Før jeg planlagde denne rejse til Makedonien, havde jeg aldrig hørt om Ohrid. Byen kaldes ellers Balkans Jerusalem, hvilket må siges at være et kælenavn med en vis tyngde og appel. Men det er først i dagene tæt på afrejsen, at jeg får læst op på, hvad man SKAL se i Makedonien, og der fremhæves Ohrid igen og igen.
Fra hovedstaden, Skopje, er der knap tre timer til byen med privatchauffør i en stor, komfortabel Mercedes. I bus halvanden til to timer længere og ikke mere end 15-20 euro at spare. Derfor er det oplagt at booke en privatchauffør, hvis man som jeg og en kammerat ikke har tænkt sig at overnatte i Ohrid, men heller ikke vil gå glip af byens mange seværdigheder.
Det er som i mange andre byer på disse breddegrader især klostre og ortodokse kirker, som fylder op på siderne i rejsebøgerne. Ohrid er kendt for at have haft 365 kirker til trods for, at byen er på størrelse med Viborg eller Fredericia. Det siger næsten sig selv, at antallet af kirker flittigt er brugt i promoveringen af "byen med en kirke for hver dag året rundt". Men skal dog være ualmindeligt interesseret i kirker - og ikke mindst have flere uger til rådighed - for at se dem alle. Derfor kan det anbefales at deltage enten på en guidet tur eller søge på de mange gå selv-ruter i byen, som typisk tager mellem to og fire timer.
Masser af skoleklasser
Vi er yderst heldige med vejret. Hele vejen sydpå har det regnet og været overskyet, men med det samme, vi ankommer til havnen i Ohrid, begynder solen at skinne. På få minutter stiger temperaturen fra 19 til 27-28 grader, hvilket får svedperlerne til at springe på vej op til byens fort, der er opkaldt efter Bulgariens første tsar, Samuil.
Inden vi når frem til fortet, passerer vi den ene smukke kirke efter den anden. St. Sophia-kirken er over 1100 år gammel og har en arkitektur, der skiller sig markant ud fra flertallet af kirker i byen. Vi nøjes med at nyde den udefra, da man ikke må besøge den i shorts. Lange bukser og vandring i 28 grader er ikke en optimal kombination. Så må det koste adgangen i en kirke eller to.
Vi fortsætter ud mod St. Johns Kirke ved Kaneo-stranden. Turen derud går bogstaveligt talt over stok og sten via små broer langs søbredden, men beliggenheden er helt og aldeles imponerende. Der er udsyn til det meste af Ohridsøen, og høje cypresser på skråningerne giver et touch af sydlandsk stemning.
Her er nærmest ingen turister og masser af steder af sidde i skygge og nyde udsigten. Der findes 100 år gamle postkort med fotografier af kirken på klippegrunden, hvilket understreger de pittoreske kvaliteter. Det er så smukt beliggende, at man næsten tager sig selv i at folde hænderne.
Der er ikke langt til fortet på Plaosnik-bakken, hvis man vel at mærke følger den anviste rute. Vi vælger at tage en sti gennem en skov, hvilket leder os ud på en markant omvej. Med store svedplamager på ryggen til følge. Efter et stykke tid på afveje kan vi høre råb og hvin fra en skoleklasse og drejer i den retning. To minutter senere er vi tilbage på sporet. Men skoleklasserne slipper vi ikke for.
Europas ældste universitet i brug
Der er sort af skoleelever på fortet, der forståeligt nok er fast pensum på ekskursioner. Vi overhører en engelsktalende tolk sige til sin lille gruppe, at alle skoleelever i Makedonien skal på besøg i Ohrid på et eller andet tidspunkt i deres skolegang.
Lad mig bare konkludere, at eleverne ikke lader sig afskrække af afstanden fra muren og ned til jorden på den anden side. De kravler rundt på murene og poserer, så man er ved at tabe vejret. Uden opsyn af skolelærere eller vagter på fortet. Udsigten er fænomenal, og man kan se hele byen, den gamle bymur og et væld af kirkerne fra udkigstårnene. Det er en syret tanke, at der har stået vagter og skuet ud over landskabet i over 1000 år. Og endda længere, da fortet er bygget oven på en endnu ældre fæstning fra 400-tallet.
Ohrid emmer af historie, og den sidste kirke, vi magter at se på vej ned mod centrum, er ingen undtagelse. Sankt Clements Kirke er endnu en ufattelig smuk bygning med en storslået udsigt. Den byzantinsk-inspirerede kirke er genopført i 2000, hvilket forklarer, hvorfor den næsten skinner som en ny bil.
Den er opført samme sted, som der formodentlig har stået en kirke siden 900-tallet. Ohrids universitet er i øvrigt ved at opføre nye bygninger omkring kirken, og det skulle være ganske vist, at det er Europas ældste stadigt fungerende universitet.
Det gamle romerske teater derimod er ikke i brug. I hvert fald ikke til gladiatorkampe. Men indimellem til koncerter og andre kulturelle begivenheder. Det blev mere eller mindre fundet ved en tilfældighed af lokale, der gravede ud for at udvide deres huse. De fandt siddepladser gemt under overfladen og hidkaldte arkæologer, som siden har gravet hele teateret frit. Det er ikke det mest spektakulære amfiteater, men det ligger behændigt på vejen ned mod centrum.
Nede på den lange gågade, der i gamle dage var basar, er der masser af restauranter og souvenirbutikker. Jo tættere på havnen, jo dyrere og mere turistede er stederne. Så vi finder en lokal restaurant i modsatte ende. Her sidder der lokale gæster ved samtlige borde på nær vores. Maden samt de iskolde øl er fornøjeligt billige.
Vi får en gigantisk portion perfekt stegte köfter (tyrkiske frikadeller), flere spyd med shish kebab og en kæmpe skål tomatsalat med grøn chili. Masser af kød og en lille smule grønt til øjet. Vi betaler 30 kroner pr. mand og går stopmætte tilbage mod havnen, mens vi forsøger at undgå de mange cykelbude, der kører slingrende rundt med te på små bakker.