Hvis der er et land i verden, der er James Bond-land, må det være Monaco. Befolket af stenrige excentrikere, udstyret med det mest kendte kasino på hele kloden og oversvømmet med den slags biler, som 007 smadrer på stribe uden at blinke.
Netop derfor kunne min ankomst til landet ikke være skrevet bedre af Ian Fleming. Efter at have ventet halvanden time på et propfyldt tog i Nice en lille time fra Monaco bliver alle passagerer pludselig gennet ud af toget, mens fransk politi vrimler på togstationen. Det viser sig, at der er indtelefoneret en bombetrussel på et unavngivent tog mellem middelhavsbyen og landet. Alle toge og busser tilbageholdes på ubestemt tid, hvilket i den grad karambolerer med mit planlagte besøg til Monaco på min sidste dag af denne rejse.
Gode dyr er rådne i sådan en situation, så jeg ser ikke anden udvej en at praje en sort Mercedes foran togstationen og uden videre sige: "To the Monte Carlo Casino as fast as possible."
Det er vist det tætteste, jeg nogensinde kommer på en James Bond-replik, og jeg nyder den hele vejen langs den snoede bjergvej med en urimelig smuk udsigt ned mod den takkede kystlinje.
Taxituren koster 20 gange mere end togbilletten. Men da den ankommer foran Monte Carlo-komplekset, og en ansat iført jakkesæt, høj hat og hvide handsker åbner døren for mig og byder velkommen, er det svært ikke at føle, pengene er givet godt ud.
Hov, der kom en Punto
Monaco er et af verdens mest sagnomspundne lande. Lige så fyldt, det er med designbutikker, kasinoer og banker, lige så proppet er det med kendisser, sportsstjerner og stenrige finanskonger, som de fleste ikke ville genkende på gaden.
Rigdommen flyder i en grad, så man næsten ikke kan undgå at glide i den, når man færdes i landet på størrelse med Æbelø nord for Fyn. Allerede få minutter efter ankomsten til Monte Carlo er jeg ved at kløjs i biler, der koster flere millioner kroner.
Det er på mange måder den omvendte verden, for efter en halv time i Monaco stopper jeg op og udbryder benovet til min ven: "Så du lige den Fiat Punto der?"
Samme mønster viser sig i marinaen, hvor man bliver helt ekset i benene, hvis man spotter en enkelt fiskekutter mellem de gigantiske lystyachter, der kæmper om at få mest opmærksomhed.
To unge mænd er i færd med at klargøre en sort speedbåd, der mere ligner en ufo end et fartøj beregnet til vand. De træder forsigtigt rundt på dækket iført blå plasticposer uden på skoene. Mændene smiler bredt og har tid til at vende et ord med nogle italienske drenge, der er ved at vælte bagover af benovelse. Det er tydeligvis ikke ejerne af monsteret, der ligner havets svar på Knight Rider.
De fleste danskere ville knap have råd til ankeret på sådan et flydende luksusfartøj. Selv de mest kendte danske indbyggere i byen som Frederik Fetterlein, Caroline Wozniacki, Isabell Kristensen, Søren Hansen, Gustav Hansen og Tom Kristensen kunne ikke købe stævnen på de største skibe, selv om de spyttede sammen. Monaco er rigdom, ekstravagance og dekadence i en målestok, som skaber myter. Og det koster kassen at blive en del af fortællingen, da gennemsnitsprisen pr. kvadratmeter bolig er 55.000 kroner.
Øreringe til millioner
Studerer man annoncerne hos ejendomsmæglerne, kan man se, at en lejlighed, der i Odense ville koste maksimalt en million, snildt koster det tidobbelte, hvis der er udsigt til havnen. Det prisniveau smitter blandt andet af på restauranterne, hvor man snildt betaler det dobbelte af, hvad man gør i Nice. Til gengæld kan man så tilbringe middagen med at tælle Porscher, Ferrarier, Lamborghinier, Bentleyer og Mercedes-modeller, der sjældent kommer til Danmark, fordi afgifterne er skyhøje.
Bilejerne får af en eller anden grund et uudgrundeligt udtryk, som er umuligt at tolke for almindelige mennesker som mig. Det blik, man oftest får, befinder sig et sted mellem afsky, medlidenhed og total ligegyldighed. Måske fordi man er træt af at blive fotograferet foran Ferrarien, som man har valgt den sorte udgave af i anledning af, at det er søndag.
Men helt ærlig, hvis man ankommer foran verdens mest berømte kasino i primetime og lader sig provokere af at blive fotograferet, skulle man måske have benyttet Punto-tricket. På den anden side kan man også lidt betragte indbyggerne som dyr i en zoologisk have, hvor gæster strømmer til for at beskue disse mærkværdige væsener på tæt hold. Det misunder jeg dem heller ikke.
Nogle ansigter - og især kvindernes - er så strammet op, at deres lædertasker virker slappe i sammenligning. Læber, bryster og øjenbryn er mere pimpet op end sportsvognene, og øreringene kunne man sikkert købe den omtalte Odense-lejlighed for og stadig have råd til Puntoen.
Et slot fra Legoland
På Café de Paris lige ved siden af Monte Carlo sidder gæsterne som altid på franske fortovscafeer med ansigter vendt mod gaden. For at kunne se og blive set. Turisterne tager billeder af gæsterne i håb om, at en af dem måske er kendt. Jeg spotter ingen kendte. En smuk, mørkhåret kvinde ligner Angelina Jolie på en prik, men da der ikke er nogen paparazzier tæt på, vurderer jeg, at hun er en replika.
Prinsens palads har også en bismag af replika. Måske på grund af kollisionen mellem byggestile, der blandt andet betyder, at paladset har et tårn, der ville passe bedre til Legoland. At Grace Kelly har boet på paladset med prins Rainier III gør det ikke mindre finurligt, men den gamle bydel tæt på redder helhedsindtrykket.
Den er nemlig afdæmpet, stort set bilfri og udstyret med flere afsondrede pladser og en eksotisk park med en helt skov af skyggende træer, der tager imod os med åbne grene. Det koster ikke en krone at slå sig ned tæt på kirken, hvor Grace Kelly og prins Rainer blev gift, og det koster heller ikke noget at vinduesshoppe i Isabell Kristensens designbutik på en stille vej tæt på. Dermed konkluderer jeg efter en intens dag, at det mod forventning er muligt at forlade Monaco med store oplevelser i bagagen og en tegnebog, der ikke er totalt ribbet.