En returbillet for 800 kroner, en flyvetur på under tre timer,
15 minutters kørsel fra lufthavnen til et hotel i centrum og over
25 grader i slutningen af efteråret er alle parametre, der gør
Valletta til et oplagt turistmål.
Men der er også hår i suppen, når man ser på de seneste måneders
omtale af østaten 90 kilometer syd for Sicilien. Malta
er ét af de steder, hvor flest afrikanske migranter sejles til af
den oplagte årsag, at landet ligger som det første, når man sejler
fra Libyen mod nord.
Jeg har selv skrevet om de afrikanske migranter, som deler
vandene. Nogle vil redde dem fra druknedøden i Middelhavet, mens
andre mener, at de ikke skal have lov til at forlade Libyen i små
synkefærdige skuder. Derfor er jeg ekstra opmærksom, da jeg bevæger
mig rundt langs Vallettas enorme havneområde, da jeg er
interesseret i at spotte nogle af de mange skibe, som skulle lægge
til læsset med unge afrikanske mænd.
På tre dage ser jeg ikke et eneste skib med mørke mennesker om
bord. Det kan hænge sammen med, at migrantskibene ikke lægger til
tæt på de samme kajer som krydstogtskibene med velhavende turister.
Eller at skibene ankommer om natten. Eller tilfældigvis ikke
ankommer de tre dage, jeg holder øje.
Sammenlignet med andre sydeuropæiske hovedstæder eller storbyer er
Valletta heller ikke just oversvømmet med afrikanske gadesælgere,
så måske er problemet ikke så omfattende, som nogle forsøger at
gøre det til.
Myrdet journalist er folkehelt
Den antændte politiske situation i Malta berører
heller ikke den almindelige turist. Præcis som den politiske
situation i de fleste lande sjældent får betydning for tilrejsende,
medmindre man havner midt i en demonstration, bliver berørt af en
lufthavnsstrejke eller vælger decideret risikable rejsemål.
Da Daphne Caruana Galizia, én af Maltas mest kendte bloggere og
undersøgende journalister, blev dræbt i slutningen af oktober,
resulterede det forståeligt i overskrifter i hele verden. Blandt
andet fordi hun havde fundet beviser for, at den maltesiske
premierministers kone har anbragt penge i skattely i Panama og
Aserbajdsjan.
Daphne Caruana Galizia blev berømt for ordene: "Der er forbrydere,
overalt man kigger." Og såvel mordet på hende samt
korruptionsanklagerne mod en lang række politikere har sat
Malta på den anden ende. Tusindvis af maltesere har
demonstreret i foragt over mordet og over måden, som politikere og
bankfolk rager til sig på uden at blive stillet til regnskab.
Som turist er det ikke noget, man mærker til, medmindre man
drister sig til at spørge receptionisten på hotellet,
taxachaufføren eller tjeneren på restauranten, som med garanti har
en holdning. Og sydlandsk temperament, hvis man indleder en
diskussion.
Fort for os selv
På en forlænget weekend oplever min kone og jeg kun det, vi havde
håbet på: formidabelt vejr, smukke gamle huse med farverige
balkoner og solbadning på byens karakteristiske stenede
strande.
Hvis man har en forkærlighed for at opleve, at man ikke er en del
af en turistflodbølge, kan man følge de gængse tricks med at vende
dagen på hovedet og ikke besøge attraktioner fra klokken 10 til
sidst på eftermiddagen, hvor der er masser af krydstogtturister og
andre grupper. Hen under aften - eller tidligt om morgenen - kan
man sagtens være heldig at få nogle af de samme seværdigheder for
sig selv.
Min kone og jeg går konsekvent mod strømmen og oplever heldigvis
at kunne nyde udsigten fra både Lower og Upper Barrakka Gardens
(foto 1) uden at blive mast. Grandmaster's Palace (foto 2) midt i
centrum har omkring 10 andre gæster, mens vi besøger det en sen
eftermiddag. Den humplede klippestrand med de finurlige badekar
foran Sliema Chalet Hotel (foto 3), har vi også nærmest for os selv
en søndag eftermiddag. Det samme gælder Hastings Gardens (foto 4)
tæt på byporten i den anden ende af Vallettas hjerte, hvorfra vi
kan stå og spejde efter vores hotel på den anden side af strædet i
forstaden Sliema.
Fantasy-serie har øget turismen
Pulsen falder yderligere ned, da vi som springere i et skakspil
hopper ubekymret rundt mellem de små restauranter på stejle
sidegader. Her tager vi indtil flere pauser med maltesisk øl og den
bittersøde læskedrik Kinnie, som man skal være ekstremt tørstig for
at drikke op. Den smager lidt af kold Dr. Nielsen med brus.
Det meste af en dag holder vi os væk fra de store strøg og den
centrale åre, Triq Ir-Repubblika, hvor kan ikke kan sparke sig frem
for turister. Og dem er der flere af en nogensinde i den klejne
hovedstad.
Valletta har ligesom kroatiske Dubrovnik fået foræret en lang
række "nye" seværdigheder af HBO-serien "Game of Thrones", som er
præget af endnu flere intriger end Malta.
Flere af de centrale rammer i fantasy-serien er virkelige og er på
rekordtid blevet lige så besøgte som de tunesiske grotter fra de
første "Star Wars"-film, de newzealandske bjerge fra "Ringenes
Herre" eller den jordanske ørkenby Petra fra "Indiana Jones og det
sidste korstog".
Selv om jeg er kæmpefan af "Game of Thrones", magter jeg ikke
guidede ture i store grupper. Især ikke, når man kan gå rundt med
sin kone og finde andre kvarterer, hvor man nærmest har
"kulisserne" for sig selv.
Hvis man har en fetich for gamle skilte (foto 5), kunstneriske
dørhamre og sandstensfarvede bygninger med iøjnefaldende balkoner
er Valletta stadig en ubetinget fornøjelse. Og det går som altid
mere ud over den almindelige indbygger i et land end eliten, hvis
man holder sig væk fra en destination med røre i andedammen.