Jeg kender ikke særligt mange danskere, der har besøgt Montenegro. Ofte er det Kroatien, Bulgarien og Grækenland, der trækker, hvis man flyver i det hjørne af Europa, men måske kan denne beretning få flere til at rejse til den betagende republik på en tredjedel af Danmarks størrelse og med 700.000 indbyggere.
Det er sjældent, at man kan opholde sig fem dage i et land og med rette føle, at man har set det meste af det, guidebøgerne anbefaler. Jeg får i hvert fald streget både de to billedskønne kystbyer Kotor og Budva, hovedstaden Podgorica og området omkring Shkodërsøen mod syd ud på min to do-liste.
Kotor er første stop på rejsen, og muligvis er byen ikke kendt af flertallet i Danmark, men det betyder ikke, den er ukendt. Temmelig langt fra. Især italienske krydstogtturister fylder godt i byen, hvor man med hjælp fra kinesere og japanere har det som en sild i en tønde fra først på formiddagen til sidst på eftermiddagen. Rederierne Costa og MSC lægger til få hundrede meter fra byporten og hælder 2000-3000 mennesker ud i de kringlede gader og små torve, der slet ikke er skabt til så massive menneskemængder.
Hvis man står tidligt op eller befinder sig i byen om aftenen, som min rejsekammerat og jeg gør, er forskellen markant. Pulsen er meget lavere, og man lægger pludselig mærke til langt flere detaljer på de mange århundredgamle bygninger, fordi man ikke konstant skal orientere sig for ikke at blive tromlet ned af målrettede italienske seniorer.
Det er tankevækkende, at nærmest hvert andet hus i den gamle by er omdannet til en butik med souvenirs, lædervarer eller smykker. Næsten udelukkende med importvarer fra Kina. Det ville styrke helhedsindtrykket, hvis man lod sig inspirere af eksempelvis flere iranske byer, hvor det udelukkende er lokalt producerede varer, som må sælges. Hvor værksteder med malere, guldsmede og keramikere giver sjæl og autenticitet. I Kotor er det stik modsatte tilfældet.
Minder om Italien
Kotorbugten minder på mange måder om Garda- og Comosøerne i Italien. Med kuperet landskab, himmelstræbende cypresser og bugtende veje, som snor sig som spaghetti gennem landskabet. Arkitekturen kan ikke matche den i de billedskønne italienske landsbyer, men naturen kan uden tvivl.
Desværre får vi ikke italienske temperaturer men næsten tropiske mængder regn på vores sejltur rundt mellem udvalgte højdepunkter på en heldagsudflugt, vi har booket med speedbåd.
Da vi sætter os om bord i båden, hvor der sidder to finske piger foruden kaptajnen, får vi udleveret en regnjakke, hvor stoffet er tykt som læder. Det virker lige voldsomt nok, da det kun regner sporadisk med små nussede dryp. Blot 15 minutter senere, da speedbåden skyder fuld fart ude i bugten, åbner himlen sig. Det føles som at stå under en kold bruser med fuldt tryk og en strid blæst, der får dråberne til at føles som små piskeslag.
Nedbøren rammer med sådan en styrke, at vandet siver ind gennem mikroskopiske åbninger ved halsen, i nakken og mellem knapperne ved knæene. De første 10 minutter griner vi til hinanden. De næste to timer med gashåndtaget helt i bund er det knapt så sjovt. Ingen kan dog høre de mange eder og forbandelser, fordi motoren larmer infernalsk.
Vores første mål er en gammel ubåds-hangar, som er skjult i et bakketerræn. Der er herligt at komme i læ for regnen, men der er ingen ubåde, og derfor er det nogenlunde lige så underholdende som at se en tom garage og få at vide, at der engang var parkeret en sej bil. Jeg tænker, at det var et oplagt sted at sejle hen for unge vovemodige turtelduer.
Gennemblødte hunde
Vi fortsætter ud mod åbent hav og øen med fortet Mamula, der i en periode har været brugt som fængsel. Nærmest et montenegrinsk Alcatraz. Vi kan ikke gå i land, da øen er opkøbt af et firma, som er i færd med at opføre et eksklusivt hotel med kasino.
Planen er egentlig at sejle videre til områdets berømte blå grotte længere mod syd. Bølgerne er i mellemtiden vokset til en højde, hvor man virkelig kan fornemme, hvordan den relativt lille båd bliver rusket rundt som en gummiand i et oprørt badekar.
Kaptajnen siger med kølig mine, at han gerne fortsætter til grotten, men at det er på vores eget ansvar. En japansk familie med far, mor og to børn, som vi samlede op på et hotel en halv time fra Kotor, sidder i stævnen og ligner gennemblødte hunde. Forfrosne, gennemblødte hunde. De ser skeptiske ud. Jeg forstår dem.
Ingen af passagerne har lyst til at tage nogen chancer med tanke på, at vi har to stive timers sejlads tilbage. Vi skal også forbi turens højdepunkt, den lille kirke Our Lady of the Rocks på den kunstige ø Sveti Juraj samt den fotogene kystby Perast.
Jeg er sikker på, at turen fra kanten af Middelhavet gennem bugten er fascinerende i solskin. Denne dag føles det vitterligt som tortur at sejle gennem kaskaderne af regn, mens man desperat forsøger at finde et fikspunkt på land. Heldigvis falder havet en smule til ro, da vi nærmer os Sveti Juraj. En større båd med italienske turister fra et af krydstogtskibene i Kotor er kommet os i forkøbet og har proppet den lille kirke til bristepunktet.
Her er smækfyldt med regnjakker og regnslag, hvilket gør det svært at nyde vægmalerier af den lokale barokhelt Tripo Kokolja, ikonografier og stemningen i det dunkle rum.
Gulvet sejler i vand, og når guiderne indimellem tier stille, kan man høre dryp, når dråberne forlader jakkerne og mødes med det skakternede klinkegulv. Vi er forsinkede til trods for, at vi droppede den blå grotte, så vi får ikke en time som lovet på øen, der vokser i størrelse hvert år 22. juli. Her sejler lokale ud med sten, som de smider i vandet omkring øen, der dermed vokser er smule år for år.
Jeg vil gerne tilbage om nogle år og se, om man vitterligt kan se forskel på størrelsen. Men måske især for at nyde den unikkede, stenede ø uden at være gennemblødt under regntøjet.
Man skal prøve den lokale kaffe, hvor et stykke kul varmes op og smides i kaffen. Det skulle dræbe samtlige bakterier og smager faktisk ikke tosset. Meget hen ad tyrkisk kaffe. Foto: Simon Staun
Kødet reddede dagen
De få minutters sejlads ind til Perast bruges på at aftale, at vi i stedet for en time har en halv time til rådighed. Alle mand rækker hånden op, da vi bliver spurgt, om vi skal korte opholdet og begive os mod Kotor og satse på at ankomme blot en lille time forsinket.
På postkort og i guidebøger er Perast imponerende. Denne hverdag under aften er her ingen mennesker at se. Ikke engang katte, som der ellers er hundredvis af i Kotor, støder vi på.
Mit kamera er dugget til, og jeg har ikke flere tørre renseklude. Jeg napper et enkelt billede af min kammerat i indgangen til kirken tæt på vandet. Tårnet fra St. Nikola kan man se fra mange kilometers afstand. Tæt på har det slet ikke samme effekt. Vi sejler fra Perast og glæder os over, at dagens strabadser er ved at nå til ende.
Alt godt kommer til den, der venter. Og i vores tilfælde sker det tilbage i Kotor i den lille slagterbutik, BBQ Tanjga, hvor man kan vælge sit kød bag disken og efterfølgende få det grillet efter ønske. Vi bestiller rigeligt med kød – både entrecotes, schnitzler og de lokale køfte-frikadeller - for at forkæle os selv, og det er ubetinget dagens højdepunkt.
Jeg har ikke fået så godt kød til så lav en pris, siden jeg rejste i Argentina lige efter krakket i 2003. Stedet ser måske ikke ud af meget, men det er proppet med lokale kunder, hvilket altid er en god markør for kvalitet. Så mørt, at vi glemmer, at både sokker og underbukser kan vrides.