Selv som semi-ateist skærer det mig i hjertet, da jeg smider mine sandaler og træder ind i den halvdunkle moské Lala Mustafa Pasha Mosque midt i Famagusta på Nordcypern. Den er inspireret af kirken i franske Reims, men har også store ligheder med Notre Dame i Paris, hvilket siger lidt om størrelsen og arkitekturen.
Indenfor hører lighederne op. Alt, hvad der minder om kristne symboler, er fjernet. Freskomalerier er kalket eller malet over, alteret tilintetgjort, og rækkerne med træbænke er forsvundet.
Når man bevæger sig rundt på det slidte, grønne gulvtæppe, kan man stadig høre de gamle gulvbrædder knirke nedenunder. På præstestolen midt i moskéen er der skrevet nogle arabiske bogstaver. En tilsyneladende ubetydelig, men ikke desto mindre tankevækkende detalje.
For enden af det storslåede rum står der et uddrag af Koranen, hvor alteret engang stod. Det fylder næsten ingenting under de enorme mosaikvinduer, hvor man tydeligt kan se, hvordan ottomanerne ret brutalt har brækket kors ud og efterladt gabende tomme huller i det, der indtil for 440 år siden hed St. Sophia-katedralen.
Pilsner foran moskéen
Det er såmænd ikke omdannelsen af en kristen bygning til en muslimsk, der skræmmer mig. Det er mere den totale foragt og manglende respekt for et fascinerende bygningsværk, der irriterer mig. Den følelse får jeg flere gange på byvandringen i den gamle bydel i Famagusta, hvor der engang var 365 kirker. En til hver eneste dag året rundt.
Langt hovedparten er i dag støvede ruinhobe. Mange kan man slet ikke se antydningen af længere på nær et navn ved et kryds på bykortet. Havde man bevaret Famagustas mange kirker, ville middelalderbyen have haft potentialet til at være en af Europas turistattraktioner. Middelhavets kronjuvel præcis som i 1400-tallet.
I dag er det en søvnig havneby uden mange turister. Uden for moskéen er der flere fortovsrestauranter, hvor der ikke sidder en eneste gæst ved middagstid. Jeg slår mig ned under en parasol på en restaurant, der hører hjemme i en sidebygning til moskéen.
Der kommer straks en ung mandlig tjener ud og spørger, hvad han kan byde på. Nu er det jo ret beset tyrkisk territorium, jeg befinder mig på, så shishkebab virker som den helt rigtige beslutning. Ikke mindst med en halv liter iskold Efes-pilsner som sidevogn. Kødet ankommer gennemstegt og saftigt efter 10 minutter. En flok katte får færten og samler sig savlende ved bordenden. Jeg jager dem væk og nyder igen roen og kontrasterne mellem de 800-900 år gamle bygningsværker på byens hyggelige plads og de moderne caféer og kaffebarer.
På den anden side af gaden sidder en gruppe tyrkiske mænd og ryger vandpibe, mens de spiller backgammon. Lyden af dansende terninger på træbrættet og de klikkende brikker er den eneste støj, indtil klokkeslaget 12, hvor højttalerne placeret på minareten begynder at udbrede middagsbønnen dhuhr.
Mandfolke-kaffe i klubben
Ikke langt fra moskéen finder jeg en klub for pensionerede havnearbejdere og går ind i et forsøg på ikke at vække opsigt. Hvilket er cirka lige så let som at ankomme til Mekka iført shorts og badesandaler.
En gruppe på fem mænd spiller et kortspil, hvor to forskellige farver kort er blandet sammen. Mændene bander, jubler og ler højt, hver gang der trumfes eller vindes en omgang.
De understreger, at de er tyrkcyprioter og ikke tyrkere, uden at være blevet spurgt om det. Det betyder åbenbart en del, om man er "ægte" tyrkcypriot eller tilflytter. Kaffen, de drikker, er kulsort og serveres i små kopper med ordet "Sultan" påtrykt. De beder den bar-ansvarlige om at servere mig en kop, så jeg kan smage, at det er kaffe for mandfolk. Det skal jeg lige love for, det er. Kaffen er så stærk, at jeg næsten får mavekrampe. Den kan med sikkerhed bruges som rustfjerner og kræver en halv liter vand at komme sig over.
Omkring bordet fortsætter latteren med uformindsket styrke, mens den legendariske tyrkiske landsfader, Kemal Atatürk, der faktisk blev født i græske Thessaloniki, stirrer ned fra sin hædersplads på væggen.
Middagsbønnen er endelig færdig, og kaffebønnerne har løsnet grebet. Terningerne ruller videre på backgammonspillene, og jeg begiver mig igen ud i dette stykke Tyrkiet midt i Middelhavet.
-------------------------------
Gensyn med spøgelsesbyen
I 1974 invaderede Tyrkiet middelhavsnationen Cypern. 200.000 græskcyprioter blev fordrevet eller flygtede fra det område, der blev til Den Tyrkiske Republik Nordcypern. Først efter 40 år blev grænsen genåbnet, så græskcyprioterne kunne gense deres hjembyer
- Jeg hader dem ikke. Hvorfor skulle jeg det? De er kun mennesker som mig, konstaterer guiden Athos, da jeg spørger ham, hvad han mener om de tyrkere, der blev bragt til Cypern for at bosætte sig i de huse, som græskcyprioterne skræmte havde forladt uden at se sig tilbage.
Mange havde ikke andet med sig end det tøj, de havde på. Fotoalbummer, opsparinger, smykker og andre personlige ejendele blev efterladt, da de tyrkiske tropper begyndte at bombe byen Famagusta på Nordcyperns østkyst.
Engang var det Middelhavets turistperle med sublime strande og hoteller, så langt øjet rakte. I dag står en stor del af byen, der engang havde 45.000 indbyggere, som et grusomt mindesmærke om endnu en etnisk konflikt, der fik katastrofale følger.
Alt blev efterladt
- Jeg kommer fra hovedstaden Nicosia, men var udstationeret her i Famagusta i 1974, da tyrkerne angreb. Jeg arbejdede i køkkenet på dette hotel, hvor man stadig kan se, hvordan en bombe har flænset den ene side af bygningen op, fortæller Athos og peger på bygningens åbne sår.
Han løb rundt på stranden og skød mod helikopterne i luften med en riffel. Men blev hurtigt enig med sig selv om, at det ikke var nogen smart eller særlig sund beslutning. Derfor fortrak han sammen med de græskcypriotiske styrker og forlod den nordlige del af øen i mere end 40 år.
- Det er meget mærkeligt at se spøgelsesbyen, som den forladte del af Famagusta kaldes i dag. Så mange hjem, smukke kirker og dengang fornemme hoteller, der bare blev forladt og plyndret af tyrkerne. De kunne jo gå direkte ind i de forladte banker, smykkebutikker og bilforretninger og stjæle alt, de faldt over, konstaterer Athos.
Han siger det uden at lyde specielt fordømmende. For han ved godt, at der altid er to sider af sandheden. Han ved også, at der var både græsk- og tyrkisksindede nationalister samt ekstremister, der gik målrettet efter en konfrontation.
- Det var jo storpolitik, der resulterede i, at det kom så vidt. Nogle konspirationsteorier går endda på, at CIA var medvirkende, så USA kunne få en base på Cypern, hvilket den daværende præsident ellers havde sagt nej til. Faktum var under alle omstændigheder, at min kone og jeg stod på den græskcypriotiske side uden at eje noget som helst eller have et job, fortæller Athos.
Ikke budt velkommen
Man skulle tro, at sammenholdet mellem græskcyprioterne var styrket efter invasionen. Sådan forholdt det sig ikke. Athos og hans kone gik nogle meget svære år i møde. De lokale ville ikke handle i konens souvenirbutik, og han måtte knokle nonstop for at tjene penge til familien og de to døtre, der siden kom til.
Da grænsen blev åbnet i 2004, ville Athos gerne vise døtrene sit barndomshjem, der ligger nord for den delte hovedstad, Nicosia. Huset er i dag beboet af tyrkere fra Anatolien og ikke oprindelige tyrkcyprioter, hvilket gør en kæmpe forskel.
- Tyrkcyprioterne har været gode til at gemme personlige genstande som fotoalbummer. Jeg har hørt mange historier om familier, der har besøgt deres fødehjem og har fået udleveret billeder, som beboerne har passet på i 40 år. De "importerede" tyrkere har slet ikke samme forståelse og respekt. De har for længst smidt alle personlige ejendele ud. Også i mit barndomshjem, ærgrer Athos sig.
I haven stod der stadig et appelsintræ, som han kunne huske fra sin barndom. Han besluttede sig for, at han ville plukke nogle appelsiner som et minde og som en gave til sine døtre.
- Vi fik ikke lov at komme ind i huset af de tyrkiske beboere, så jeg tænkte, at fire appelsiner var billigt sluppet i bytte for et møbleret hus. Det syntes damen i huset ikke. Hun ringede efter politiet, der stod der kort tid efter. Jeg sagde til dem, at det i virkeligheden var mit hus og mit appelsintræ, hvilket de ikke havde den store forståelse for. Men appelsinerne fik jeg med, smiler Athos tilgivende.
Det er stadig hårdt for ham at gense Famagusta og det forfald, der præger den engang så smukke by. Men det er nødvendigt for ham.
- Mit mål er at bringe europæere med over til den tyrkiske side, så de ved selvsyn kan se, hvad invasionen førte til. 5000 mistede livet, og 1600 er stadig savnet. 200.000 mennesker mistede for altid deres hjem. Det må aldrig glemmes.