau. Måske har stedet engang været et helligt hus for gæster fra det ydre rum.
Berømte træer på landevej
Vi overnatter på The Fullerton Arms i Ballintoy. Det renoverede hotel er alt det, vi havde drømt om. Der er ild i kaminen i den kombinerede bar og restaurant, der er shepherd’s pie på menukortet og Guinness i hanen. Det er helt ufatteligt hyggeligt at sidde indenfor og stirre ud på slagregnen på den westernagtige, tomme hovedgade.
Der er heldigvis en smule bedre vejr dagen derpå, hvor vi går ud til Carrick-a-Rede uden for bygrænsen. Det er en berømt hængebro, som har været lukket på grund af renovering. Den åbner dagen efter, hvilket er sort uheld. Men vandreturen ud til klippeøen Carrick-a-Rede er alligevel det hele værd.
Landskabet minder om det færøske. Med stejle klipper, grønne græsmarker og uldne får ad libitum. Vi har det næsten for os selv, da vi drager af sted lige efter den glimrende morgenmad.
Det er synet af den nordirske kyst også. Skiftet mellem bløde marker og takkede klipper. De uendeligt mange grønne nuancer og lyden af bølger mod dramatiske klipper. Vi glemmer helt at ærgre os over, at hængebroen, som for første gang blev opført af lokale fiskere for 250 år siden, er spærret af.
Nordirland er ”Game of Thrones”-land, og på mange kroer, barer og restauranter finder man udskårne døre med dragemotiver, tronstole og andre spøjse påfund inspireret af serien. Dunluce Castle er også med i HBO-serien, ligesom den gamle landevej ved Dark Hedges tæt på Ballymoney.
De krogede gamle træer ligger 10 kilometer inde i landet, men vi er nødt at afvige lidt fra kystruten for at få de berømte træer med. Lyset er ikke optimalt midt på dagen, men alligevel er det smukt med træerne, som nærmest former en tragt over landevejen.
Det er tydeligt, at ”Game of Thrones”-seværdighederne trækker mange turister til. Det er ikke tilfældet med Kinbane Castle mellem Ballintoy og Ballycastle. Turen ned, ud og op til ruinerne er heller ikke for dårligt gående, men det er alligevel vanvittigt, at vi har det hele for os selv.
I to timer mediterer vi nærmest med lyden af havet som baggrund. At der har boet mennesker her er endnu mere ubegribeligt end på Dunluce Castle. Her blæser voldsomt, og det våde græs kræver, at man er meget påpasselig med, hvor man træder. Der er 100 meter frit fald til begge sider. Og intet rækværk eller hegn.
Farverig flække
Vi spiser frokost i Ballycastle. En virkelig hyggelig og farverig by med en hovedgade skabt til en britisk tv-serie. Farvehandlerne i byen må have gode kår, for hvert andet hus er malet i heftige pangfarver.
Stærke farver er der også i grotterne i Cushendun, hvor alger og mos lyser op i halvmørket. Grotterne spiller en central rolle i ”Game of Thrones”, men her er ingen seriefans. Det er måske ikke grotter, man kører langt efter, men det ligger på vores rute mod hotellet Halfway House nord for Ballygally.
Inden vi forlader Cushendun, er vi nødt til at drikke en stout på den lokale pub med navnet M. McBrides. Whiskey-baren lige inden for døren er et af de hyggeligste og mest autentiske rum, vi befinder os i på hele turen. Og ja, man må gerne drikke øl derinde.
Vi har det som blommen i et æg, og et par timer senere rundes endnu en begivenhedsrig dag af med stuvning, tærte med ølmarineret kød og endnu en Guinness på Halfway House.
Efter fem dage er tanken på den lejede bil tom. Men vi er til gengæld helt fyldt op på gastronomiske, menneskelige og naturmæssige oplevelser, der ligger som perler på en snor på Causeway Coastal Route.