Det giver ikke mening at sidde i en faldefærdig Lada i 30 graders varme og køre i timevis for at komme ud til et afsidesliggende kloster, når man kunne sidde i den moldoviske hovedstad, Chisinau, og drikke store fadøl til fem kroner stykket.
Slet ikke med tanke på, at jeg efterhånden har besøgt så mange klostre, at jeg får røde knopper alene ved tanken om flere kors, skæggede mænd med hovedet begravet i gulnede bøger og ikoner med Jomfru Maria og Jesusbarnet. Men indimellem medvirker omgivelserne til at bløde op, og i tilfældet med Orheiul Vechi fornemmer min rejseledsager og jeg allerede på opløbsstrækningen, at der er tale om noget helt særligt.
Vejret er på vores side. Den lune eftermiddagssol gør vandreturen fra en parkeringsplads op mod klosteret til en lun affære. Udsigten er fænomenal fra grusstien, der ligger midt på et smalt bakkedrag. Vi kigger over 100 meter ned på floden Raut, der bugter sig langs bakkerne og de flade, grønne marker. Lyset får alle farver til at se ekstra kraftfulde ud, og den mørkeblå himmel er på én og samme tid truende og dragende.
Vores russisktalende chauffør kan kun få engelske gloser, og de fleste er nærmest uforståelige. Men da han peger stolt ud over deltaet og siger "beautiful", er vi ikke i tvivl om, hvad han mener. Og han har ret. Vi er end ikke nået til klosteret, og vi er allerede klar over, at vi traf det rigtige valg ved at køre hertil.
Stemningsfuld klippehule
På trappetrinnene ind til klosterets kirke kan vi høre en forunderlig mumlen. Da vi træder ind i det dunkle rum, viser det sig at være en præst, der læser op fra en hellig bog. Da mit russiske er temmelig rustent, kan jeg ikke afkode, om det er en bibel, det nye testamente eller et særligt ortodokst skrift.
Han læser så hurtigt, at ordstrømmen kommer til at lyde som en lang flodbølge. Efter et par minutter forlader min ven og guiden kirken, så der ikke er andre end to munke og mig i rummet. Det er næsten hypnotisk at lytte på ordstrømmen, mens øjnene går på opdagelse blandt de mange religiøse motiver og det vanvittigt flotte udskæringsarbejde på alt inventaret.
Jeg springer ud i det skarpe lys og forsøger at indhente de andre, inden de når ned til klosterets berømte grotter, hvor en gammel munk holder til. Han sælger stearinlys, som man kan placere på lysestager foran en række ikoner under det bulede klippeloft.
Der er en helt særlig stemning i det mørke rum, hvor eneste lyskilder er stearinlysene og solskinnet, der brager ind gennem en åben dør. Træder man gennem døren, kommer man ud på en smal klippeterrasse, hvor der ikke er nogen afspærring og dermed frit fald ned mod flodbredden.
Alle, det vil sige cirka en håndfuld turister, er helt tyste og lister rundt for ikke at ødelægge den intime stemning eller genere munken, der har sat sig til rette med en bog på en briks tæt ved døren ud mod intetheden. Der er virkelig tid og rammer til eftertanke i hulen, der er mindst lige så spektakulær som den lille kirke.
Gylden afstikker
I stedet for at gå tilbage til bilen spørger vi guiden, om vi ikke må gå gennem landsbyen Butuceny, der ligger for foden at bakken i modsatte side af floden. Ingen problem, fortæller guiden med en tommeltot i vejret.
Foran det første hus vi passerer, er far, mor og søn i gang med at grave et stort hul i haven, mens de lytter til en skrattende radio med harmonikamusik. Sveden sprøjter fra alle tre, mens de med hakker og skovle knokler løs.
Lidt længere nede ad hovedgaden sidder en gruppe kvinder og snakker ved et hushjørne. Guiden havde allerede advaret os sagt, at de lokale ikke havde lyst til at blive fotograferet. Men da jeg hiver min mobiltelefon frem og viser billeder af mine to lyshårede døtre og med fagter får forklaret, at jeg gerne vil tage et billede af dem til mine døtre, viser det sig, at de hellere end gerne stiller op. Jeg får guiden til at fortælle, at det er en køn dreng, den yngste kvinde har, og så smiler både mor og bedstemor.
Skråt overfor ligger en købmandsbutik, som i Danmark ville befinde sig på et frilandsmuseum. Frugt- og grøntsagsvægten er helt klassisk, og da ejeren af butikken hiver en kugleramme frem for at regne ud, hvad vores to mørke Kozel-øl koster, er jeg solgt. De koster seks kroner tilsammen, og da vi kommer ud på den støvede hovedgade, skåler vi for både Orheiul Vechi, Butuceny og moldovisk gæstfrihed.